Erhvervsmand undgår fængsel for skatteunddragelse

Østre Landsret har netop stadfæstet byrettens afgørelse i en sag, hvor en pensioneret erhvervsmand var dømt for grov skatteunddragelse. Han undgår dog fængsel.

Der bliver ikke nogen fængselsstraf til den pensionerede erhvervsmand. Men han dømmes for grov skatteunddragelse. (Foto: © DR, DR)

En tidligere erhvervsmand skal ikke i fængsel. Men han er skyldig i grov skatteunddragelse. Det har Østre Landsret netop afgjort i en ankesag.

I Lyngby Byret var manden idømt tre års ubetinget fængsel og en bøde på godt 14 millioner kroner. Men landsretten har altså valgt en mildere dom, hvor fængselsstraffen er gjort betinget.

”Byretten mod PG ændres, således, at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter prøvetid en prøvetid på to år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden,” lyder det fra Østre Landsret”, der fortsætter:

”Hos tiltalte konfiskeres 13.228.040 kroner. I øvrigt stadfæstes dommen (byrettens dom, red.)”

Den pensionerede erhvervsmand PG stiftede tilbage i ’88 en fond i skattely på Jersey, der i en periode fra 1998 til 2006 havde indtægter for godt 35 millioner kroner.

Fonden var en såkaldt diskretionær trust, som ifølge Jersey lov formelt set ikke havde noget ejerskab. Derimod blev der udpeget nogle trustforvaltere.

Fond uden ejerskab

Ifølge fondens vedtægter havde de vide beføjelser til at råde over fondens penge, og også til at udbetale penge til fondens begunstigede, som var PG og hans familie. Ved hjælp af såkaldte ønskebreve kunne han anmode fonden om penge til eksempelvis rejser, almindelige leveudgifter og i et tilfælde til køb af en håndbygget italiensk luksusspeedbåd til en pris på 600.000 svenske kroner.

På den måde fik han løbende udbetalinger fra fonden. I alt knap seks millioner kroner i perioden fra 1998-2006.

Anklageren i sagen, Bagmandspolitiet mener omvendt, at hele proceduren med ønskebreve i virkeligheden er et setup og at PG reelt set rådede over fondens penge, og at han derfor burde have opgivet fondens indtægter på sin selvangivelse. Og det har landsretten altså nu givet anklageren ret i.

”Alt i alt er vi meget tilfredse med dommen. Og han er blevet dømt i det omfang, vi har påstået,” siger Stefan Kobbernagel senioranklager hos SØIK, i daglige tale Bagmandspolitiet.

Han er efter eget udsagn ikke skuffet over, at fængselsstraffen er blevet gjort betinget

”Jeg kan se, at domstolene har lagt vægt på hans alder og helbredstilstand. Og af den årsag ønsker de at gøre den her dom betinget. Det må vi så bare tage til efterretning,” siger han.

Forsvareret har under sagen fremlagt en lægeattest, der konkluderer, at PG er hjertesyg og skal undgå psykiske og fysiske belastninger.

Den tiltalte PG var ikke til stede i retten ved domsafsigelsen. Han befinder sig i sit hjem i London.