En af verdens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, har skjult mere end en milliard kroner i det berygtede skattely De Britiske Jomfruøer, som han senere har overført til to bankkonti i Schweiz.
Det kan Politiken nu afsløre sammen med en stribe andre medier i Europa.
I selskabet - hvor han har indsat en anonym stråmand - har han indsat de penge, som han har tjent på sine image-rettigheder. Manøvren er ikke nødvendigvis ulovlig, men ekspert i skattely har meget svært ved at se, at den portugisiske verdensstjerne kan have rent mel i posen.
- Når Ronaldo og andre fodboldspillere har et anonymt skuffeselskab i det kendte skattely Jomfruøerne, så er det typisk fordi, at der ikke er fairplay. I 99 procent af tilfældene er det fordi, at man har en formue, man vil gemme for myndighederne. Det tror jeg også er tilfældet her, siger Lars Koch, der er international chef i udviklingsorganisationen Ibis, til DR Nyheder.
Ifølge Politiken får Ronaldos selskab i skattely penge overført fra et firma i Irland. Det firma er ejet af Cristiano Ronaldos agent, Jorge Mendes, der også har stjerner som Manchester Uniteds træner, Jose Mourinho, angriberen Falcao, og Real Madrids Pepe i sin stald.
I firmaet samler agenten alle de penge, som hans klienter tjener på deres rettigheder, hvoraf Ronaldo er langt den største bidragyder.
Det tyske nyhedsmagasin Spiegel har fået overdraget 18,6 millioner hemmelige kontrakter, regneark, fakturaer og mails fra fodboldindustrien af en anonym kilde og har siden delt og analyseret indholdet med Politiken og 11 andre europæiske medier i netværket European Investigative Collaborations.
Dokumenterne viser blandt andet, hvordan Ronaldos personlige sponsorindtægter fra blandt andet den danske tøjproducent JBS samt Nike og Armani mellem 2009 og 2014 flød.
Alt i alt har Ronaldo i hele perioden ifølge Politiken scoret cirka 1,1 milliarder kroner på personlige sponsoraftaler. Han har dog kun angivet så lille en del af beløbet, at han er nøjedes med at betale 3,8 procent i skat,
Ibis: Rige løber fra regningen
Jorge Mendes har for eksempel indsat et større millionbeløb i sit firma, som Cristiano Ronaldo har tjent på en reklamekampagne for underbuksemærket JBS. Disse penge er alle havnet i Ronaldos lommer efter, at de først har været forbi selskabet i De Britiske Jomfruøer for senere at blive sat ind på hans konti i en schweizisk bank.
Cristiano Ronaldo tjener på den gode side af 200 millioner kroner årligt i løn og derudover kommer sponsorindtægter, og Lars Koch fra IBIS kalder skattemanøvren 'under hans værdighed'.
- Det er et problem, når rige mennesker og store selskaber spiller efter andre regler end os andre og løber fra regningen. Det skaber et system, hvor der ikke er råd til velfærd, siger Lars Koch fra IBIS og fortsætter:
- Grunden til, at vi som udviklingsorganisation kigger på det her, er, at det er udviklingslandene, der bliver ramt hårdest, siger han.
Efterforskes af myndighederne
Ifølge Politiken er de spanske myndigheder gået ind i sagen og efterforsker nu Ronaldos skatteforhold, oplyser hans advokat ifølge avisen. De spanske skattemyndigheder har ikke ønsket at udtale sig.
Ronaldo har ligeledes ikke været tilgængelig for en kommentar, men hans agentur, Gestifute, har i en pressemeddelelse udtalt, at Ronaldo 'lever fuldt ud op til sine skattemæssige forpligtelser'.
Hos underbuksefirmaet JBS - der har brugt Ronaldo som reklamesøjle - oplyser man til Politiken, at ikke vil udtale sig om Ronaldos penge.
- Vi må se, om han og hans team overhovedet har gjort noget forkert, for derefter at forholde os til dette, skriver administrerende direktør i JBS, Michael Alstrup
Messi nævnt i Panama Papers
Det er ikke første gang, at en fodboldstjerne bliver nævnt i forbindelse med firmaer i skattely.
Da 11,5 millioner skattepapirer fra det skandaleramte advokatfirma Mossack Fonseca i Panama blev lækket i begyndelsen af året, var den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi på listen.
Ifølge flere medier havde Messi sammen med sin far oprettet firmaet Mega Star Enterprises i skattely i Panama, hvor han blev beskyldt for at have gemt penge af vejen uden at betale skat.
Messi-lejren benægtede dog pure historien og truede flere spanske aviser med et sagsanlæg.