Foreningen OW Bunker-Investor har fået bevilget fri proces til at forberede et gruppesøgsmål mod kapitalfonden Altor og OW Bunkers tidligere ledelse, oplyser Dansk Aktionærforening.
OW Bunker-Investor repræsenterer 2.400 investorer, som tilsammen kræver erstatning på 321 millioner kroner. De tabte penge på det krakkede selskab, der handlede med brændstof til skibe.
- Det betyder, at vi er mere sikre på, at vi kan gennemføre sagen. Det er meget omkostningskrævende at køre sådanne sager, siger Niels Mengel, fungerende formand for Foreningen OW Bunker-Investor og formand for Dansk Aktionærforening.
Med godkendelsen fra Civilstyrelsen kan foreningen få dækket omkostninger til for eksempel advokatbistand i perioden frem til, at gruppesøgsmålet måtte blive godkendt ved landsretten.
Derefter kan foreningen så ansøge om fri proces til resten af retssagen.
Han er ikke i tvivl om, at flere investorer, der tabte penge på OW Bunkers krak i 2014, vil komme til.
OW Bunker gik konkurs 7. november 2014 med et tab på 1,6 milliarder kroner, kun syv måneder efter debut på fondsbørsen.
Flere andre retssager er under forberedelse efter konkursen. Blandt andet har 26 institutionelle investorer, deriblandt ATP og PFA, sagsøgt konkursboet, Altor, den tidligere bestyrelse og den tidligere ledelse for 769 millioner kroner.
/ritzau/