Bonnichsen revser PET i bogsag: En form for forhåndscensur

PET viser ikke respekt for Jakob Scharf i sagen om bogen 'Syv år for PET, Jakob Scharfs tid', mener tidligere PET-chef.

Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste. (Foto: © MATHIAS BOJESEN, Scanpix)

Rosende ord er der ikke mange af, når den tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Hans Jørgen Bonnichsen, bliver bedt om at forholde sig til sin tidligere arbejdsplads' ageren i sagen om bogen 'Syv år for PET, Jakob Scharfs tid'.

Her har PET forsøgt at hindre udgivelsen ved at anmode Københavns Byret om at få udstedt fogedforbud mod både medier, boghandlere, forlag og forfatteren bag bogen.

- Jeg synes, det er en form for forhåndscensur, og jeg kan godt forstå, at forlagene har nægtet at medvirke til at udlevere bogen, forklarer han.

Særligt skurrer det også i ørerne på Hans Jørgen Bonnichsen, at det som angiveligt er årsagen til hele miseren, er bogens bagsidetekst, hvor der blandt andet står, at Jakob Scharf "blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler".

Et alt for tyndt fundament at skride ind på, mener Bonnichsen.

- Alle med bare en lille smule kendskab til bagsiden af en bog ved jo, at det er en reklamesøjle, hvor man puster retorikken op på et niveau, som måske ikke er holdbart i forhold til bogens indhold, forklarer han.

Fra PET har forklaringen lydt, at man ikke ville forhindre bogens udgivelse, men blot sikre sig, at bogen ikke kunne skade operationerne, forholdet til samarbejdspartnere eller bringe medarbejdere eller andre personer i fare.

- Men der var da masser af andre måder, man kunne have fundet ud af det her, end lige præcis at gå ud med bål og brand, siger Bonnichsen.

- Læg mærke til, at man hidkalder fogeden midt om natten, i nattens mulm og mørke. Det giver associationer til noget, som man ikke bryder sig om at tænke på.

Disrespekt for Scharf

Bogens hovedperson, Jakob Scharf, har også selv taget bladet fra munden i sagen og skriver følgende i en mail til DR Nyheder:

- Det har været afgørende for mig, at bogen på ingen måde vil kunne skade statens sikkerhed, og jeg har i forbindelse med min egen medvirken til bogen været meget opmærksom og påpasselig i forhold til at overholde min tavshedspligt, skriver han.

- Jeg siger det gerne igen. Der står ingenting i den bog, der blotlægger hemmelige operationer eller andre tilsvarende oplysninger fra min tid som PET-chef, forklarede Jakob Scharf til Jyllands-Posten. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Hans Jørgen Bonnichsen undrer sig også over, at PET ikke har inddraget det, at der netop er tale om en tidligere chef, i deres vurdering af bogens indhold.

- Jakob Scharf er en skarp jurist og ved selvfølgelig, hvor langt han kan gå i forhold til en eventuel krænkelse af sin tavshedspligt. Og jeg kan forsikre dig for, at ingen, som har været i PET og tager deres ansvar alvorligt, da nogensinde kunne finde på at gå ud og give informationer, som skader rigets sikkerhed, forklarer han.

- Jeg har ikke læst bogen, men jeg synes virkelig, at det her udviser en disrespekt for Scharf.

Paranoid tendens

Hans Jørgen Bonnichsen ser PET's ageren som en tendens, der blandt andet også har ramt ham selv.

For nylig fik han selv et brev fra den nuværende PET-chef, Finn Borch Andersen, i anledning af sin medvirken i en tv-dokumentar om angrebet mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Her skrev PET-chefen ifølge Bonnichsen, at "PET ikke er nærmere bekendt med indholdet af tv-dokumentaren og således ikke har godkendt dette«.

- Altså igen den her forventning om, at alt, som relaterer sig til offentligheden, og som har noget med PET at gøre, åbenbart skal godkendes af PET. Det er efter min opfattelse en tendens, som nærmer sig det, man kalder forhåndscensur, og det bryder jeg mig absolut ikke om, siger han.

I dagens udgave af Politiken er der en særsektion, hvori hele bogen 'Syv år for PET, Jakob Scharfs tid' er trykt. Det har fået PET til at opgive forsøge på at opretholde fogedforbuddet mod bogen.

- Jeg ved ikke, om PET går over en grænse, men jeg undrer mig over, at man åbenbart er så følsom, som tilfældet er. For mig virker det faktisk en lille smule paranoidt. Så er der én ting, vi skal være opmærksomme på; Man bliver ved med at sige, at det er PET, men PET foretager sig jo ikke noget, uden at Justitsministeriet har godkendt det. Det synes jeg også er værd at være opmærksom på.

PET: Ikke censur

DR Nyheder har søndag forsøgt at få en kommentar til kritikken fra Hans Jørgen Bonnichsen fra PET, men det er endnu ikke lykkedes.

PET-chef Finn Borch Andersen forklarede dog i går, at der ikke har været noget forsøg på at indskrænke ytringsfriheden eller at nedlægge censur:

- Vi er gået i byretten og har sagt, at der er nogle oplysninger i denne bog, som man har reklameret med kan være til skade for landets sikkerhed, og som kan bringe mine medarbejdere i fare eller hindre vores opgaver, herunder bekæmpelse af terrorisme. Det er de oplysninger, vi vil forhindre i at komme ud, for at forhindre den skadevirkning i at ske, forklarede han.

Justitsminister Søren Pind (V) skriver også på Facebook, at PET ikke havde andre muligheder end fogedforbuddet, da forlaget People's Press ikke ville samarbejde. Kreativ direktør Jakob Kvist har tidligere forklaret dette med, at PET ville forbeholde sig retten til at redigere i bogen.

Efter at Politiken i dag har bragt bogen i dens fulde længde, har PET opgivet forsøget på at opretholde et fogedforbud mod udgivelsen af bogen, da det ikke længere er "praktisk muligt".