Anders Bondo Christensen: Vi lander næppe en aftale i dag

Topforhandleren for de kommunale lønmodtagere forudser flere dages tovtrækkeri i Forligsinstitutionen.

Anders Bondo Christensen er formand for Danmarks Lærerforening og topforhandler for de kommunalt ansatte ved overenskomstforhandlingerne. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Nu skal parterne til at komme "ind til benet", lyder det fra Anders Bondo Christensen, der i dag forhandler overenskomst som topforhandler for de ansatte i landets kommuner.

Efter en pause i Forligsinstitutionen, hvor arbejdsmarkedets parter på de kommunale, regionale og statslige områder på skift har siddet til bords med forligsmand Mette Christensen, er forhandlingerne i dag skudt i gang igen.

- Vi har fået flyttet forhandlingerne fra det ene til det andet bord. Og på et eller andet tidspunkt skal vi til at komme ind til benet. Det håber vi bliver i dag, så vi kan få en sikker fornemmelse af, om vi kan komme i mål, siger Anders Bondo Christensen.

Lønstigningerne for de næste tre år er et forhandlingspunkt ved overenskomstforhandlingerne på både statens, kommunernes og regionernes område.

Men de offentligt ansattes organisationer har under hele forhandlingsforøbet, der begyndte i januar, holdt fast i en solidaritetspagt - den såkaldte musketer-ed.

Anders Bondo: Forudser flere dages forhandlinger

Musketer-eden forudsætter, at aftaler om lærernes arbejdstidsregler og den arbejdsgiverbetalte spisepause i staten også falder på plads, før overenskomstaftaler kan underskrives.

Derfor tror Anders Bondo Christensen, der også er formand for Danmarks Lærerforening, ikke, at parterne når i mål ved forhandlingerne på det kommunale område i dag.

- Ej, det tror jeg ikke. Vi har de her hovedtemaer, som handler om, at vi har en løn, der skal følge med lønnen hos de privatansatte. Vi skal have løst det med lærernes arbejdstid, og så skal vi have løst det omkring frokostpausen.

- Og så har vi også en meget vigtig dagsorden om, at vi vil ikke acceptere forringelser for seniorerne. Hvis vi kan se, at det kan falde på plads, kan vi også lave en aftale. Men det vil kræve nogle dage at få det sidste på plads, siger han.