På bare få år har danskernes vaner ændret sig, sådan at vi hellere vil have vores nyheder fra nettet frem for fra den traditionelle tv-udsendelse.
Det viser en ny undersøgelse, som professor Kim Schrøder fra Center for Magt, Medier og Kommunikation ved Roskilde Universitet har lavet.
De sidste to år er andelen af danskere, der har tv som vigtigste nyhedsplatform faldet fra 44 procent til 37 procent, og som danskernes vigtigste nyhedsmedier har onlinenyhederne overhalet tv-nyhederne med fem procent. Den udvikling vil fortsætte, mener Kim Schrøder.
- Det, vi kan se, er, at der er sket en ændring i, hvad folk foretager sig på nettet. Mange er gået fra hovedsageligt at læse overskrifter og korte nyhedsartikler til at læse meget længere artikler. De, der før har foretrukket nyhedsgenrer med mere dybde som for eksempel i en avis eller tv-avis, finder det i højere grad på nettet, siger han.
Han hæfter sig ved, at brugen af sociale medier som stedet, hvor vi finder vores nyheder, er steget markant de seneste år.
Det er især de helt unge mellem 18-24 år, som får deres nyheder serveret ved at gå på Facebook og Twitter. Men også en større del af den ældre aldersgruppe søger mod nettet, når de skal opdateres på, hvad der sker omkring dem.
- Det er måske lidt overraskende, at den ældre aldersgruppe bruger sociale medier til nyheder, og de ældre bruger i højere grad også søgemaskiner som for eksempel Google, siger Kim Schrøder.
Den stigende orientering mod de sociale medier som nyhedsudbyder stemmer overens med, at de traditionelle medier også har øget tilstedeværelsen på for eksempel Facebook, mener Filip Wahlberg, der er lektor på Syddansk Universitet og har forsket i sociale medier.
- Folk, der kommer ind på et site ved hjælp af de sociale medier, er jo en tendens, vi har set de sidste fem år, men mange kommer faktisk stadig ind på nyhedsmedierne ved at gå direkte til dem, siger han.
Trods stigningen i brug af onlinenyheder er det dog for tidligt at vinke farvel til TV Avisen, mener Kim Schrøder.
- Tv-nyhederne er også på andre platforme end traditionelt tv, og de ældre grupper bruger stadig i høj grad tv-nyhederne, siger han.
De ændrede medievaner giver heller ikke anledning til bekymring hos DR's nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup.
- Det paradigmeskift, der er sket for printmedierne, hvor man rykker online, sker også for traditionelt flow-tv, men det betyder jo ikke, at det er slut med tv-nyhederne. Mange - mig selv inklusive - ser dem blot på det tidspunkt, der passer dem, siger han.
Ifølge Ulrik Haagerup er det helt naturligt, at nyhedsopdateringen for mange er rykket over på nettet, ikke mindst takket være den teknologiske udvikling.
- Når der sker et eller andet, eller man vil opdateres, så griber man i lommen efter telefonen, og det afgørende for mig er ikke, hvilken måde folk får deres nyheder på, men at de bruger muligheden for at følge med og bliver udfordret og ikke bare bliver bekræftet i deres eget verdensbillede, siger han.
Hverken Filip Wahlberg eller Kim Schrøder er meget for at spå om, hvordan danskerne fremover finder deres nyheder. Men førstnævnte peger dog på en tendens, der kan komme til at få en betydning for, hvordan vi bruger især Facebook til at dele artikler på.
- I stedet for at dele artikler på sin væg til mange foregår det mere i semiprivate og private grupper. Der er en tendens til, at vi går fra at "snakke" til alle vores venner til få eller udvalgte, og det får en betydning for, hvordan man deler artikler fremover. Det er dog svært at forudse helt præcist hvordan, siger han.