Modeskaber Erik Brandt, tidligere balletdanser Susanne Heering og organisationer, som prins Henrik var protektor for, er i dag inviteret til mindehøjtidelighed i Christiansborg Slotskirke klokken 13.
På gæstelisten står mindst 200 personer, oplyste kongehuset fredag, og den omfatter også familie, gudbørn og øvrige repræsentanter fra erhvervslivet og Prinsens Livregiments Soldaterforening.
Kongehuset har ikke oplyst i detaljer, hvem der er inviteret til den private mindehøjtidelighed, men DR Nyheder har været i kontakt med nogle af de gæster, som i dag siger et sidste farvel til prinsen.
Blandt dem er den mangeårige sejlerven Mark Flindt.
Kongelig Dansk Yachtklub
- Han har betydet meget for dansk sejlsport, siger han og henviser til, at prins Henrik helt tilbage fra begyndelsen af sin tid som prins har været protektor for Kongelig Dansk Yachtklub.
Mark Flindt og prins Henrik nåede at sejle sammen i 25 år, og årene på vandet har skabt mange sjove minder. For eksempel kunne prins Henrik finde på at drille sejlervenner om bord med en ganske utraditionel sømandskost.
- Han introducerede gasterne for mærkelig mad, eksempelvis søpølse, surstrømming og rådne kinesiske æg, og hvis man ikke spiste op, havde man tabt, fortæller Mark Flindt, der til dagligt arbejder som salgschef i Kongelig Dansk Yachtklub.
Klubben, der er Danmarks største sejlklub med omkring 2000 medlemmer, kunne i 2016 fejre 150 års jubilæum.
Både dronning Margrethe og kronprins Frederik repræsenterer klubben ved at være henholdsvis protektor og æresformand.
Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub
Jon Bundesen er formand for Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub (K.A.S), og han vil også være blandt gæsterne, som siger farvel til prins Henrik i dag.
Prinsen var protektor for K.A.S gennem mange år, og Jon Bundesen har i den forbindelse mødt ham flere gange.
Han husker specielt dagen, hvor båden ’Oui Oui’ skulle gensøsættes.
Båden er en klassisk kapsejladsbåd fra 1922, som K.A.S brugte 10 et halvt år på at sætte i stand, og da projektet var færdigt 27. april 2008, blev prins Henrik indbudt til Oui Oui's gensøsættelse.
- Prins Henrik takkede ja, og ankom på bådpladsen i Kronebilen, skriver Jon Bundesen i en mail til DR Nyheder.
- Det var en festlig dag, og prinsen sejlede selv Oui Oui afsted på sin første færd ud i Øresund.
Dansk-Fransk Handelskammer
Anders Torbøl er formand for Dansk-Fransk Handelskammer, og han møder også op til den private mindehøjtidelighed i dag.
Han mødte prinsen for første gang i 1989, da den franske skole på Frederiksberg fik nyt navn – den blev nemlig omdøbt til Prins Henriks Skole.
Han husker en gang, hvor prins Henrik var inviteret med dronningen på den franske ambassade. To stole var sat frem til dem – og tre meter derfra stod folk og kiggede på dem. Prinsen hviskede noget i dronningens øre, rejste sig op og sagde til Anders Torbøl: 'Nu må De introducere mig for dem, jeg skal møde.'
Og så begyndte han at tale med folk.
- Det var typisk for ham. Han er snakkesalig og kunne få en stemning til at bløde op, siger Anders Torbøl.
Han mener, at prins Henrik minder om den grimme ælling fra HC Andersens eventyr. Den gjorde folk nar ad - men til sidst ændrer de holdning.