Af Mikael Rothstein, religionshistoriker og lektor, Syddansk Universitet
Gennem to tusind år har kristne mennesker forestillet sig, at de døde engang skal blive levende igen. Teologerne taler om ”kødets opstandelse”, en idé som naturligvis har myten om Jesus, der kommer tilbage fra dødsriget, som forbillede.
I dag vil mange kristne afvise denne forestilling, men kirkernes officielle læresystemer er ikke blevet ændret. I kristen forstand er et menneske nemlig et unikt væsen, hvis krop og sjæl hører uadskilleligt sammen. Hvis sjælen skal frelses må kroppen følge med.
Man ser det for sig: Ligene kommer frem af gravene her og der og alle vegne! Og så står spørgsmålene i kø: Hvordan ser kroppene ud? Er spædbarnet, som døde, stadig et spædbarn? Er oldingen som udåndede i sin udtærede krop stadig 98 år gammel? Og hvad med den stakkel, som blev flænset af en haj? Genskabes han eller hun hel og fin? Eller viser alle sig som 18-årige i deres ungdoms skønhed?
Teologerne har gennem tiden stået på hovedet og gjort knuder på sig selv for at forklare de mystiske udsagn fra de hellige tekster.
Kødets opstandelse eller reinkarnation
Det er derfor til at forstå, når nogle kristne mennesker lader forestillingen om reinkarnation erstatte den om kødets opstandelse. Et slag på tasken siger, at cirka 15-20 procent af danskerne, og dermed mange folkekirkemedlemmer, hælder til den idé. Ganske vist er der ikke meget kristendom i denne forestilling, men alle religioner er elastiske, og det er derfor let for den enkelte at vende dogmatikken ryggen og hengive sig til en uautoriseret dødeforestilling. Det er ikke spor overraskende.
Det gælder også præster som Annette Berg, som er blevet irettesat af sine overordnede og siden suspenderet fra sit virke på grund af sin ukristelige overbevisning. Hvis hun foretrækker nye kroppe frem for genbrug af den døde, så er hun ude af trit med folkekirkens læresætninger, og det vil man ikke acceptere.
Statens kirke
Men hvad er det egentlig, der sker i denne sag? Først bemærker vi, at folkekirken er en statsinstitution, og at det altså i sidste ende er staten som understøtter kirkens dogmer. Forestillingen om kødets opstandelse er, så at sige, forsynet med statsgaranti og båret af statssubsidier.
Vi kan også konstatere, at en embedsmand i staten (dvs. præsten) påtvinges en ganske speciel religiøs forestilling i medfør af sin ansættelse. En universitetslektor er også ansat i staten, men her har arbejdsgiveren ingen magt over lektorens vantro. Det gælder kun for præster. Naturligvis, kan vi tilføje, men dermed har vi også anerkendt statens ret til at fastholde en bestemt borger i en særlig religiøs fantasi.
Folkekirken kan virke fremmedgørende
Det kalder også på en overvejelse, når vi konstaterer, at overordentlig mange af kirkens medlemmer deler Annette Bergs opfattelser.
Betyder det da, at de skal smides ud af kirken? Skal man stille dem for en mild og venlig inkvisition og opsige deres medlemskab? Staten må vel også sanktionere på dét niveau? I hvert fald skal kætterpræsten hykle og bekende sine synder overfor en anden i statens tjeneste, nemlig biskoppen – uanset hendes dybeste tanker.
Staten har traditionelt legitimeret sig gennem kirken, men nu er det kirken der legitimerer sig gennem staten. I et pluralistisk samfund betyder det, at forholdet mellem stat og borger varierer, alt efter hvem man er.
Kun én religion kan sætte statens magt bag sine myter og fantasier. Det kan virke fremmedgørende for mange borgere, og fremmedgørelse er farligt for ethvert samfund. Religiøse forestillinger bør ikke være et anliggende for staten.