Det har været en hård måned for stolesæderne i Forligsinstitutionen.
Her har forhandlerne nemlig tilbragt cirka 159 timer med at forhandle en ny overenskomstaftale på plads for 745.000 offentligt ansatte.
Det viser en optælling foretaget af DR Nyheder.
På skift har de tre hovedområder, stat, regioner og kommuner, været indkaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen.
Optællingen viser, at det især er det kommunale område, som har taget forligsmandens opmærksomhed i den slutspurt, der i nat førte til nok en udskydelse af en storkonflikt med 14 dage.
Det kan meget vel skyldes den store overenskomstknast, lærernes arbejdstid, som har fyldt meget i forhandlingerne.
- Men det kan også være, at det simpelthen er fordi, at forhandlingerne er rykket mest på det kommunale område, siger Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
De tre overskrifter på dette års overenskomstforhandlinger har været lærernes arbejdstid, betalt frokost og løn.
Manglende realitetsforhandlinger
Ifølge optællingen har de kommunale topforhandlere siddet i Forligsinstitutionen i sammenlagt 84 timer i april måned. Det er mere end det antal timer, som regioner og stat til sammen har lagt i Forligsinstitutionen.
Det statslige område var på forhånd udpeget til at være der, hvor der skulle komme et gennembrud. Men alligevel har netop dét overenskomstområde altså været mindst i vælten i Forligsinstitutionen i april.
- Det kan afspejle, at staten aldrig kom ind i realitetsforhandlinger, og så har forligsmanden valgt at lægge sit fokus et andet sted, siger Laust Høgedahl.
Forløbet om de offentlige overenskomster blev skudt i gang i december, da arbejdsgivere og arbejdstagere præsenterede deres krav til de næste tre års overenskomst for de offentligt ansatte.
I februar brød forhandlingerne sammen og blev fra 1. marts lagt over i Forligsinstitutionen, hvor de siden er foregået. Det har ikke været muligt at opgøre timer i 'Forligsen' i marts på samme måde som i april, da forhandlingerne ikke blev dækket lige så tæt i marts.
Normalt med lange forhandlinger
At forhandlingerne om overenskomsterne trækker tunge veksler på forhandlerne, er dog ikke usædvanligt, forklarer Laust Høgedahl.
- Netop tiden er et vigtigt greb for forligsmanden, og nogen gange går der nærmest sport i det. Der eksisterer en historie om nogle forhandlere, som blev sat i et rum i Forligsinstitutionen, og så tog forligsmanden til Bornholm for at holde foredrag. Tiden er en vigtig faktor, fordi den kan gøre forhandlerne møre, siger Laust Høgedahl.
Parterne i overenskomstforhandlingerne er indkaldt til nye forhandlinger på fredag klokken 10.
Lykkes det ikke at nå en aftale, kan omkring en halv million offentligt ansatte skulle gå i lockout eller strejke fem dage efter et eventuelt sammenbrud. En strejke kan senest begynde den 6. maj efterfulgt af en lockout den 12. maj.
I videoen øverst i artiklen kan du få et overblik over forløbet om de offentlige overenskomster.