Det kan godt være, at prins Henriks bisættelse ikke er den mest traditionelle for en kongelig i Danmark. Men når hans kiste i dag bliver kørt fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke for at ligge på ’castrum doloris’, også kaldet smertens leje, følger han i fodsporene på en meget lang række andre kongelige.
For lige siden 1746 har konger og dronningers kister været udstillet for offentligheden i kirkerummet her. Senest i 2000 lå dronning Ingrid på samme måde i tre dage i Christiansborg Slotskirke, inden hun blev begravet.
I 1972 lå dronningens far, Frederik den IX's kiste til offentlig fremvisning i slotskirken, inden han blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke.
Christiansborg Slotskirke er dog også ramme for anderledes glædelige begivenheder som konfirmationer og dåb. For eksempel blev prins Christian døbt der i 2006.
En rest af enevælde
Og der er en ganske særlig grund til, at slotskirken i mange år er blevet brugt af kongehuset, fortæller Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor i historie på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.
For oprindeligt blev det nedbrændte Christiansborg Slot genopført til at huse Rigsdagen i den ene side og residens for de kongelige i den anden side. Og til et kongeligt residens hører en slotskirke. Men kongefamilien valgte at blive boende på Amalienborg, som ellers havde været betragtet som en midlertidig bolig efter branden i 1794 - og så stod slotskirken der.
I nyere tid er den heller ikke blevet brugt til kongelige bryllupper. Dronningen og prins Henrik blev gift i Holmens Kirke, og kronprinsparret valgte Vor Frue Kirke til samme formål. Men en gammel rest af enevælde er stadig knyttet til slotskirken - og det er traditionen med at lade den afdødes kiste stå til offentligt skue.
- Tilbage i enevælden starter traditionen med castrum doloris, hvor man ærer det afdøde medlem af kongefamilien, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
- Det er egentlig en sidste rest af enevældens statsceremoniel. Og traditionen er blevet bevaret, fordi den fungerer meget godt.
Tidligere var traditionen noget af et udstyrsstykke med kvadratkilometer af sort fløjl og stearinlys - i dag er remedierne langt mere beskedne.
Hvorfor fungerer traditionen stadig meget godt?
- Vores forhold til kongehuset er et spørgsmål om individuelle følelser. Vælger man at tage afsked med et afdødt medlem, kan man blot gå rundt om kisten, der bliver ikke sagt noget, og der kræves ikke noget af en. På den måde passer det meget godt til vores tidsånd. Da dronning Ingrid lå i slotskirken, stod folk i kø helt ude på slotspladsen - traditionen imødekommer altså et reelt behov, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
- •
Kongelige, der har ligget på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke i de sidste 100 år:
- •
2000: Dronning Ingrid
- •
1972: Frederik 9.
- •
1947: Christian 10.
- •
1912: Frederik 8.
- •
1906: Christian 9.