- Ugen har været slem. Jeg nåede at sende blomster op til ham på Fredensborg Slot den ene dag, hvor han var hjemme. Dem fik han, og kronprinsen siger, at han blev glad for den.
Det sagde modeskaber Erik Brandt ved mindehøjtideligheden for prins Henrik i Christiansborg Slotskirke i dag.
Men så knækkede stemmen.
- Man siger jo ikke bare farvel til 50 års varmt venskab. Vi talte sammen ustandseligt, vi var sammen ustandseligt, og vi rejste sammen… Jeg mistede Margit for syv år siden og nu prins Henrik…
Han holdt en lille pause og sukkede.
- Nu må de sgu tage sig sammen alle sammen og holde liv i sig selv.
Ud over Erik Brandt var også tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø blandt de cirka 200 gæster, der deltog i en privat mindehøjtidelighed for prins Henrik i Christiansborg Slotskirke i dag.
Frederik og Joachim tog imod
Mindehøjtideligheden begyndte klokken 13, og blandt de indbudte var venner, folk, som prinsen kendte fra sine protektioner, repræsentanter fra erhvervslivet og gudbørn.
Blandt andre forretningsmanden Christian Kjær, auktionarius Jesper Bruun Rasmussen og entertainer Eddie Skoller var blandt de deltagende.
- Han var en af mine bedste venner. Jeg har aldrig mødt en mand, der var så tilgivende som ham. Vi havde et fantastisk fortrolighedsforhold. Jeg kommer til at savne ham helt utroligt, sagde forretningsmanden Christian Kjær på vej ind i kirken.
Udvalgte journalister fra medierne var også blandt de inviterede, herunder Billed Bladets reporter Trine Larsen og BT's tidligere hofreporter Bodil Cath. Også DR's korrespondent Stephanie Surruge, som har skrevet en biografi om prinsen, deltog i mindeceremonien.
Efter 20 minutter var mindehøjtideligheden slut, og gæsterne var inviteret til en sammenkomst i fløjlsgemakket på Amalienborg.
Her tog kronprins Frederik og prins Joachim imod, fortæller Stéphanie Surrugue. Prinserne gav hånd til hver eneste af de 200 gæster, og de havde smil i øjnene.
Ikke ligne bedemænd
- Beskeden var, at i dag skulle vi ikke ligne bedemænd, og smilene kom også frem, da folk begyndte at fortælle alle historierne om prinsen, siger hun.
Igen i dag kan offentligheden besøge prins Henriks kiste, der ligger på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke.
Her står den lukkede kiste på en forhøjning til offentlig skue. I weekenden har knap 14.000 besøgt Christiansborg Slotskirke for at se prinsens kiste, oplyser hoffet.
Offentligheden kan se kisten for sidste gang i dag mellem klokken 15 og 19.
I morgen bliver prinsen bisat, og her er cirka 60 mennesker inviteret.