Af Marie Vejrup Nielsen, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet
Debatten om troen på reinkarnation bragte folkekirken tilbage på forsiden i 2015. En præst kom i søgelyset efter udtalelser om tro på reinkarnation i et lokalt tv-program. Baggrunden for indslaget var folkekirkens allehelgensgudstjenester, hvor man oplæser navnene på dem, der er døde i løbet af året.
To af folkekirkens præster var inviteret i studiet for at tage stilling til, hvad forståelsen af død og opstandelse egentlig er i folkekirken. Her svarede den ene, sognepræst i Vig Annette Berg, at hun tror på reinkarnation – som kristendommen ellers ikke tror på. Efterfølgende førte indslaget til en større debat om, hvad præster må tro og ikke tro.
Også sidste år – midt i juleforberedelserne – var der debat om præsters tro på opstandelsen. Her var det sognepræst Per Ramsdals udtalelse om, at han ikke tror på den kødelige opstandelse, der blev kontroversiel.
At disse sager vokser sig så store – også i medierne – siger noget om folkekirkens plads i Danmark i dag. Folkekirken udfordres nemlig konstant. Sådan må det være, når man danner ramme om over fire millioner medlemmers ønsker, forventninger og holdninger til, hvad den skal være.
Hverdagen ændrer folkekirken
Det er de små, daglige udfordringer, som flytter folkekirken. Hvad skal tillades på kirkegårdene, når de efterladte har nye ideer til, hvordan en grav kan pyntes? Hvad med de nye krav som følger med nye familiemønstre: Hvem der skal være plads til på kirkebænken til konfirmationen? Og hvad med efterspørgslen efter ekstra juleaftensgudstjenester – gerne på den 23. december – så alle kan få deres traditioner med ind i deres julefejring med børnene?
Hvis man skal sætte det lidt på spidsen, så er det netop medlemmerne og deres syn på kirken, der er folkekirkens helt store udfordring nu og i fremtiden.
Der er medlemmer, som sætter stor pris på søndagsgudstjenesten og helst ikke ser den ændret – eller forstyrret for meget af alt for mange dåbsgæster. Der er medlemmer, som kun kommer få gange om året, og som har helt klare forventninger til, hvordan lige netop denne dag i folkekirken skal være for dem. De har valgt at gøre kirkerummet, ritualerne og præsten til en afgørende del af deres helt særlige dag. Og det stiller høje krav til, at alt er, som det skal være.
Kirken skal være autentisk
I de senere år har vi set en stigning i kontroverser om præsternes tro. Der er mange ting på spil i disse konflikter. Men et centralt perspektiv er, at disse diskussioner ikke primært handler om, hvad præster tror eller ikke tror. I stedet handler det netop om de mange medlemmers måde at bruge kirken på.
I en tid hvor værdi måles ud fra autencitet, det vil sige, hvad det føles ægte for den enkelte lige nu og her, kommer der et øget fokus på at få oplevelser, der lever op til ens forventninger om ”det der føles ægte for mig”. Og dermed også et øget fokus på de personer, som er med til at sikre det autentiske. I folkekirken er det i høj grad præsterne, som har denne rolle.
Også derfor kommer der en stærk reaktion, hvis der bliver sået tvivl om, hvorvidt den præst der står og døber, vier, konfirmere eller begraver ikke er en helt rigtig præst. Kontroverserne afspejler medlemmernes måde at bruge kirken på, for det er medlemmernes forståelse af, hvem der er en rigtigt præst, som er i fokus, og ikke de teologiske elementer i diskussionen.
Det betyder også, at der kan være stor lokal støtte til en præst, som ellers er dømt ude af andre. Det ser man nu, hvor borgerne i Vig, hvor sognepræst Annette Berg er blevet suspenderet på grund af sin tro på reinkarnation, reagerer voldsomt og planlægger en støtte-demonstration til hendes fordel. For dem er hun en rigtig præst - også selvom hun tror på reinkarnation
Det handler om medlemmernes forventninger
Hvad præster må tro og ikke tro er knyttet til, hvad det er præster gør – og hvad medlemmerne har en forventning om, de gør. Og det er især ritualerne i forbindelse med de store livsbegivenheder, som er vigtige for en stor del af medlemmerne
Diskussionen om præsters tro på reinkarnation eller opstandelse handler derfor ikke om en stigende interesse for de kristne dogmer. I stedet handler det om, hvad det er for forventninger, medlemmerne har til folkekirken – og helt konkret, hvilke forventninger de har til lige netop den præst, de står over for, når de kommer til barnedåb, vielser og begravelser.
Det er medlemmernes forventninger til folkekirken som sætter rammen for Folkekirkens hverdag. Og det er også disse forventninger, som gang på gang er med til at bringe præsternes tro ind i rampelyset.