Priseksplosion i OW Bunker: 10 gange så dyr på syv år
Rapport anklager Deloitte for ukritisk at have overvurderet prisen på OW Bunker.
538 millioner kroner kostede den nordjyske olievirksomhed OW Bunker i 2007. Syv år efter, i 2014, var prisen skruet op til 5,3 milliarder.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også, siger advokat Søren Halling-Overgaard, som er såkaldt ad hoc kurator i konkursboet efter OW Bunker, der nåede at få 225 dage på børsen.
Kort før årsskiftet leverede Søren Halling-Overgaard en omfattende redegørelse, der med stor sandsynlighed kommer til at sætte gang i en stribe erstatningssager mod de tidligere ejere, ledelsen og de advokater, revisorer og banker, der førte OW Bunker på børsen.
Rapport: Altor fastsatte reelt selv prisen
Blandt andet har Søren Halling-Overgaard fået adgang til et dokument, hvor kapitalfonden Altor forklarer Skat, hvad de betalte for OW Bunker, da de købte selskabet i 2007. De betalte 538 millioner kroner.
Købet endte med at indbringe Altor en gevinst på 4,2 milliarder kroner, da de solgte igen syv år senere. Mange parter gav nemlig deres bud på, hvad OW Bunker kunne være værd, og prisen ved børsnoteringen endte på 5,3 milliarder.
Revisionsselskabet Deloitte var en af dem, der blåstemplede den nye høje pris, men i redegørelsen konkluderer Søren Halling-Overgaard, at det reelt var Altor, der besluttede værdiansættelsen, og dermed kritiserer han Deloitte for ukritisk at have overvurderet prisen:
- Som det fremstår, er det således Altor, der reelt har fastsat værdien, selvom den i sagens natur er tiltrådt af direktioner og bestyrelser i de respektive selskaber, skriver han.
Økonom: Det er påfaldende
Investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen, har læst dele af redegørelsen, og han undrer sig også over, hvordan OW Bunker på syv år blev 5,3 milliarder kroner mere værd.
- Det er påfaldende, at Deloitte, Morgan Stanley og Carnegie når frem til en værdiansættelse, der er næsten tre gange højere end den pris, som en gruppe købere med branchekendskab kom med kort forinden, siger Per Hansen.
Ifølge professor Søren Friis Hansen, som er ekspert i selskabsret, kan det blive dyrt for Deloitte, hvis det viser sig, at værdiansættelsen var forkert.
- Hvis retten når frem til, at værdiansættelsen var forkert, kan Deloitte bliver erstatningsansvarlig over for de investorer, der har købt aktier i OW Bunker i tillid til, at værdiansættelsen var rigtig, siger han.
Deloitte vil ikke kommentere på Søren Halling-Overgaards konkrete kritikpunkter, men partner Jan Bo siger, at de ”selvfølgelig ikke laver arbejde med ført hånd”.