Der venter Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) en meget stor og usædvanlig sag i retten til efteråret.
Her skal Søik, også kendt som Bagmandspolitiet, føre bevis for, at en tidligere direktør i et datterselskab i det konkursramte selskab OW Bunker har begået mandatsvig for over 800 millioner kroner.
I dag offentliggjorde Søik, at man har valgt at rejse tiltale mod direktøren for datterselskabet, som havde hovedsæde i Singapore.
Bagmandspolitiet mener, at direktøren har ydet uberettigede kreditter for de flere hundrede millioner kroner til et lokalt selskab.
- Det er en meget stor sag, og den har haft en meget stor indvirkning på OW Bunkers senere konkurs, siger vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen til DR Nyheder.
- Det har haft nogle ret betydelige konsekvenser, fordi et stort børsnoteret dansk selskab gik konkurs uden forudgående forudsætninger for det, forklarer han.
En af de største børsskandaler
Det blev kaldt en af de største børsskandaler i Danmarkshistorien, da Aalborg-virksomheden i november 2014 gik konkurs. Aktionærer mistede en masse penge, og medarbejdere stod uden job.
Det var blandt andet faldende oliepriser og fejlslagne spekulationer i oliehandel, der kostede OW Bunker meget dyrt.
Men ifølge vicestatsadvokaten kan direktøren i datterselskabet også have en stor del af skylden for konkursen.
- Mandatsviget er begået som direktør for datterselskabet, men det har også haft konsekvenser for OW Bunker-koncernen, fordi de er blevet påført tabet. Der er ingen tvivl om, at et tab i den størrelsesorden kan have haft afgørende betydning for den senere konkurs, siger han.
Søik har efterforsket sagen i godt to og et halvt år, og det er ikke usædvanlig lang tid, mener Niels Vejlby Hansen.
- Det er egentlig ikke urimeligt taget i betragtning af, at der er tale om en meget vanskelig sag med et meget stort efterforskningsmateriale, hvor man skulle hente oplysninger om en forbrydelse, der er foregået i store dele af udlandet, siger han.
Ingen andre fra OW Bunker tiltales for noget strafferetsligt i denne sag, men en anden sag er undervejs.
Den tidligere ledelse i OW Bunker er nemlig stadig under efterforskning i et helt andet sagskompleks om kursmanipulation og manglende info til fondsbørsen.
Men Søik har opgivet at undesøge, om den daværende topchef i Ow Bunker, Jim Pedersen, også har haft et ansvar for mandatsviget i Singapore, fordi han døde i marts.
Hvilken betydning har det haft for sagen, at Jim Pedersen er død undervejs?
- Det har ikke haft nogen betydning for selve efterforskningen. Den er kørt videre ufortrødent. Men man rejser ikke straffesager mod afdøde, og efterforskningen har ikke gjort, at vi kunne rejse tiltale mod andre, siger Niels Vejlby Hansen.
Fakta om OW Bunker
- •
OW Bunker handlede med brændstoffer til skibe og var på sit højeste Danmarks andenstørste virksomhed målt på omsætning med en værdi på cirka 6,4 milliarder kroner.
- •
Virksomheden blev grundlagt i 1980, men opnåede først plads i danskernes bevidsthed i marts 2014, da virksomheden blev børsnoteret af den svenske kapitalfond Altor.
- •
OW Bunkers forretning var i høj grad bygget op om risikabel oliespekulation, og OW Bunkers ledelse og ejere undlod at oplyse investorerne om det, har en rapport bestilt af kurator konkluderet.