Nikolaj Koppel om 'Vidunderbørn': Børnene er dygtige og begavede nok til konstruktiv kritik

Lørdag aften viser de seks deltagere i 'Vidunderbørn' på DR1 deres passion og enorme potentiale inden for musik, sang og ballet.

Og det har allerede efter første program udløst adskillige positive reaktioner fra danskerne på DR1s og P2s Facebook-sider.

Også Nikolaj Koppel er begejstret. Mest på grund af dem, det hele handler om – nemlig børnene.

Rollemodeller for andre børn

- De kan tjene som rollemodeller i forhold til det at være barn og teenager, mener Nikolaj Koppel:

- At man kan være begavet på mange forskellige måder.

Han er underdirektør i Tivoli, selv tidligere klassisk pianist og en garvet tv-mand både foran og bag skærmen.

I en verden, hvor meget af børnenes liv foregår på digitale platforme, betyder det noget, at nogen kæmper for noget ude i virkeligheden, mener han.

- Når du spiller Playstation 4 eller får et 'like' på Facebook, er der et øjeblikkeligt ”payoff”, men der er ikke så meget indhold. De her børn gør en indsats uden at få 'payoff' med det samme. De investerer tid i et projekt, hvor udbyttet ikke er umiddelbart synligt her og nu, og det kræver styrke.

- Jeg er ikke overhovedet modstander af digitale ting som Playstation og Facebook, som alle andre børn også bruger. Børnene i programmet viser bare, at der også er andre muligheder. Det ene udelukker ikke det andet.

Konkurrencen har altid været der

På de sociale medier bliver 'Vidunderbørn' som sagt rost - men det får også kritik, blandt andet for at minde for meget om et talentshow á la X Factor.

Men det mener Nikolaj Koppel ikke, at der er grund til at kritisere.

- Programmet skal selvfølgelig ikke erstatte nørdede programmer på P2 eller tv-transmissioner af klassiske koncerter på DRK. Og det er klart, at det er et underholdningsformat. Men det er også et program, som, viser nogle børn, der kæmper for at nå et mål. De spiller tilfældigvis musik og danser, og som sådan synes jeg, at programmet både har værdi og funktion.

Programmet er også blevet kritiseret for at være en konkurrence, hvor nogen vinder. I denne sæson af 'Vidunderbørn' er der ingen børn, der bliver stemt ud.

- Man har jo minimeret konkurrenceelementet. Hvis du endelig vil tale konkurrence indenfor den klassiske musik og balletten, så har det eksisteret i århundreder. Sådan er det jo bare, siger Nikolaj Koppel.

- Det er mere en inspiration overfor andre børn og forældre, om at man kan nå langt, hvis man gør sig umage. Ikke fordi man nødvendigvis skal være professionel, men fordi det kan berige ens liv.

Savner mere konstruktiv kritik

Der er et lille 'men' i det store billede, mener Nikolaj Koppel.

- Man kan altid diskutere, om der er gået for meget pop i det. Det er en mere detaljeret diskussion om programmets greb, som jeg ikke vil gå ind i, for jeg synes overvejende, at hovedformålet helliger midlet. Og selvfølgelig er man nødt til at justere på indholdet for at få det til at gå op.

Til gengæld har Nikolaj Koppel et ønske til nogle af de voksne i programmet.

De må gerne trække fløjlshandskerne lidt af.

- De kunne tillade sig at være mere kritiske på en konstruktiv måde. Det er trættende i talentprogrammer, at der ofte overdrives en hel del. Når nogen synger Bruno Mars, er der altid en dommer, der siger, 'du synger den bedre end Bruno Mars', selv om hele verden ved, at Bruno Mars synger bedre. Børnene i det her program er dygtige og begavede nok at kunne tage konstruktiv kritik. Og seerne kunne også få noget mere nuanceret ud af det, end at få at vide, at et barn er musikkens Lionel Messi.

Viser social og menneskelig begavelse

En af deltagerne i 'Vidunderbørn' er 14-årige Valdemar, som spiller klarinet.

I det første program sagde den purunge musiker noget, som Nikolaj Koppel hæftede sig særligt ved.

- Han siger på et tidspunkt, at når han spiller, så føler han sig komplet. Det er både udtryk for mere overordnet menneskelig begavelse, som følger med den musiske begavelse. Han har nogle værktøjer via musikken, som også kan bruges i sit øvrige liv.

- Den sætning vidner om en 14-årig dreng, som allerede er reflekteret i forhold til at være menneske og gøre noget for at berige sit eget liv. Det handler ikke kun om at flytte fingrene over nogle tangenter eller at blæse i klarinet, men også noget større.