Religionsforsker inden FCK og Brøndby-brag: Det handler om kampen mellem godt og ondt

I dag ramler ærkerivalerne FCK og Brøndby sammen. På tribunen har tilhængernes motivation mange fællestræk med religion, fortæller forsker. ”Det er en renselsesproces,” siger entertainer og FCK-fan Michael Carøe.

Fodboldfans hepper og synger under en kamp, og i følge en religionsforsker kan det sammenlignes med andre religiøse fællesskaber. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

”Grav ham ned!” ”FC blod på trøjen, sov med den om natten!” ”Vi vil hellere dø end bo i Brøndby!”

Den fjendtlige retorik bliver højest sandsynligt igen hevet frem, når Brøndby i dag tørner sammen mod FC København.

Kampen på tilskuerpladserne er en kamp med klare skillelinjer mellem godt og ondt. En kamp som har mange fællestræk med religion, siger lektor og Ph.d. i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger.

- Fansene ønsker jo at sikre, at det gode hold vinder over det onde eller over en kaosmagt. Det er idéen om at kunne genskabe en kosmoslignende tilstand, hvor det gode hersker, altså det der er godt for os og vores fællesskab, siger Marianne Qvortrup Fibiger.

90 minutters renselsesproces

Den pointe kan FCK-fan og entertainer Michael Carøe godt relatere til.

Han har holdt med FCK i cirka 25 år og sammenligner det med en renselsesproces, når moderne mennesker kan få lov at træde ind på et stadion, hvor normerne er nogle andre, end dem vi møder til hverdag.

- Det er en befrielse og forløsende, og for nogle nærmest en katarsisk renselsesproces, at man kan gå ind og te sig karakterafvigende åndssvagt i 90 minutter, og så gå tilbage og indgå i de normale sociale rammer, siger Michael Carøe.

Religionernes opdeling mellem det gode og det onde kan han også nikke genkendende til i fodboldsammenhæng.

- En af de gode ting ved sport generelt er jo, at det er en meget forsimplet verden. Man har meget enkle regler. Det er enten hop højst, løb hurtigst, eller scor flest mål.

- Reglerne er meget enklere og mere overskuelige end et almindelige liv. Man kan opleve sådan en fortættet form for, hvad der er rigtigt og forkert, siger han.

For FCK og Brøndbys fans er det, der udspiller sig på stadion, mere end en fodboldkamp - det er en kamp mellem godt og ondt, som har paralleller til det religiøse. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Her er det tilladt at hade

Sebastian Stryhn Kjeldtoft er en af dem, der kommer til at give en hånd og stemmebånd til, at Brøndbys kosmos består i dag.

Han er journalist og Brøndby-fan og skrev tidligere i år en klumme med titlen ’Alle burde prøve at hade Zanka’. Den handler om, hvorfor han elsker at hade FCK, selvom han godt ved, at det er både småligt og irrationelt.

- Det er jo fuldstændig åndssvagt, når man tænker over det. Det giver jo ingen mening. Og det var det, jeg prøvede at sige med min klumme. Jeg hader jo ikke Zanka, siger han og fortsætter:

- Jeg kan ikke forklare det med kloge videnskabelige teorier. Jeg tror, det er noget dyrisk og primitivt, som får lov at blive kanaliseret ud i den halvanden time, vi står der. For det er jo klart, at jeg aldrig nogensinde ville synge de sange, og mene det, forklarer Sebastian Stryhn Kjeldtoft.

Vil ændre verdens gang

Marianne Qvortrup Fibiger er enig i, at man ikke skal lægge for meget i de hårde ord, der falder på stadion.

Men når fodboldfans synger og råber, så er det ikke kun for at få renset ud.

"Ingen over klubben" lyder et af Brøndbyfansenes bannere fra et tidligere møde med FCK. For dem handler det om mere end fodbold. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Det er også fordi, fansene har en idé om, at de er en del af kampen, og dermed kan have indflydelse på begivenhedernes gang.

- Det svarer til alle mulige andre religiøse ritualer, hvor man gør noget i fællesskab. For eksempel når troende mener, at det gør en forskel, at de fremsiger trosbekendelsen i fællesskab i kirken, siger Marianne Qvortrup Fibiger.

Tro og overtro

Og følelsen vækker genklang hos Sebastian Stryhn Kjeldtoft, der tror og håber, at tilskuernes ageren betyder noget for kampen på banen.

- I Brøndby bryster vi os af, at vi er de bedste fans, der altid er med ude og støtte op, og det jeg kan høre på spillerne er, at det betyder en masse for dem. Det ved jeg ikke, om det gør, men det håber jeg.

Michael Carøe tænker på samme måde – men har også et gran af overtro med i sine overvejelser. I dagene op til en kamp har han endnu ikke besluttet sig for, om han møder op på stadion eller ej.

- Jeg skal lige finde ud af, om jeg jinxer den eller ej. For jeg har efterhånden en foruroligende dårlig trackrekord på Brøndby Stadion. Jeg tror, vi er ved at være dér, at Brøndby har fået flere point end FC, i de kampe jeg har set på Brøndby Stadion, siger han.