Jazzdivaen Caroline Henderson er meget i vælten i disse dage.
Både på grund af tv-programmet Vidunderbørn, hvor hun er læremester for deltageren Al-Fadl, men også på grund af 20 års jubilæet for det mest populære af hendes 12 albummer, ’Cinemataztic’.
Caroline Henderson skrev pladen sammen med ingen ringere end X Factor-dommer Thomas Blachman:
- Jeg mødte Thomas gennem nogle venner. Dengang var han bare en excentrisk jazzmusiker, der gik rundt og lavede tosset musik, og det var bare love at first sight. Vi tænkte meget ens.
Tæt musikalsk samarbejde med Blachman
’Cinemataztic’ vandt syv Grammy’er efter sin udgivelse i 1995, og var en nyskabelse i dansk musikliv på grund af sin hidtil usete triphopinspirerede lyd.
- Vi arbejdede i lang tid på at lave de her sange. På et tidspunkt gik det så op for mig, at hvis der skulle være mere end to, der ville købe pladen, så skulle jeg gøre et eller andet, for pladeselskabet havde dybe rynker i panden, når jeg spillede det, vi havde lavet, siger Henderson, og slår en stor latter op.
- Så talte jeg med Kasper (Winding, red.), og han syntes det, vi lavede, var fantastisk – som den eneste! Så blev han koblet på projektet, og skrev alene ’Made in Europe’ og ’Kiss Me Kiss Me’, som var med til at åbne pladen op.
Begge de to sange, og pladen som helhed, blev både kritiske og kommercielle succeser.
Henderson har aldrig set X Factor
Siden 1990’erne har den ”excentriske jazzmusiker”, der arbejdede sammen med Henderson på pladen, opnået nærmest stratosfærisk berømmelse i Danmark, som én af de tre dommere i landets største tv-underholdningsprogram, X Factor.
Thomas Blachman har været dommer i syv ud af otte X Factor-sæsoner, og tager endnu en tørn i 2016.
Henderson derimod har, med egne ord, aldrig set X Factor:
- Jeg har tre sønner, og den yngste var på et tidspunkt meget fascineret af X Factor, og ville gerne se det. Men så faldt det altid sammen med, at jeg var ude at spille, så han har mest set det sammen med sine brødre eller sin far.
- Men som jeg kender Thomas, så har han et meget stort hjerte, han er meget kolerisk, han er super skøn og har god smag. Han har svært ved at fastholde fokus og koncentration, men han er en meget, meget fin mand.