Der var ingen danske ministre med, da den svenske erhvervsminister fredag holdt pressemøde i Stockholm.
Mødet handlede ellers om det postvæsen, som Danmark og Sverige ejer i fællesskab.
Svenske Mikael Damberg løftede på pressemødet sløret for en længe ventet redningsplan, hvor der samlet skydes ca. 1,7 mia. kr. ind i Postnord-koncernen. Pengene kommer fra både Danmark og Sverige, og redningen har stor betydning i begge lande.
For en forklaring på, hvorfor der dog ikke var nogle danske ministre til stede, skal man nok kigge på fordelingen af regningen mellem landene.
Sverige og Danmark deler ejerskabet med henholdsvis 60 og 40 pct. af aktierne, men i redningen betaler Danmark alligevel 80 pct. af det samlede beløb. Efter en lang opslidende kamp er postlandskampen økonomisk set ikke faldet ud til dansk fordel.
Det var bestemt ikke det, som finansminister Kristian Jensen havde lagt op til. Som han sagde til Berlingske i foråret:
- Jeg synes, det er naturligt, at når man har haft gavn af det udbytte, der er kommet ud af selskabet i en fordeling 60/40, at i givet fald der så skal komme et nyt indskud, så må udgangspunktet (for finansieringen red.) også være 60/40.
Med et slutresultat med 80 pct. af regningen i Danmark, var der formentlig ikke den store lyst til at møde op i Stockholm.
Beskidte forhandlinger
Forud for dagens redning er der gået et langt forhandlingsbeløb, hvor der er sat barske glidende tacklinger ind - både i forhandlingslokalet og i offentligheden. I svenske medier har unavngivne svenske regeringskilder truet med opsplitning af den fusionerede koncern, konkurs og retssager mod Danmark.
Forklaringen på den store danske andel i betalingen lyder, at problemerne i Postnord-koncernen først og fremmest skal findes i den danske del af forretningen.
Milliardbeløbet skal fortrinsvis gå til en såkaldt omstilling af virksomheden. Brevmængden falder drastisk i Danmark, og man vil afskedige et stort antal – 3.000 til 4.000 – ansatte på særlige vilkår. Der er tale om de medarbejdere, som tidligere var tjenestemænd, og som skal have løn i tre år i forbindelse med en fyring.
Mikael Damberg var da heller ikke sen til at vise et søjlediagram på pressemødet, der med al tydelighed viste, hvordan underskuddet i Postnord kommer fra Danmark. Nydeligt illustreret med små flag, så der ikke skulle være nogen tvivl om, at nok er der tale om en samlet postkoncern, men også om to lande.
Dagens aftale betyder, at Postnords økonomi er sikret de kommende år – nu har man pengene til at sætte gang i den storstilede plan, hvor brev- og pakkeomdelingen lægges sammen, og hvor man i fremtiden skal tjene sine penge på pakkerne, mens brevene langsomt forsvinder. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om den offensive plan vil blive en succes. Der er hård kamp om pakkemarkedet, og en virksomhedsomstilling er altid fyldt med risici.
Et splittet Postnord
Løsningen har også en dybere betydning for posten, der er knap så betryggende for den forenede fremtid. Der kan komme en revanchekamp på et tidspunkt.
Der lægges nemlig også op til, at man i fremtiden i højere grad skal tænke postkoncernen som en slags paraplyorganisation for to forskellige landes postbehov og ikke en nordisk integreret postkoncern.
Aftalen indebærer, at hvis Sverige skulle komme i postale problemer i fremtiden – f.eks. hvis brevmængderne også her begynder at falde dramatisk som følge af den digitalisering, der er gået noget langsommere end herhjemme – så skal landet selv betale for problemerne.
Og så skal der sættes gang i et arbejde, hvor man finder ud af ”hvordan de to lande fremadrettet håndterer omkostningerne forbundet med varetagelsen af befordringspligten i de respektive lande”.
Denne lidt kryptiske formulering kan frit oversættes til noget i retning af: Hvis Sverige med deres postlov har et højere serviceniveau end i Danmark – f.eks. at posten leveres på færre dage – så skal Sverige betale ekstra for det gennem deres ejerskab.
De praktiske omstændigheder i sådan en aftale virker ret uigennemskuelige, men tanken bag er tydelig. Danmark og Sverige ejer godt nok postvæsenet i fællesskab, men hvad der foregår uden for vores landegrænse vedkommer egentlig ikke os.
Truslen, om at Postnord kunne ende med en opsplitning, en tilbagerulning af den broderlige fusion, var reel i forhandlingsforløbet. Det kunne være blevet resultatet. Med aftalen om en begyndende opdeling af udgifterne i fremtiden får vi ikke en fuld opsplitning, men konturerne af det. Tankesættet bag lyser ikke af en fællesnordisk koncerntankegang.
Spørgsmålet er, om ejerne nogensinde har været særlig enige om, hvad der skulle ske med posten. Om man nogensinde har haft et fælles mål for koncernen i ejerkredsen. Hvorfor børsnoterede man ikke posten, som man havde aftalt?
Hvorfor reagerede man så langsomt på krisen? Dette er ikke kun spørgsmål, som man med rette kan stille bestyrelsesformand Jens Moberg, men også ejerne, den danske og svenske regering.
Ingen virksomhed kan tåle, at ejerne grundlæggende er uenige om retningen og modarbejder hinanden. Langt hen ad vejen kan det fungere med en dygtig ledelse, der tager ansvar for driften og udviklingen, men det lange strategiske sigte skal ejerne tro fuldt og fast på i enighed for at sikre en sund og stabil virksomhed.
Statslige selskaber, der skal drives på private vilkår, er altid svære størrelser, hvor man skal balancere nøje mellem skarpskårne hensyn til profit, politiske ønsker og samfundshensyn. Når man så tilføjer et dobbeltejerskab med to lande med forskellige politiske interesser, bliver det bestemt ikke mindre kompliceret.