Ronaldo, Froome, Phelps.
Sportssommeren har haft sine helte, og de kommende dage, vil flere komme til under OL. Vi vil som beundrende tilskuere dyrke dem, næsten som var de guder. For der er nemlig mange ligheder mellem den måde, vi opfatter sport og religion på.
Både i idrætsarenaer, kirker, moskéer og templer er der ritualer og symboler. For religionen kan det for eksempel være bønnen, fadervor, dåbsritualer, stammedanse og kors.
For sporten kan det være at tænde den olympiske ild, nationalmelodien, de olympiske ringe, den gule trøje, fodboldklubbens logo eller musikken, der bliver spillet, når to hold går på banen.
Og det er alt sammen med til at få os til at føle, at vi er en del af noget større - for nu at bruge en stor sportsorganisations slogan.
Det siger Marianne Qvortrup Fibiger, der er lektor, Ph.d. i religionsvidenskab ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
- Man udfører nogle ritualer i sport, som man også gør i religion. Med ritualerne dyrker man et fællesskab, som man mener hjælper.
- Det er eksempelvis, når fodboldspillere mener, at de præsterer bedre, når de møder velvilje fra tilskuerne. På den måde føler publikum også, at de ligesom i religionen kan være med til at skabe en kontakt eller gøre noget, der ændrer på verdens gang, forklarer Marianne Qvortrup Fibiger.
Fodboldidolet der blev en gud
I 1986 scorede den argentinske fodboldspiller Diego Maradona et af historiens mest omtalte mål mod England, da han boksede bolden i kassen med venstre hånd. Da han efter kampen blev spurgt til episoden, sagde han de berømte ord: ”Det var Guds hånd.”
Det skulle vise sig at blive en selvopfyldende profeti. For i Argentina har en gruppe fodboldfans lavet den ultimative reference mellem idoldyrkelse og guddommelighed og gjort fodboldstjernen Diego Maradona til Gud i sin egen religion.
Kirken har sin egen tidsregning, der tager udgangspunkt i Diego Maradonas fødselsdag, og så har den sin egen fadervor og sine egne ti bud. Den har eksisteret siden 1998 og har i dag omkring 120.000 medlemmer. Det giver dog ikke helt mening at ophøje en fodboldspiller til Gud, hvis man spørger Marianne Qvortrup Fibiger.
For når idoler træder ud af sit kamparena, hvor de har guddommelig status, træder de ind i den civile verden, hvor alle bliver målt efter de samme moralske standarder. Så selvom sportsfans vil gå langt for at bortforklare idolers synder, så er der en grænse, forklarer hun.
- Hvis for eksempel Messi med sine mange penge forsøger at snyde, eller cykelryttere doper sig, så krakelerer glansbilledet trods alt. De to rum er ikke fuldstændig adskilte størrelser, men sportsfans kan tillade meget fra deres idoler, siger hun.
Maradona har været involveret i en række skandaler med blandt andet narkomisbrug, og det har fået hans popularitet til at dale i hjemlandet, men i hans egen kirke holder de altså stadig fast.
Danske fans fik nej til at blive religion
I Danmark søgte FCK’s fanfraktion Copenhagen Lads for nogle år siden at gøre noget lignende. De søgte Kirkeministeriet om at blive optaget som trossamfund i Danmark. Ansøgningen var en gimmick, og den fik da også et afslag.
Men det var svært for embedsmændene i Kirkeministeriet at finde de afgørende forskelle på fanklubben og andre trossamfund.
Det fortæller filosoffen Caroline Schaffalitzky de Muckadell fra SDU, som har forsket i at definere religion. I den forbindelse granskede hun kendelsen fra Udvalget vedrørende Trossamfund, der behandlede ansøgningen.
- For mig at se er afslaget meget tyndt. På den ene side bliver det gjort klart, at det var en principiel sag, hvilket man godt kunne se for sig. For hvis de kunne blive godkendt, så har man nok åbnet en ladeport. Men samtidig var argumentet, at ikke alle ting, der ligner religion er religion, fortæller Caroline Schaffalitzky de Muckadell der dermed savnede en reel forklaring på, hvad forskellen egentlig er på sport og religion.
Hun er dog selv klar med en definition af, hvad der adskiller de to, selvom hun ser mange ligheder.
- Man vil typisk sige, at religionen prøver at finde en eller anden større mening, der forsøger at give svar på, hvor alting kommer fra, hvor det skal hen, hvad meningen med livet er, og hvordan man skal være et godt menneske. Men de dele er sportsbegivenheder jo ret fattige på, forklarer Caroline Schaffalitzky de Muckadell.
Også Marianne Qvortrup Fibiger er klar med en afgørende forskel på religion og sport. Vi kan godt bede til Gud om, at vores idol vinder, men vi beder ikke til vores idol om, at det vil gå Gud godt.
- Man bruger jo religion til at sikre, at noget sker i denne verden. Ved for eksempel at velsigne et fodboldstadion eller har korsets tegn på som beskyttelse, som Fuglsang havde under OL. Men man kan jo ikke gøre det omvendt, forklarer hun.