I forvejen kæmper statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med at holde på Liberal Alliance i de forestående forhandlinger om særligt topskattelettelser. Nu skal også De Konservative beroliges, hvis de skal støtte Lars Løkkes økonomiske planer.
Ind fra højre kom De Radikale i går med tilsagn om at stemme for hele regeringens skatteplan med den klausul, at skattestoppet på boliger afskaffes.
Men det bliver i givet fald helt uden konservativ støtte.
– Jeg kan bare sige, at Det Konservative Folkeparti deltager ikke i en aftale, hvis ikke det er en samlet aftale, siger partiets formand, Søren Pape Poulsen, til DR Nyheder.
Skattestoppet på boliger har ifølge de radikales partileder, Morten Østergaard, skabt en boligboble og deraf følgende usikkerhed for boligejerne.
Mens vi venter på regeringen
Boligskatten har været fastfrosset siden 2002, og sådan bør det fortsætte, mener De Konservative, hvis langsigtede mål er helt at afskaffe skat på bolig.
– Det er jo helt grotesk, at De Radikale vil øge udfordringen for boligejerne. Folk bliver jo jaget fra hus og hjem, siger Søren Pape Poulsen.
Boligskatterne nævnes ikke i regeringens økonomiske 2025-plan, der spænder fra SU over indkomstskat til pension, og indtil nu har hverken statsministeren, finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) eller skatteminister Karsten Lauritzen (V) ønsket at svare på, hvad boligejerne kan vente efter 2020.
Forhandlingerne om 2025-planen indledes ved såkaldte sættemøder i Finansministeriet i dag.