Han fik sin første cello som treårig, startede undervisning som fireårig, og havde koncertdebut som 14-årig med Det Kongelige Kapel som solist i Elgars Cellokoncert.
Og det er vigtigt at starte tidligt, hvis man skal blive god til at spille på et strygeinstrument.
- Det er lidt ligesom med sprog; der sker et eller andet både muskulært og mentalt. Det bliver svært at lære et sprog flydende, hvis man er ældre, og det er det samme med violin og cello, fortæller den nu 28-årige – og inden for sit felt for længst verdensberømte – cellist Andreas Brantelid.
Ville være som far
Han har studeret hos blandt andet Henrik Brendstrup, Mats Rondin og Torleif Thedéen, og har allerede vundet Kronprinsparrets Kulturpris, prisen som årets DR Kunstner og Eurovisionens konkurrence for unge solister.
Artiklen fortsætter under billedet.
Andreas Brantelid er søn af en cellist og en sproglærer, så forståelsen for musikkens form og struktur har været med ham fra barnsben:
- Min far er cellist, og spiller på Det Kongelige Kapel, og har gjort det i 38 år; så jeg ville bare være ligesom far, da jeg var lille, fortæller Brantelid, der selv har spillet koncerter med symfoniorkestrene i både Wien, Hamburg og Birmingham.
- Men dét med at føle pres og nervøsitet, det blev der ikke lagt vægt på. Når man fortæller et barn, at noget ikke er farligt, så tror de jo på det.
Frygten må ikke være styrende
Brantelid indrømmer dog, at det forholder sig lidt anderledes med nerverne her i voksenlivet. De kan nemlig godt finde på at snige sig ind på ham inden en koncert:
- Det er kommet senere, at man nogle gange tvivler, og tænker, om det nu er godt nok. Men grundlæggende føler jeg mig meget hjemme på en scene.
- Det gælder om at undgå, at frygten skal styre én. Man skal lære, at det ikke er farligt, men samtidig må man jo gerne være lidt tændt. Man må ikke lade adrenalinen blive til frygt, men skal bruge den positivt; man må gerne være ekstra ivrig eller tændt.
Artiklen fortsætter under videoen.
https://www.youtube.com/watch?v=KvqwezRmYak
Ikke vidunderbørn, men vidunderlige børn
Andreas Brantelid mener, at forældre til børn med talenter inden for det klassiske har et stort ansvar for forvaltningen af børnenes talent.
Det gælder også for de forældre, der har deres børn med i DR-programmet Vidunderbørn, der starter lørdag på DR1:
- Der skal være nogle kloge forældre, som taler deres børn til rette.
- Min mor sagde altid, at jeg ikke var et vidunderbarn, men et vidunderligt barn.
”Man kan jo ikke være cool med det hele”
Brantelid, der spiller på Boni-Heger Stradivariussen fra 1707, som er udlånt til ham af den norske kunstsamler Christen Sveaa, står også klar med et konkret råd til de seks børn, der lørdag skal vise deres talenter indenfor de klassiske kunstarter i bedste sendetid på DR1:
- Man kan jo ikke bare være cool med det hele, for så kommer man ikke videre. Man skal kæmpe i øveværelset, men ikke på scenen; der skal man give sig selv fri. På scenen er det eneste tidspunkt jeg føler, jeg er okay, og tilgiver mig selv alle de fejl, jeg har lavet i øvelokalet.
- Af samme grund har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig må være utilfreds efter koncerter.
Øjet på bolden
Brantelid mener, at en overdreven fokusering på, om man nu har sunget eller danset godt nok, kan ende med at blive både ”forfængelig og egoistisk”.
Det gælder tværtimod om at have øjet på bolden:
- Man skal blive ved med at fokusere på det, det hele handler om: nemlig at dygtiggøre sig indenfor det, man elsker at lave, hvad enten det er musik, sang eller ballet.