Danske JBS tror på Cristiano Ronaldos uskyld

- Vi kan kun sige igen, at vi er rigtig glade for samarbejdet med Cristiano, siger JBS-direktøren.

Kun iført boxershorts fra JBS pryder Cristiano Ronaldo reklameskilte og -søjler i cirka 50 lande. Nu virker en skattelækage til at have klædt portugiseren helt af. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Har fodboldstjernen Cristiano Ronaldo sendt op mod en milliard kroner i skattely i De Britiske Jomfruøer? Heriblandt de penge, han har fået for at iklæde sig boxershorts fra det danske undertøjsfirma JBS?

Ja, siger en række medier, heriblandt Politiken, der har oplysningerne fra en lækage på 18,6 millioner kontrakter, fakturaer, regneark og mails. Nej, siger JBS-direktør Michael Alstrup.

Han tror ikke på, at Cristiano Ronaldo har fusket med sine skattesager.

- Det har vi fra pålidelige kilder i hans team og de spanske skattemyndigheder. Men hvis det skulle være, så må vi tage stilling til det den dag, det sker, siger Michael Alstrup til Ritzau.

Masser af salg i Ronaldo

Indtil videre vil skattesagen mod Cristiano Ronaldo altså ikke få konsekvenser for det samarbejde, som JBS har med den portugisiske Real Madrid-stjerne.

Og Michael Alstrup regner heller ikke med, at der vil blive langet færre JBS-underbukser med påskriften CR7 (Cristiano Ronaldo, nummer 7, red.) over disken.

- Folk skal have lov til at have en holdning. Der er også nogen, der kan lide Messi og nogen, der kan lide Ronaldo. Trods alt sælger vi masser af Ronaldo-varer, og det tror jeg også, vi vil gøre fremadrettet, siger Michael Alstrup til Ritzau.

JBS har ifølge direktøren "prøvet nogle ting gennem tiden", hvorfor skatteanklagerne mod Cristiano Ronaldo ikke får ham til at ryste på hånden.

- Vi kan kun sige igen, at vi er rigtig glade for samarbejdet med Cristiano. Det har gjort, at JBS er kommet ud til cirka 50 lande, og det har skabt en masse gode arbejdspladser for JBS i Danmark, siger JBS-direktøren til Ritzau.

Ifølge Politiken har JBS som betaling for Cristiano Ronaldos modelarbejde forpligtet sig til at betale fodboldspilleren mindst 30 millioner kroner over fem et halvt år.