Lørdag blev Kronprinsparrets Priser uddelt for 11. gang ved en storstilet prisuddeling direkte fra Kulturværftet i Helsingør.
Her vandt teaterinstruktør Elisa Kragerup én af aftenens hovedpriser, nemlig Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kroner; og det er med instruktørens egne ord ikke helt til at fatte:
- Når man bliver overvældet på den måde, så kan ordene ikke rigtig måle sig med følelsen, og derfor tog det faktisk også noget tid at fatte det, siger Kragerup til dr.dk.
”En stor anerkendelse”
Kulturprisen er tidligere gået til internationalt anerkendte navne på den kulturelle scene – lige fra kunstner Olafur Eliasson til arkitekt Bjarke Ingels – og nu har teaterinstruktøren med den karakteristiske page også skrevet sig ind i den prominente række af prismodtagere:
- Der er en stor anerkendelse; og også en national anerkendelse. Jeg kan huske, at jeg selv har siddet og set showene, da Bjarke Ingels og Tina Dickow vandt, og jeg har bare tænkt: ”Det er jo en helt vild ære at få!”. Det er jo virkelig nogle fantastiske kunstnere, der har modtaget den før, siger Kragerup.
- Det er meget stort for mig at skrive mig ind i den historie.
Overvejer at rejse
Elisa Kragerup dimitterede fra Statens Teaterskole i 2010, og debuterede med ’Den unge Werthers lidelser’ i Skuespilhuset. Hun har siden opnået stor kommerciel såvel som kunstnerisk succes med forestillinger som ’Hvid Magi’ og ’Tove! Tove! Tove!’ – begge sammen med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed.
Og Kragerup er langt fra uvant med at modtage priser. I 2011 vandt hun hele tre Reumert-statuetter – for årets forestilling, årets instruktør og årets musikteater/show – hvilket hun toppede med endnu en Reumert for årets instruktør året efter.
Den travle instruktør overvejer da også at bruge nogle af pengene fra Kulturprisen til at holde en arbejdspause og ”få fyldt på”:
- Jeg har virkelig meget lyst til at rejse! Jeg har noget tid her til foråret, hvor jeg godt kunne tænke mig at tage en større rejse; tage min kæreste under armen og tage et dejligt sted hen.
Er der råd til kantklipperen?
Nogle af pengene er dog afsat til noget langt mere lavpraktisk:
- Jeg har lige købt et sommerhus, og det kræver lidt renovering! Aftenen inden jeg fik at vide, at jeg havde modtaget prisen, havde vi lige stået og overvejet, om vi mon havde råd til at købe den her kantklipper til vores græsplæne…
- Det er ret sjovt at have haft den snak, for nu er det som om, at: Det kan vi nok godt.