DR svarer på kritikken af Vidunderbørn: En tv-vært behøver ikke vide alt

Både vært, gæstedommer og programtitel på Vidunderbørn står for skud på Facebook.

(© DR)

De fleste er enige om, at de seks talentfulde børn i DR1-programmet Vidunderbørn virkelig er vidunderlige. I hvert fald hvis man læser kommentartrådene på kanalens Facebook-side.

Til gengæld er der andre ting, som deler vandene blandt seerne. For eksempel valget af ugens gæstedommer, Rasmus Bjerg, værten Søren Rasted og programmets titel.

Fra DR's sider lytter man til kritikken – og er glad for den.

- Vi lytter altid, både til positiv og negativ kritik, fortæller DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

- Jeg hæfter mig også ved, at der er kommet mere positiv end negativ respons. Der er selvfølgelig nogle detaljer, og dem lytter vi til, for alt andet ville være dumt. Det er en gave for mig, at der er nogle, som har lyst til at kommunikere omkring det her.

Børn med evner ud over det sædvanlige

Flere på Facebook spørger, hvorfor man har valgt af kalde programmet for Vidunderbørn?

- Alle børn er jo vidunderlige, også selvom de ikke spiller på et instrument, siger Jan Lagermand Lundme.

- Hvis vi havde kaldt det 'Almindelige børn' eller 'Børn der spiller musik', så havde det ikke fortalt så meget. De her børn er sindssygt dygtige til at spille på et instrument eller at danse. Jeg synes, at titlen er god, fordi den fortæller, hvad det handler om: Børn med evner ud over det sædvanlige.

Vil gerne åbne programmet

Hvorfor er Rasmus Bjerg blevet gæstedommer, når han ikke har en klassisk baggrund?

- Rasmus Bjerg kan være ambassadør for dem, der ikke har en fuldstændig viden om klassiske kunstformer. Han kan komme med den begejstring, man også kan sidde med hjemme i stuerne. De to andre har en faglig baggrund, og det er også vigtigt. Men det handler også om oplevelsen, og hvad der ramte én. Musik er jo formidling af følelser.

Sæsonens første gæstedommer var skuespiller Rasmus Bjerg (tv), som her er flankeret af de faste dommere, Michael Bojesen (mf) og Phillip Faber (th). (© DR)

Flere spørger også til værten, Søren Rasted, som jo heller ikke har noget med klassisk musik at gøre. Hvorfor har du valgt ham?

- Jeg synes, at han er eminent til det job og program. Det kan godt være, at han ikke har en klassisk baggrund, men han ved meget om musik. Og så håber jeg, at han er med til, at vi får nogle seere med, som ikke troede, at de var til klassisk musik.

- Vi vil gerne åbne programmet mest muligt op. En vært behøver ikke at vide alt. Det handler om at være godt selskab og formidle. Søren Rasted har ikke været vært før, men da jeg så hans casting, var jeg ikke et sekund i tvivl.

Det er et talentshow

Der er også nogle, der synes, at programmet er for poppet og ligner et talentshow. Hvad siger du til det?

- Jeg står ved, at Vidunderbørn er et talentshow. Hovedformålet med programmet er, at vi gerne vil have, at danskerne ser programmet sammen hver lørdag aften og hygger sig med det. Og så er det også en mission om at åbne de klassiske kunstarter, som man ikke så tit ser på tv.

- Havde vi gjort det på en mindre kanal, havde vi gjort det på en anden måde. Men vi sender det på DR1, fordi vi netop gerne vil have flere til at se det, og derfor har vi valgt at putte det i en form, som mange kender i forvejen.

'Bøjer mig i respekt'

I denne sæson adskiller Vidunderbørn sig fra andre tv-talentprogrammer, blandt andet ved at ingen børn bliver stemt ud. Til gengæld bliver der hver uge kåret et 'ugens vidunderbarn' - og i første program blev det den 14-årige violinist Stefan.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59fc75666187a40868be7a0e

- Der var en skøn oplevelse at høre ham og se hans fuldstændige given sig hen i musikken, men også bevare sin kontrol musikalsk, skriver Lene Bodekær Herler på P2's Facebook-side.

Hun er ikke ene om beundringen af den unge violinist. På DR1's Facebook-side er der rosende ord, blandt andre fra Agnete Og Henning Sand:

- Wow, Stefan. Bøjer mig i respekt. Du spiller bjergtagende fantastisk, med en indlevelse for følelser, der er usædvanlig for en 14-årig. God vind til dig. Mon ikke du når Carnegie Hall.

Her er deltagerne i Vidunderbørn

  • Nicolas på 11 år fra Herning dyster med sin sangstemme og har læremestreren Troels Gustavsen, bedre kendt som Noah.

  • Lillian på 13 år fra Genrofte spiller cello og får hjælp fra den danske cellist Andreas Brantelid.

  • Valdemar på 14 år fra København spiller klarinet, og hans læremester er klarinettisten Elaine Ruby.

  • Erik på 13 år fra Møn stiller op som pianist med Katrine Gislinge som sin læremester.

  • Stefan på 14 år fra Odense spiller violin og er under vingen hos violinist Kim Sjøgren.

  • Vilda på 14 år danser ballet og er i lære hos balletchef i Tivoli, Peter Bo Bendixen.