Nogle religioner opfattes som tiltalende, mens andre mødes med skepsis eller ligefrem afsky.
De fleste mener for eksempel, at buddhisme er en tiltalende religion, mens det er noget mere broget ved islam. Omvendt synes de fleste vist, at kristendommen er pragtfuld.
Og den slags præferencer er langt fra tilfældige.
Alt efter tid og sted udfolder religionerne sig meget forskelligt, og naturligvis er der store forskelle på forestillinger og adfærdsformer de enkelte religioner imellem. Når der er islamisk terrorisme på spil, mødes islam i det hele taget med modstand, og når en grinende Dalai Lama taler om kærlighed og tolerance bliver alle glade for buddhisme. Det er ikke så svært at forstå.
Men der er noget grundlæggende forkert i at se religionerne på den måde.
Ikke fordi det er problematisk at foretrække den ene frem for den anden, men fordi man får selve religionsfænomenet galt i halsen, når man gør det. Hvis man eksempelvis har en holdning til “kristendom” eller “islam”, tænker man på de to religioner som en slags væsener eller personer, som kan, vil og gør noget.
Men det er helt forkert.
Det, vi pr. konvention kalder “kristendom” eller “islam” er netop ikke væsener eller personer, men i bedste fald rammebetegnelser for noget mennesker siger og gør.
Muslimer er medproducenter af islam
Når vi taler om “en religion”, er der tale om et begreb, vi konstruerer sprogligt. Religionerne er kulturelle systemer, som i deres mangfoldighed kan være nærmest hvad som helst.
Det er for eksempel “kristendom”, når Thor bliver konfirmeret i Farum kirke, og det er “kristendom”, når en præst deltager i henrettelsen af en dødsdømt i et amerikansk fængsel. Det er “islam”, når en familie i London fejrer fastens afslutning med en stor fest hvor alle er glade, og det er “islam” når Boko Haram bortfører piger til en tilværelse som slaver.
Man kan bruge sproget som metafor for religionerne.
På dansk kan vi skrive den smukkeste poesi, men vi kan også bande og svovle. De sproglige udtryk er meget forskellige, men i begge tilfælde taler vi dansk. “Dansk” er derfor ikke én ting, men snarere en betegnelse for et kompliceret sæt af sproglige muligheder. Ingen skal komme og sige, at “dansk” er noget bestemt. Ikke engang retskrivningsordbogen, for på samme måde som religiøse mennesker ofte ignorerer deres egne hellige tekster, ignorerer vi som sprogbrugere retskrivningsordbogen – men vi taler dansk alligevel.
Teknisk set kan man naturligvis være medlem af en religion, men det er rigtigere at opfatte for eksempel muslimer som medproducenter af islam. Muslimer producerer “islam” på utallige måder. Det, der findes, er altså muslimer i højere grad end “islam”, kristne i højere grad end “kristendom” og buddhister i højere grad end “buddhisme”.
Dermed får vi lokaliseret religion til det religionsproducerende menneske. Guderne er noget mennesker finder på i komplicerede historiske processer. Hellige tekster er noget mennesker forfatter. Religionernes maskinrum er menneskers hjerner og kroppe, individuelt og i socialt samspil med hinanden.
Mennesket i centrum gør generalisering umuligt
Med det religionsproducerende menneske eller samfund i centrum bliver det umuligt at generalisere. Så længe vi lytter til Dalai Lama er buddhismen blød og sød, men tager vi til Thailand har buddhismen ofte en helt anden funktion og visse klostre er ligefrem i alliance med militæret.
Nogle muslimer er optaget af emner som demokrati, uddannelse og fred, mens andre betragter verden som en slagmark, hvor der kun er plads til sejrherren - dem selv.
Nogle kristne forsvarer flygtninge og skjuler dem for myndighederne, mens andre kristne kræver de samme flygtninge deporteret som uønskede.
Hvis vi ser på religionsproducenterne selv, snarere end deres “religioner”, bliver det hele tydeligere.
Det er i grunden trivielt, men eksemplerne viser altså noget afgørende: Det, der findes, er religiøse mennesker snarere end “religioner”. Vi må lære at forstå religion, som noget mennesker siger og gør - under indtryk af alt der sker omkring dem. Vi må skrue ned for vores forestillinger om “islam”, “kristendom” og “buddhisme” (og alle de andre religioner) som en slags essenssystemer, som bare “er”.