Boligøkonom: Vent med huskøb, til der er styr på boligskatten

Boligøkonom råder huskøbere i Storkøbenhavn til at vente med at skrive under på slutsedlen, indtil der er politisk enighed om en ny boligbeskatning.

De politiske forhandlinger på Christiansborg om skattestop på boliger, rentefradrag og et nyt ejendomsvurderings-system kan påvirke boligskatter og huspriser. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Huskøbere i københavnsområdet og på Frederiksberg bør vente med at sætte deres underskrift på slutsedlen, indtil Folketinget har besluttet, hvad der skal ske med beskatningen af boliger i fremtiden.

Forhandlingerne om skattestop, rentefradrag og et nyt ejendomsvurderingssystem kan nemlig få stor betydning for huspriserne og boligejernes skattebetaling.

Det siger direktør for Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen.

- Hvis man står umiddelbart foran at købe hus i København, Frederiksberg eller de nære omegnskommuner, så tror jeg lige, man skal tænke sig om en ekstra gang og se, hvordan de politiske forhandlinger falder ud, siger Curt Liliegreen.

Folketinget starter snart forhandlinger om tre ting, der vil få stor betydning for boligejernes økonomi i fremtiden. Hvad skal der ske med skattestoppet på boliger efter 2020, skal rentefradraget beskæres, sådan som regeringen foreslår i sin Helhedsplan, og så kommer der snart et forslag til et helt nyt ejendomsvurderingssystem.

Og det skaber usikkerhed om den fremtidige boligbeskatning, siger Curt Liliegreen.

- Usikkerheden ligger i, at man fjerner skattestoppet på boliger, og at man gennemfører en række andre ændringer, der potentielt kan påvirke boligpriserne i Danmark, siger Curt Liliegreen.

Rammer ikke resten af landet helt så hårdt

Og især huskøberne i Storkøbenhavn bør altså tænke sig godt, siger Curt Liliegreen.

- Og der vil København, Frederiksberg og de nære omegnskommuner nok være et af de steder, hvor ændringen i beskatningen af fast ejendom kan komme til at virke ganske kraftigt ind, siger Curt Liliegreen.

Ejerlejligheder forventes ikke berørt i samme omfang, da de beskattes lempeligere end huse, og Curt Liliegreen regner heller ikke med, at ændringerne i boligskatterne vil ramme resten af Danmark så hårdt.

Også Forbrugerrådet Tænk råder huskøbere til at se sig godt for:

- Man skal sørge for, at man har et tilpas stort råderum, så man kan klare de økonomiske stød, der måtte komme fra rentestigninger og den usikkerhed, der i øjeblikket er omkring boligbeskatningen, siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen.