SELVPORTRÆT Rufus Gifford om præsident-drømmen: Lige så sandsynligt som at komme til Mars

- Hi, tak fordi I ville komme, siger Rufus Gifford entusiastisk, da han iført blanke, let spidsede skosnuder kommer gående ind over gulvtæppet i biblioteksstuen i ambassadør-residensen i Charlottenlund.

Hurtigt og lydløst.

Inden han sætter sig til rette i en stor læder-lænestol foran pejsen, sørger han for, at alle er velforsynede med kaffe.

- Oh, thank you, Tina, siger han, da en stor latte bliver placeret på sofabordet foran ham.

- Jeg kan godt lide at lave interviews her. Det er så meget mere hywgøli end på ambassaden, siger ambassadøren, der har hængt sin jakke over stoleryggen.

Her er hyggeligt på den amerikanske måde. Der er store bløde sofaer med svaj, og pejsen er i anledning af julen pyntet med en stor dekoration af forgyldte kogler. På de fleste overflader står fotografier af Barack og Michelle Obama, Rufus Gifford og hans mand Stephen DeVincent samt hunden Argos i forskellige konstellationer.

Selvom ambassadøren har travlt, tager han sig god tid til interviews. Det har han gjort, siden Obama indsatte ham som ambassadør i september 2013. Faktisk er danskerne kommet meget tæt på Rufus, som han nogle gange bare bliver kaldt i medierne.

Folk er interesserede i, hvad min hund hedder

Vi har set hans hund på tv, og vi ved, at han hver morgen får en proteinshake, som Stephen laver til ham. Vi har læst om hans bryllup og set lykønskningskortet fra Obama på chatollet derhjemme.

Vi er ved adskillige lejligheder blevet inviteret hjem hos ham; senest ved en tv-transmitteret thanksgiving-middag i sidste uge. DR3 har lavet en programserie i to sæsoner om ambassadøren fra Amerika, og Stephanie Surrugue har skrevet en biografi.

Rufus Gifford, hvorfor deler du så meget, og hvorfor skal vi vide, hvad din hund hedder?

- Det er fordi, folk er interesserede i, hvad min hund hedder, siger ambassadøren venligt.

Men er det en væsentlig ting at vide om USA’s ambassadør i Danmark?

- Hvis folk er interesserede i det, så ja. Og hvis det betyder, at folk i højere grad interesserer sig for mit arbejde, så ja. Det er nemlig med til at menneskeliggøre mit arbejde.

- Hvis min hund eller min nye kogebog kan få folk til at interessere sig for det substantielle – ting som klimaforandringer, militær, integration, frihandel eller Nato – giver det mening, siger Rufus Gifford.

På de sociale medier har han også måttet konstatere, at politiske opslag får langt mindre opmærksomhed end billeder af hans hund.

- Men hvis vi ikke lagde billeder ud af min hund, ville vi ikke have fået noget opmærksomhed i det hele taget, siger han.

Der er dog ikke tale om en strategi, de, som Rufus Gifford formulerer det, har siddet og udtænkt i en kælder: ”Hm, hvordan kan vi bedst få vores budskab kommunikeret ud? Lad os bruge hunden!”

Og han er også selv overrasket over, at det er blevet på den måde.

Ville gerne være bedre til dansk

Uanset hvad elsker Rufus Gifford jobbet som ambassadør. Og den dag, han stopper, bliver helt sikkert trist, siger han. Selvom han i det store og hele ikke fortryder noget. Dog ville han gerne have lært bedre dansk.

- Da jeg kom hertil, fokuserede jeg virkelig meget på at lære dansk. Men som tiden går, og man får mere travlt, og det hele bliver mere crazy, så bliver det en mindre prioritet, siger Rufus Gifford, der dog godt, hvis der var nogle fem-årige til stede, ville kunne have samtaler med dem om farver, dyr, kropsdele og tal.

To danske ord har han dog lært rigtig godt at kende: Hygge og jantelov - to begreber, man er nødt til at forstå for at forstå Danmark og danskerne.

Jantelov står i vejen for danske forretninger

Hywge er ifølge Rufus Gifford et virkelig dejligt koncept, der handler om at skabe perfektion ud af øjeblikket. Og jantelaw er et fænomen, der i visse sammenhænge kan stå i vejen for danskerne, mener Rufus Gifford.

Ikke at der er noget galt med at være beskeden og ydmyg. Man skal bare ikke være det for meget, når man skal lave forretninger, siger Rufus Gifford, der før sin tid på ambassaden blandt andet har været finansdirektør på Obamas præsidentkampagne og rejst 1,2 milliarder dollars.

- Hvis du har en god idé og et godt koncept, så skal du prale af det, hvis du vil have investorer, og sige, at du har det bedste produkt i verden!

Har du ofte oplevet, at danskerne er dårlige til det?

- Oh, God, yes!

- Det privilegerede ved mit job er så, at jeg kan prale af jeres arbejde for jer. Den slags er amerikanere jo gode til, siger han.

- Det er derfor, jeg elsker dét, Claus Meyer og Bjarke Ingels laver i New York. De tager nogle danske koncepter – dansk mad og dansk arkitektur – og bringer det ind i hjertet af New York, så hele verden kan se, hvor dygtige de er.

Danskere bør prale mere

Han giver endnu et eksempel på noget, vi burde prale af.

- Efter oliekrisen i 70’erne investerede Danmark i vind, hvilket mange grinte af på det tidspunkt: ”Så er de skøre skandinaver i gang igen. Uh, de vil lave elektricitet med vind.” Og se, hvor verden er i dag! I burde skrige og råbe op om og prale af, at flere årtier før, at USA overhovedet begyndte at tænke på vindmøller, havde I dem i hele landet. I skal sige: ”Vi var klogere og mere innovative end jer, så køb vores teknologi, lær af os!”

Han trækker luft ind for at fortsætte:

- Et andet eksempel er registreret partnerskab mellem to mennesker af samme køn, som Danmark indførte i 1989 som det første land i verden. Hele verden rullede øjne af jer og se, hvor vi er i dag; Nu har homoseksuelle lov at gifte sig i hele USA!

Forlader Danmark, når Trump bliver præsident

Selv giftede Rufus Gifford sig – stolt og ydmyg – på Københavns Rådhus, hvor verdens første homoseksuelle partnerskab blev indgået for 27 år siden.

Nu er han sammen med sin mand ved at planlægge en række afskedsreceptioner inden hjemrejsen til USA. De forlader meget symbolsk Danmark 20. januar 2017 – samme dag, som Donald Trump indsættes som præsident i USA.

Hvad der så skal ske, ved den snart afgående ambassadør ikke endnu. I stedet siger han:

- Mit land er delt og befinder sig lige nu i et meget svært kapitel. Jeg føler, at det ville være hyklerisk af mig, hvis jeg ikke ville tage tilbage og prøve at være en del af løsningen og prøve at forme den politiske fremtid for USA og give mit eget lille bidrag.

Hvordan kunne det være?

- Enten i politik eller noget med relation til medierne.

Så du vil måske gerne gå ind i amerikansk politik?

- Ja, måske.

På hvilket niveau?

- Oh, det ved jeg ikke endnu. Jeg stiller ikke op som præsident lige foreløbig, så…

Men måske senere?

- Jeg er slet ikke begyndt at tænke på, hvad der skal ske senere. Først skal jeg finde ud af, om politik er interessant for mig og min familie. Men jeg har overvejet at stille op som guvernør i min hjemstat Massachusetts - et fantastisk job, der ville være meget svært at få.

Hvad med at blive præsident?

- Ha ha. Dette er måden, du besvarer præsident-spørgsmålet: Jeg tror, at hver en lille dreng og pige i USA tænker på at blive præsident, men sandheden er, at det er urealistisk for alle – med undtagelse af 45 personer i landets historie. Det er lidt som at sige, at man vil være den første person på Mars. Er det teoretisk muligt? Ja. Ville jeg elske at være det? Ja, selvfølgelig! Men det er bare ikke virkeligt.

- Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig kommer til at ville være præsident i USA. Men det er bare ikke noget, der tilnærmelsesvis er i mine tanker i øjeblikket. Jeg føler, at jeg, hvis jeg nogensinde skulle få lyst til eller mulighed for at stille op, må gøre så meget mere i mellemtiden.

Ingen ferie de seneste ti år

Foreløbig har Rufus Giffords behov for ferie.

- 20. januar sætter jeg mig på et fly sammen med Stephen og flyver et meget varmt sted hen på ferie i tre uger, siger han.

- Jeg har arbejdet for Barack Obama i ti år i træk uden en eneste regulær fridag. Nu må jeg bearbejde det, der skete 8. november (da Trump vandt præsidentvalget, red.), og finde ud af, hvordan jeg bedst kan bruge mine evner.