Når der er en sur lugt ét sted i den finansielle sektor, så spreder den sig lynhurtigt til andre banker.
Det var det, vi i dag har været vidner til, da der kom dårligt nyt om den schweiziske storbank Credit Suisse.
Bankens største investor, Saudi National Bank, meldte nemlig ud, at den ikke længere vil kaste flere penge i banken, og dermed blev der lagt op til smæk for Credit Suisse, men også de europæiske og amerikanke bankaktier.
Credit Suisse lå tidligere i dag til et fald på over 30 procent, men kursen rettede sig en anelse i dagens løb. Aktien faldt ved lukketid med omkring 24 procent, men de røde tal ramte altså også de danske banker, som i flere tilfælde er faldet med omkring fem til seks procent.
Faldene kommer efter flere dage med stigende usikkerhed i den finansielle branche, efter de to amerikanske banker Silicon Valley Bank og Signature Bank er krakket.
Schweizisk banks problemer er ikke nye
Problemerne i Credit Suisse er som udgangspunkt ikke nye. De går i hvert fald halvandet år tilbage, fortæller Otto Friedrichsen, der er partner og aktiechef i Formuepleje.
- Credit Suisse har de seneste år haft udfordringer med deres risikostyring og haft enorme tab på nogle af deres kunder. Det kommer i dag til udtryk, når Saudi National Bank siger, de ikke vil skyde flere penge i banken, hvis det skulle være nødvendigt. Det sker samtidig med, at der er en skrøbelig situation på aktiemarkedet, siger han.
Grunden til at andre banker – også i Danmark – rammes, skyldes, at ét problem i én bank lynhurtigt spreder sig i den finansielle sektor, fortæller Otto Friedrichsen.
- Tillid er en nøgleparameter i det finansielle system i forhold til at forretninger og transaktioner mellem banker. Når tilliden begynder at slå revner, så trækker investorerne følehornene til sig og sælger aktier og køber i højere grad statsobligationer, siger Otto Friedrichsen.
Nærmer vi os en ny bankkrise?
Spørgsmålet er så, hvor grel situationen egentlig er. For Credit Suisse er den alvorlig, lyder det fra Formueplejes aktiechef, selvom situationen altså ikke er ny.
For mange af de andre banker – heriblandt de danske, er situationen dog anderledes, lyder det. Det skyldes, at de allerstørste banker hele tiden bliver stresstestet for netop at undgå en ny finanskrise, som vi så tilbage i 2008.
- Som udgangspunkt er bankernes kapitalgrundlag på plads, og de har stærke balancer og imødegår al lovgivning om, hvor meget kapital de skal have. Men de bliver altså også ramt af usikkerheden, siger han.
Han peger blandt andet på usikkerhed om, hvad det kan betyde for økonomien, og om der kan komme mere regulering af bankerne. Dog tror han ikke på, at en stor bankkrise er lige om hjørnet.
- Jeg kan ikke udelukke, at en lignende situation opstår i andre banker, men som udgangspunkt vil en risikostyring, som vi har set i Silicon Valley Bank og Credit Suisse, ikke kunne findes i store europæiske eller amerikanske banker. Men dermed ikke sagt at usikkerhed kan sende danske bankaktier lavere i en periode, siger han.
Jesper Rangvid, der er professor i investering på CBS, maner også til ro, selvom han kalder situationen alvorlig.
- Credit Suisse er en af EU's ti største banker, men på den anden side, er det ekstemt vigtigt at understrege, at banksektoren bredt set er langt mere robust i USA og Europa, end den var i 2008. Så jeg vil blive meget overrasket, hvis vi er på vej ind i noget, der ligner 2008, siger Jesper Rangvid.
Billigere boliglån for dem med korte renter
Det er dog ikke kun dystre nyheder, som bankuroen trækker med sig. For de korte renter falder igen i dag, fordi investorerne sætter flere af deres penge i de mere sikre statsobligationer. Og det betyder lavere renter for dem uden fastforrentede lån.
Ifølge Otto Friedrichsen er den korte rente faldet kraftigt med et halvt procentpoint.
- Det er meget kraftige bevægelser, og vi skal tilbage til it-boblen for at se en rentebevægelse i den korte statsrente, som er så kraftig, som vi har set det i dag, siger han.
Modsat vil din pensionsopsparing angiveligt falde på grund af faldene på aktiemarkederne, som i forvejen er ramt af usikkerhed med inflation og lavere vækst.