GRAFIK Prins Henriks sidste rejse: Her er ruten fra Fredensborg til Amalienborg

Torsdag køres prins Henriks båre fra Fredensborg i Nordsjælland til Amalienborg i København.

Klokken 10 torsdag formiddag bliver prins Henriks båre ført ud af havedøren på Fredensborg Slot, hvor en rustvogn venter.

Vognen kører højre om Fredensborg Slot og forbi Kancellihuset, hvor både dronning Ingrid og kronprinsparret har boet. Dernæst svinger den ind i den indre slotsgård og kører en runde - som et symbol på prins Henriks afsked med Fredensborg Slot.

Prins Henriks urne skal som bekendt også returnere hertil og endeligt stedes til hvile i den private del af Fredensborg Slotshave.

Bag rustvognen med prins Henriks båre kører på hele ruten først Store Krone, den ældste og fornemste af kongehusets biler, med dronningen og to Daimler-biler med prinserne med i kortege.

Når kortegen har forladt Fredensborg Slotsgård, kører den gennem Fredensborg og ad Kongevejen til Helsingørmotorvejen og siden Lyngbyvej.

Ved Vibenshus Runddel drejer kortegen op ad Øster Allé og kører langs med Fælled- og Idrætsparken i retning mod Trianglen.

Så går det op ad Østerbrogade og Dag Hammerskjolds Allé forbi Sortedamssøen og Garnisons Kirkegården og Østre Anlæg.

Ved Østerport Station kører kortegen et kort stykke ad Store Kongensgade, til venstre forbi Carl Nielsen Statuen og op ad Grønningen.

Kortegen kører ad Grønningen langs Kastellet og til venstre på Esplanaden. Inden den når Mærsk-hovedkontoret, drejer den til højre ad Amaliegade og derfra til Amalienborg.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvor på Amalienborg prins Henriks båre skal overføres til, mens hvis det er Christian IX's palæ, hvor prinsen og dronningen har boet sammen, når kortegen også en trekvart omgang omkring Rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.