Af Jørgen Carlsen, idéhistoriker og højskoleforstander på Testrup Højskole
Næstekærligheden er selve kernen i den kristne livsforståelse. Men hvad man skal forstå ved næstekærligheden har været heftigt diskuteret på det seneste.
Bølgerne går højt. Helt tilspidset blev striden om næstekærligheden, da store grupper af flygtninge i begyndelsen af september pludselig dukkede op på de danske motorveje ved Rødby og Kruså. De optrådte ikke længere som pixels på fladskærmen, men stod nu i fuld figur i den tredimensionale danske virkelighed.
En del borgere valgte at forlade rollen som passive tilskuere og træde hjælpende til. Mange organiserede sig i netværket ”venligboerne”, og adskillige tog bilen ned til flygtningene for på forskellig måde at hjælpe dem.
Enkelte af hjælperne var kendisser som for eksempel forfatteren og debattøren Lisbeth Zornig. Hun havde i sin bil transporteret en flygtningefamilie fra Rødby til København. Bagefter omtalte hun sin bedrift på Facebook. Da hun af journalister blev spurgt, hvad hendes motiv til at hjælpe var, svarede hun ”næstekærlighed”.
I flint over Facebook
Dette fik folketingsmedlem Marie Krarup (DF) til at fare i flint. I stedet for at optræde som ”menneskesmugler” burde Lisbeth Zornig som lovlydig borger have afleveret familien til politiet.
At hun så oven i købet havde postet episoden på Facebook, betegnede Marie Krarup som et selvoptaget forsøg på at flashe sin egen næstekærlighed.
Lidt senere udtalte Marie Krarup følgende til Kristeligt Dagblad:
”Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. (...) Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden. ”
Kampen for at fortjene kærlighed
I Marie Krarups angreb på Lisbeth Zornig finder man to underliggende spørgsmål: Hvad er næstekærlighed? Hvem er min næste?
Det centrale punkt i den kristne forkyndelse er det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren, din Gud og din næste som dig selv! Det skal man gøre i forvisningen om, at man selv er omfattet af Guds kærlighed.
Så kærligheden til næsten udspringer af Guds kærlighed til dig.
Men hvem er så din næste?
Patent, politik og næstekærlighed
Der har i længere tid hos visse teologer været en klar tendens til at tage patent på, hvad man skal forstå ved ens ”næste”. Her har tidehvervsmanden Søren Krarup, far til Marie Krarup, været den toneangivende skikkelse.
Det er den patentforståelse, Marie Krarup henviser til i sin udtalelse. Næsten er den, der er inden for rækkevidde og genstand for et personligt møde – ikke en syrisk flygtning eller et hungerramt barn i Afrika.
Ulandsbistand, flygtningehjælp og humanitær støtte er udelukkende et spørgsmål om politik – måske endda sikkerhedspolitik. Man kan endog møde personer, der åbent kritiserer den form for velgørenhed.
Et dugfrisk eksempel er en byrådspolitiker i Roskilde, der for kort tid siden beklagede sig over en indsamling til Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med juletræstændingen på byens torv. Indsamlingen spolerede juleglæden, påstod hun.
Kamp om definitionsretten
Næstekærlighed er med andre ord ikke nødvendigvis et begreb med smilerynker. Det er et omstridt begreb, der kan bringe sindene i kog.
Der er kamp om definitionsretten. Det afgørende i denne sag er, at ingen kan tage patent på den ultimative definition af, hvad der skal forstås ved ens næste – eller for den sags skyld, hvad der ikke skal forstås ved ens næste.
Marie Krarup kan over for Lisbeth Zorning have ret i, at talen om næstekærlighed ikke skal bruges til selviscenesættelse på Facebook. Til gengæld plumper hun selv i, når hun reducerer det hele til, at man bare skal tage vare på sine nærmeste. Derved har hun afmonteret den dybe fordring, der også ligger i begrebet og forvandlet det til noget overkommeligt og komfortabelt.
Sandheden er den, at næstekærligheden er et begreb, der sætter os alle under anklage. For hvornår kan man i fuldt alvor påstå, at man har gjort nok og ikke kan gøre mere?
Spørgsmålet er derfor ikke først og fremmest, hvem der er næstekærlige og hvem der ikke er – eller hvordan man karakteriserer sin ”næste”. Spørgsmålet er snarere, om vi selv er i stand til at leve op til buddet om næstekærlighed.