Det tog kun én dag for USA's nyindsatte præsident at rive resultatet af otte års arbejde i stykker.
Det skete, da Donald Trump mandag brugte første arbejdsdag til at underskrive en såkaldt executive order, der skal skrinlægge den ifølge Trump "latterlige" frihandelsaftale, TPP, der omfatter USA og 11 lande i Stillehavsregionen.
Næste punkt er en genåbning af den nordamerikanske handelsaftale med Mexico og Canada, NAFTA, som skal screenes for, om den varetager den nyindsatte præsidents motto, 'America first'.
De protektionistiske toner fra verdens mest magtfulde embede skaber bekymring i det internationale handelsmiljø og ikke mindst omkring TTIP-aftalen mellem EU og USA, der kan gå hen at blive historiens største frihandelsaftale - hvis den altså bliver til noget.
- Der har været 15 forhandlingsrunder, og vi er nået rigtigt langt. Der er selvfølgelig en vis bekymring for, at de forhandlinger risikerer at strande, siger Peter Tagesen, der er underdirektør i Dansk Industri.
- Rent faktisk har Trump ikke sagt særligt meget om de handelsforhandlinger. Så vi håber og tror fortsat på, at det vil være muligt at opnå et resultat, fortsætter Peter Tagesen.
Op mod 15.000 arbejdspladser på spil
I sidste uge - få dage inden præsident Trumps indsættelse - offentliggjorde EU Kommissionen en statusrapport over TTIP-forhandlingerne, som begyndte i juli 2013.
Ifølge kommissionen har der været betydelige fremskridt i forhandlingerne, og der er allerede enighed om at sænke tolden på en lang række varer.
Men også internt i Europa er der stærke kræfter, som ønsker TTIP i papirkurven.
- Én ting er Trump, en anden ting er Europas egen baghave, hvor vi også ser en stigende protektionisme i Europa, hvor der slet ikke er fuld opbakning til TTIP. Der er både usikkerhedsfaktorer i USA men også i Europa, siger Peter Tagesen.
Effekten af TTIP afhænger af, hvor ambitiøs den bliver. Men Dansk Industri har tidligere lavet beregninger, der viser, at dansk eksport med en frihandelsaftale med USA kan vokse med 15 milliarder kroner.
- Det er i størrelsesordenen 12-15.000 arbejdspladser, som er på spil, siger Peter Tagesen.
Omkring syv procent af dansk eksport går til USA, som er blandt Danmarks fem største eksportmarkeder.
Fæstner lid til Kongressen
Håbet hos Dansk Industri er, at det amerikanske demokratiske system kan blokere for Donald Trumps ideer. Selv om Republikanerne har flertal i begge kamre, er netop frihandel et typisk plusord for republikanske politikere.
- Vi forventer, at Kongressen et langt stykke hen ad vejen ikke vil være interesseret i at bakke op om Trumps protektionistiske tiltag. Så vi forventer faktisk ikke, at det kursskifte, vi kommer til at se, bliver særligt voldsomt, siger Peter Tagesen.
Alternativt må dansk økonomi forholde sig til en verden, hvor USA bliver mindre interessant:
- Det er klart, at hvis USA vælger at lukke sig om sig selv, og andre markeder omvendt åbner sig mod os, så skal vi kigge den vej. Vi er for eksempel meget langt med en handelsaftale med Japan, og de forhandlinger bliver nu mere interessante, end de ellers har været, siger Peter Tagesen.
Langt størstedelen af de job, der er knyttet til eksporten til USA, ligger i Jylland.
Knap 25 procent af arbejdspladser med tilknytning til eksporten til USA ligger i Østjylland. Det viser en opgørelse fra EU-Kommissionen, som også har lavet et interaktivt kort.