Bachs klaverværk 'Das wohltemperierte Clavier' - "det veltempererede klaver" - er et monument over en musikalsk landvinding, som var splinterny, da han skrev den i 1722.
Førhen kunne man udelukkende spille i et begrænset antal forskellige tonearter, og hvis man fik lyst til at spille i E-dur eller Fis-mol, skulle instrumentet stemmes om, dvs. alle strengene skulle have en tur med stemmenøglen.
Med den helt nye stemning af klaveret, hvor man ud fra matematiske og fysiske beregninger justerer alle tonerne i forhold til hinanden, så man så at sige deler sol og vind lige, er det nu muligt at spille i alle tonerarter: C-dur, D-dur, a-mol, B-dur, Es-dur, Ges-dur osv. Inden for samme musikstykke, uden at skulle stemme om og uden at det lyder forfærdeligt. Klaveret er blevet veltempereret.
Det fornemme Compenius orgel, som befinder sig i Frederiksborg Slotskirke, og som er fra Christian IV's tid, er kun i stand til at spille i et begrænset antal tonearter og repræsenterer på den måde den gamle tid.
Bach ville med 'Das wohltemperierte Clavier I-II' - to hæfter med hver 48 klaverstykker - vise alverden, hvilken rigdom af muligheder, der nu var ved at et tangentinstrument kunne spille i alle tonearter uden videre. 24 præludier og fugaer i alle tonearter. Se hvad vi kan!
Inspiration i C-dur
Det allerførste præludium i bind 1 er meget kendt. Dels fordi det er ret nemt at spille, og dels fordi det er genialt i sin enkelhed. Grundlæggende holder det sig på alle C-durs hvide tangenter, men Bach vil vise, at musikken ikke bliver falsk ved at han undervejs kører forbi et par akkorder med sorte tangenter.
Fra starten af sætter han en bølgende bevægelse i gang, som han formår at holde i gang helt til slut, på en udflugt, hvor vi hele tiden kommer tilbage til C-dur, men altid i en ny frisk udgave, som ikke klinger som de foregående.
Der er ikke umiddelbart nogen melodi i stykket, men det står enhver frit for at finde på én, der passer. Den franske komponist Charles Gounod kom med sit bud, som fik teksten 'Ave Maria' og som siden har været en slager. Den omtales altid som 'Bach/Gounod: Ave Maria'.
Da musicalmesteren Andrew Lloyd Webber skulle skrive 'Don't Cry for Me, Argentina' sad han tilsyneladende også og spillede 'Præludium i C-dur', for langt hen ad vejen bruger han Bachs akkorder - vel at mærke uden at anføre, hvor han har inspirationen fra.
Den tilhørende fuga er et typisk Bach'sk mesterstykke i musikalsk matematik. Han formår på to minutter at lade den samme melodi kigge forbi hele 24 gange i et tæt væv af stemmer. Imponerende og virtuost.
Hør musikken
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59a55ac86187a42020a1bc32
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59a55ac9a11fa00e040ea556
- •
Herover kan du lytte til musikken med et kommentarspor. Og du kan også lytte til hvordan Andrew Lloyd Webber har kopieret Bachs præludium til sangen "Don't cry for me Argentina". P2s Svend Rastrup Andersen vil guide dig gennem stykket.
- •
Præludium i C-dur er så nemt at spille for uddannede pianister, at de kan falde i den grøft at gøre noget ekstra personligt, specielt eller krukket, når de spiller det. Fazil Say er fra Tyrkiet og en af tidens store klassiske pianist, han spiller Bach helt straight, som man selv ville gøre det, hvis man kunne.