Et klavers hvide og sorte tangenter har en dragende virkning på de fleste. "Jeg skal lige prøve." Man kan ikke lade være med at trykke og høre, hvad der sker. Først én tangent og så én til og én til. De siger forskelligt alle sammen. Lærer vi at spille en melodi, vil den altid holde sig kun til de hvide tangenter, for det er de mest overskuelige, de er hvide og tydelige og store og lækre.
De sorte er en lidt underlig verden, de er mystiske, en lille uoverskuelig jungle, fordi de er smallere, og man skal op, når man skal ramme dem.
Man kan også være totalt ligeglad og spille en melodi på kun sorte tangenter og blive overrasket over, hvor godt det lyder, fordi de passer sammen.
'Frikadellens Flugt over Plankeværket' begynder med kun sorte tangenter og lyder rigtig imponerende, fordi man kan lære den på 5 minutter.
Tonernes komplekse kemi
Hvis man fik at vide, at man spillede i Fis-dur, ville man nok holde op, fnise lidt og vente med at spille den til en anden dag. Og når en musikalsk ven kom forbi og sagde, at man også kan kalde det Ges-dur, ville forvirringen være total. Tonearter er en spændende og indviklet verden, der kan minde om kemi. Der er utallige regler for, hvad noget hedder, når det er sammensat på en given måde og hvorfor.
Og tonearterne er en verden, som alle komponister og professionelle musikere skal lære at kende og ubesværet kunne boltre sig i. Når vi synger fællessang til konfirmation sætter pianisten måske an i C-dur. Men kan han mærke, at der ikke bliver sunget så meget med, spiller han en overgangsakkord i E-dur ved slutningen af første vers og rykker sangen ned i A-dur, og pludselig kan alle synge med. Når man går på konservatoriet, skal man kunne alle tonearternes skalaer på sit instrument, og går man forbi en dør, hvor der bliver øvet, er det ofte skalaer, man hører. Skalaer op og ned som i sangen i 'Sound of Music' - do-re-mi-fa-sol-la-bi-do - og i alle tonearter.
Derfor er tonearten en del af værkets titel
I pop og jazz bliver det aldrig nævnt, hvilken toneart der spilles i. Indenfor klassisk musik er det til gengæld udbredt.
Den store forskel er, at i pop og jazz spiller man et nummer i den toneart der passer bedst til solisten, feks. en sangers stemmeomfang, mens klassisk musik stort set altid bliver spillet i den toneart, det er skrevet på noder fra komponistens side. F.eks. Mendelssohns 'Violinkoncert e-mol', eller Beethovens 'Klaverkoncert nr. 4 G-dur'. Tonearten betyder meget for atmosfæren i et musikstykke - om det er lyst og glad, om det er sørgmodigt, om det er tragisk, om det er jublende. Tonearter er komponisternes stemningspalet, som de kender til bunds.
De ved, at h-mol er egnet til højtidelig musik, at c-mol er en vaskeægte dramatisk Beethoven toneart, at A-dur er varmhjertet og glad, som i Mozarts klarinetkoncert, at D-dur er det rigtige til fanfarer og kongelige ankomster, simpelthen fordi trompeterne lød godt i den toneart.
Schubert holder meget af bløde og mørke tonearter som f.eks. As-dur, Ges-dur og Des-dur, hvor der er rigtig mange sorte tangenter med. Det kan lyde som alkymi, men det er anerkendt, at der er virkelig meget forskel på tonearterne og på deres væsen og særpræg.
Når vi lytter til og nyder musik, kan vi være fløjtende ligeglade med det. Men det er da godt at vide, at de, der spiller, absolut ikke er det.