- Jeg er træt af spørgsmål om min danske livret eller at blive bedt om at sige ’rødgrød med fløde’.
Det slår den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, fast under et interview i DR2-programmet ’4. juli-fest hos Rufus Gifford - Adgang med Abdel’.
Tidligere har seniorforsker Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier udtalt, at de danske medier er alt for betagede af Rufus Gifford og glemmer at stille ham kritiske spørgsmål.
Det kan den amerikanske ambassadør, der blandt andet har medvirket som hovedperson i DR3-programserierne 'Jeg er ambassadøren fra Amerika' og 'Jeg er ambassadøren II', sagtens nikke genkendende til.
Og det er noget, han selv forsøger at arbejde med.
- Jeg sørger altid for at sætte mig selv i situationer, hvor jeg tager fat på de svære emner. Jeg vil gerne spørges om vigtige ting, siger Rufus Gifford, der fremhæver et spørgsmål, som han fik fra en studerende under et besøg på Herning Gymnasium:
- Det første spørgsmål var: Hvordan føles det at være ambassadør for et land, der torturerer fanger? Jeg syntes, det var et fedt spørgsmål. Det er jo derfor, jeg er her; for at tale om de svære ting i den verden, vi lever i, siger han.
Se interviewet med Rufus Gifford og hør ham svare på spørgsmålet om, hvordan det føles at være ambassadør for et land, der torturerer fanger, i videoen i toppen af artiklen, og se hele udsendelsen ’4. juli-fest hos Rufus Gifford - Adgang med Abdel' på DR2 i aften kl. 23.05.