BAGGRUND: Sådan gemte dansk erhvervsmand penge i skattely

- Det ville være en ruin for mit familieliv.

PG kiggede til venstre over mod sin forsvarer og så op mod de tre dommere og tre domsmænd, der sad på en lige linje foran ham.

Sagen foregik i retsafdeling 20, et af de mindre lokaler på anden sal i Østre Landsret i Bredgade i midten af København.

Og den pensionerede erhvervsmand havde netop svaret på forsvarerens spørgsmål om, hvad det ville betyde for ham, hvis han fik stadfæstet den dom, som han modtog i foråret 2014. Tre års ubetinget fængsel og en bøde på godt 14 millioner kroner. Han havde anket dommen og kæmpede sammen med sin advokat for frifindelse.

Mens Panama-lækken stadig skaber overskrifter verden over, rummer PG’s sag måske en del af nøglen til at forstå, hvorfor det kan være tillokkende for nogle at sende penge i ly for skattevæsenet.

Vælger man at tro PG, så er hans historie fortællingen om hvordan erhvervsfolk og andre velhavende danskere i slutningen af 80’erne, 90’erne og et stykke op igennem nullerne var overbevist om, at de havde retten på deres side, når de oprettede fonde i skattely-lande. Revisorer og bankforbindelser kendte til strukturen, og sagde god for det.

Vælger man ikke at tro på PG, er det fortællingen om grådighed, løgne for myndighederne og grov skatteunddragelse. Skatteunddragelse som til det sidste blev opdaget, fordi han var uforsigtig og efterlod for mange elektroniske spor.

Det begyndte i 80’erne

PG var uddannet håndværker, men havde større ambitioner i livet, og valgte senere at videreuddanne sig til ingeniør. I midten af 70’erne var han med til at stifte en fremstillingsvirksomhed, som blev en god forretning. Ham og hans partner fik idéen til at fragte deres varer til vands i stedet for til lands, derfor ville de selv bygge et skib.

De kunne ikke bruge al kapaciteten på skibet selv. Men hvis konkurrenterne skulle leje sig ind på skibet, måtte ejerskabet være skjult. Derved opstod hele tanken om en fondsstruktur i udlandet, som ville sløre hvem ejerne af skibet var.

- Hvis ikke det havde været skjult, så var hele konstruktionen sikkert gået fra hinanden, og virksomheden var gået nedenom og hjem, har PG forklaret i retten.

I slutningen af 80’erne stiftede PG og hans partner AR, efter rådgivning fra deres fælles revisor, derfor hver deres fond på Jersey, som hver ejede 50 procent af et nystiftet shippingselskab i London. Shippingselskabet ejede så fragtskibet, som fremstillingsvirksomheden var kunde hos, ligesom konkurrenterne bliver det.

- Ja, alle konkurrenterne købte kapacitet på skibet. Det sejlede 365 dage om året. Det var supereffektivt, sagde PG i retten.

Men hvis er pengene?

Faktisk blev det så god en forretning, at den fond PG stiftede alene i årene fra ’98 til ’06 havde indtægter fra shippingselskabet på godt 35 millioner kroner. Spørgsmålet var så, hvem der ejede de penge? Og hvor der skulle betales skat af dem?

Ifølge Bagmandspolitiets anklager i sagen, senioranklager Stefan Kobbernagel var fonden på Jersey reelt set en del af PGs formue. PG fik gennem årene udbetalt store kontantbeløb fra fonden, og anklageren mente også, at sagens dokumenter viste, at han reelt set rådede over pengene.

Omvendt byggede forsvaret hele sin sag på, at PG reelt set afgav kontrollen med fonden, da han oprettede den. Det var rigtigt, at han løbende modtog penge fra fonden. Men det var ikke ham, der traf beslutningen om, at pengene skulle udbetales. Det havde fondsforvalterne på Jersey.

Forsvarer: Hvad betød trust-strukturen?

PG: Det betød, at jeg måtte indse, at pengene ikke var mine.

Ønskebreve var nøglen til udbetalinger

Den fond som PG oprettede i ’88 var en såkaldt diskretionær trust, som formelt set ikke havde noget ejerskab. Der blev dog udpeget nogle trustforvaltere, som i dette tilfælde var Lloyd’s Bank i Jersey. PGs familie, og senere også PG selv, var såkaldt begunstigede i trusten. Og derfor var det trustforvalternes opgave at varetage deres interesser.

Når PG ønskede penge fra fonden skrev han formelt set et ”letter of wishes” eller et ønskebrev, hvor han redegjorde for, hvor mange penge han ønskede og hvad han skulle bruge dem til. I de fleste tilfælde ansøgte han om penge til almindeligt forbrug og rejseudgifter til familien.

På den måde fik han løbende udbetalinger fra fonden. I ”gerningsperioden” drejede det sig om knap seks millioner kroner.

Køb af båd

Bagmandspolitiet ønskede i retten at bevise, at hele proceduren med ønskebreve i virkeligheden er et setup. Derfor blev der fremlagt dokumenter og referater fra telefonsamtaler mellem PG og trustforvalterne på Jersey.

Blandt andet et referat skrevet af én af trustforvalterne i december 2003. Han havde haft en samtale med PG, der var utilfreds med, at udbetalingen på 75.000 euro til en håndbygget italiensk speedbåd var blevet forsinket.

- P. var bekymret, fordi dette var anden gang, han havde købt en båd med trustens hjælp, og dette var anden gang, overførslen af pengene var forsinket. Han mente, at det ville påvirke hans ry og kreditværdighed, lød det i trustforvalterens referat af samtalen.

Hertil fastholdt PG, at han ikke bestemte om fonden ville udbetale penge til ham. Men han var utilfreds med, at udbetalingen ikke løb glat.

Kontanter, kuverter og kodenavne

Ifølge Bagmandspolitiet viste især den måde, PG fik udbetalt penge på, at han ikke ønskede at efterlade et elektronisk pengespor, myndighederne kunne følge. Det foregik ofte sådan, at fonden udbetalte penge til en bank, der derefter sørgede for, at der lå en kuvert klar til ham i forskellige bankfilialer.

På den måde hentede han store kontantbeløb på op mod 100.000 eller 200.000 kroner ad gangen, udbetalt i Dmark, euro, danske kroner eller pund i banker i eksempelvis Hamborg, Luxembourg, London og på Jersey. I forbindelse med afhentningen af pengene skulle han identificere sig med pas og nogle gange bruge ”kodeordet Olsen.

Anklageren mente også, at der var andre tegn på, at PG ønskede at gemme sig for offentligheden. Blandt andet havde en mailboks på Jersey, hvor blandt andet opgørelser over fondens formue blev sendt til.

Kun fax, tak

På et tidspunkt fik han også et guldkort (det er det, som senere sætter ham i skattemyndighedernes søgelys). Og det fremgik af et brev fra PG til trustforvalterne i ’97, at han var irriteret over, at kortselskabet sendte post til hans hjemmeadresse.

- Det synes at være meget vanskeligt for kortselskabet at respektere ordren ’ingen post’. Det er tredje gang, jeg modtager post, skrev han.

Derudover fremgik det også af sagen, at han kun ønskede at modtage fax ved forudgående aftale og at han vil ringe tilbage fra en anden telefon, når han bliver ringet op på fra fondsforvalterne.

PGs har selv forklaret, at telefon-løsningen udelukkende skyldes, at han ikke ønskede, at hans forretningspartner - som han på et det tidspunkt var blevet uvenner med – skulle vide, hvor meget han talte i telefon med trustforvalterne på Jersey. Og når han ikke ønskede post til hjemmeadressen handlede det om, at hans familie og hans dengang teenagesønner blev klar over, at de var tilgodeset i en så velhavende fond.

- De skulle ikke tro, at de kunne lade være med at læse videre i tillid til, at der var penge til dem i trusten, lød PGs forklaring refereret i byrettens dom.

Investeringer

Et andet aspekt der ifølge senioranklager ved Bagmandspolitiet Stefan Kobbernagel viste, at PG reelt set havde råderet over fondens penge, var hans engagement i hvordan fondens penge var investeret. Af referater i fonden fremgår det, at han på et tidspunkt var forvalter af en del af fondens portefølje.

Og i brev fra foråret 1998 skrev han til trustforvalterne, at han ved et kommende møde blandt andet ønskede at diskutere en ny investeringsstrategi og rapporteringssystem.

- I lyset af de dårlige resultater af kapitalforvaltningen har jeg besluttet at dele porteføljen op i to ligesom tidligere, skrev han og fortsætter senere:

- Den første portefølje skal forvaltes af R.H. som sædvanlig. I denne portefølje vil der være cirka 930.000 pund, og alle aktier/aktiefonde vil være her. Denne portefølje skal følge vækststrategien og have 20 procent obligationer, 78 procent aktier og 2 procent kontant”. Justeringen skal finde sted inden for de næste seks måneder, lyder det i brevet.

Hvem bestemmer?

PG forklarede i byretten om det brev, at han dengang havde en fejlagtig opfattelse, at han indenfor trustens rammer kunne stå for en del af investeringsstrategi. Det kunne han ikke, og derfor blev planerne også droppet.

Han var efter udsagn i løbet af årene en gang imellem kommet med forslag til investeringer. Men de var ikke blevet fulgt af fondsforvalterne.

- Man smiler venligt, og taler, og så sker der ikke mere.

Forsvarer: Så trustforvalterne bestemte, som de plejede?

PG: Ja.

Jeg panikker virkelig'

PG sad i vidneskranken med en kildevand og flere tykke ringbind foran sig. Det meste af tiden havde han siddet foroverbøjet og fulgt med i først sagens akter, som de var blevet læst op og fremlagt af både forsvarer og anklager. Også hans egen vidneforklaring i byretten, som bortset fra nogle supplerende spørgsmål i landsretten, lå til grund for sagen.

Vi var nået til den del af forklaringen, som også indeholder nogle erkendeler. Selv hvis han var af den opfattelse, at han ikke rådede over fondens millioner på Jersey – hvordan kunne han så få udbetalt næsten seks millioner kroner fra fonden, uden at oplyse det på sin selvangivelse til Skat?

Ifølge forsvaret skød PG, hvad der svarer til knap tre millioner kroner ind i fonden ved stiftelsen tilbage i slutningen af 80’erne. Pengene stammede blandt andet fra salget af tre dyre Kobra-malerier til en engelsk samler. Ifølge PG opfattede han indskuddet som et lån, og derfor mente han også, at han havde ret til at få udbetalinger i løbet af årene, som tilbagebetaling på lånet.

- Det har jeg opfattet som et lån. Men så har jeg fejlagtigt troet, at jeg kunne trække penge ud igen, når og hvis fonden tjente penge, sagde han i retten.

Guldkort og panik

Han erkendte dog, at der var et misforhold mellem de godt tre millioner kroner og de godt seks millioner kroner, han fik udbetalt i ”gerningsperioden” fra 95-05.

Dommer: Det vil sige, at der ikke blev holdt regnskab med de penge, der blev trukket ud af fonden?

PG: Det må jeg indrømme. Det har jeg forsømt.

Derfor fortalte PG også, at han blev chokeret, da han opdagede sin fejl. I 2005 var han klar over, at Skat havde iværksat en aktion, Projekt Kreditkort, hvor de holdt øje med brugen af udenlandske kreditkort i Danmark.

Og i den periode opdagede han, at han havde trukket for mange penge ud.

- Det er først nu, at jeg kan se, hvor meget det er. Jeg panikker virkelig. sagde han i retten.

PG afviste dog, at det var grunden, at fonden umiddelbart efter blev flyttet fra Jersey til Geneve.

Det blev guldkortet, der endte med at fælde PG. Skat har registreret, at han alene i perioden fra 2003 til 2004 brugte kortet til at hæve penge med 179 gange. Og det førte i 2006 kroner til en anmeldelse og en bøde på godt 800.000 kroner, som han betalte

Sagen blev derefter sendt videre til politiet og senere bagmandspolitiet. PGs hjem blev ransaget. Der fandt politiet ikke noget. Det gjorde de til gengæld på Jersey. En international retsanmodning til myndighederne på øen førte til udlevering af de referater, filer og dokumenter, der lægger til grund for sagen.

Hjertesyg og ingen adgang til fondens millioner

PGs uniform var de fleste retsdage et gråt jakkesæt og en enkel skjorte. Han bar hverken slips eller manchetknapper som sin forsvarer. Hvis han tabte sagen, ville han ikke kunne betale en millionbøde med fondens penge, svarede han adspurgt af sin forsvarer.

PG: Det kan jeg godt glemme.

Forsvarer: Så hvis du spurgte om et meget stort beløb?

PG: Det kan ikke lade sig gøre

Forsvarer: Så det er mindre beløb, hvis du i øvrigt ansøger om det?

PG: Ja

Han forklarede i øvrigt, at han i dage er pensionist og bor i England, hvor han er gift på ny med en engelsk kvinde. Han har to stedbørn, to voksne sønner, og fire børnebørn. Han er også hjertesyg Forsvareren fremlagde en lægeattest fra overlægen Peer Grande som konkluderede, at PG skal undgå unødig stress.

- Der er risiko for forværring ved fysiske og psykiske belastninger.

PGs forretningspartner AR blev i 2012 idømt en betinget fængselsstraf og en bøde på 19 millioner kroner for skattesvig af særlig grov karakter.

PG fik torsdag i Østre Landsret en mildere dom end i Byretten, eftersom fængselsstraffen på tre år blev gjort betinget og bøden blev reduceret en smule til 13 millioner kroner.