Tv-ekspert: DR tager en chance med klassisk i den bedste sendetid

Den erfarne tv-mand Keld Reinicke roser DR for at udbrede klassisk musik i primetime, for det er ”en enormt svær opgave”.

Vidunderbørn løber over tv-skærmene første gang 7. november. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Der er ros til DR allerede inden den nye underholdningssatsning, Vidunderbørn, første gang løber over skærmen, lørdag 7. november.

Rosen kommer fra den erfarne tv-mand Keld Reinicke, der har været med til at starte DR2 og TV 2 Zulu, og var programchef for TV 2 Danmark fra 2007 til 2013:

- Som public service-institution har man en forpligtelse til at udbrede den klassiske musik, og i den sammenhæng er Vidunderbørn et rigtigt spændende eksperiment. Man står overfor en enormt svær opgave med at få formatet til at lykkes, men jeg synes det er fedt, at DR tager chancen.

Underholdningskneb skal sikre succes

Det svære ligger i, at man med programmet vil eksponere folk for de klassiske kunstarter og for musik, mange ellers ikke ville høre eller opsøge af sig selv.

Skal programmet blive en succes, så mener Reinicke, at det skal bruge de tv-mæssige greb, man kender fra andre underholdningsprogrammer, på en intelligent måde:

- Man er nødt til at tage nogle underholdningskneb i brug for at få almindelige mennesker til at se et program med og om klassisk musik. Snobberne - og der er alt for mange snobber indenfor klassisk musik - vil måske hade Vidunderbørn, men det er heller ikke dem, man laver det til, mener Reinicke.

- Man kunne sagtens bare sende torsdagskoncerten om lørdagen; så ville der bare ikke være ret mange, der så det.

Svært at udbrede det klassiske

”Knebene” er for eksempel, at konkurrencen delvist afgøres via sms-afstemning, at man sætter fokus på følelser i programmet og gør meget ud af personportrætterne:

- Hvis man formår at lave de rigtige følelser i programmet, vise hvor søde børnene er, og at deres læremestre virkelig vil dem; hvis alt det ”spiller” rigtigt, så tror jeg, det lukker op for, at mange mennesker vil blive godt underholdt, mener Reinicke.

- Men jeg tror ikke, at ’Vidunderbørn’ er det nye ’Den store bagedyst’. Det er et meget sværere emne, programmet tager hul på. Flotte kjoler og flødeskumskager er meget brede emner, mens det er en sværere opgave at udbrede den klassiske musik.

Noget helt andet end X Factor

Og i DR håber man netop at kunne nå bredt ud med Vidunderbørn:

- Vi har forsøgt at lave et program, som med udgangspunkt i det klassiske kan være interessant for rigtig mange mennesker, lyder det fra DRs underholdingschef, Jan Lagermand Lundme, der blandt andet har stået i spidsen for seersucceser som Melodi Grand Prix, X Factor og Eurovision Song Contest 2014.

- Det er noget helt andet end X Factor, men det er stadigvæk sms’er, der afgør, hvem der ryger videre. Det er vigtigt med et tydeligt ”drive” i programmet.

Et universelt sprog

Lundme håber, programmet vil kunne samle danskerne, ligesom for eksempel X Factor har gjort fredag efter fredag siden 2008. Og han er ikke i tvivl om, at de klassiske kunstarter sagtens kan gøre sig som godt fjernsyn:

- Klassisk musik er fuldstændig fantastisk og forrygende! Det kan fortælle så mange historier, det kan give dig så mange følelser; det er på en eller anden måde et universelt sprog.

- Vi gør det for at lave en lørdag aften, hvor man mødes om noget, og hvor man er sammen med nogle mennesker, man holder af, og har en fælles oplevelse.