En musikglad færing rejser til København i året 1950 for at besøge familie og venner og for at høre levende koncerter - så mange som muligt.
Han er nemlig meget glad for musik. Han spiller selv, hans mor er pianist, og derhjemme har han en bunke grammofonplader, som han hører meget tit. Beethovens klaversonater eller Haydns symfonier. Han kan nærmest ikke få nok af musik, udover at han skal passe sit arbejde som forfatter. Færingen er William Heinesen (1900-1991), der på sin tur til København var i en af byens kirker og opleve opførelsen af en Bach-kantate. Han var i den syvende himmel og da han kom hjem til Færøerne skrev han til en ven: "Måske skal jeg aldrig høre denne vidunderlige musik igen." Bachs kantate eksisterede kun i de 25 minutter, hvor den blev opført i kirkerummet med sangere, dirigent, kor og orkester. Når den sidste akkord var spillet, kom musikken aldrig tilbage. Man kunne låne noderne på et bibliotek og spille den hjemme på klaver, men at høre den som den var tænkt med alle medvirkende, var once in a lifetime.
Mozart havde Spotify indbygget i hovedet
For en musikforbruger af i dag, er det næsten umuligt at forestille sig denne situation - at der er musik, man ikke kan få fat i, genhøre, downloade, overspille, converte, finde på Youtube eller noget femte.
Al musik i nærmest hele verden er indenfor vores rækkevidde med et klik. Bach-kantaten kan findes på Spotify i flere forskellige indspilninger. Man kan høre den, genhøre den og lytte til den så mange gange, at man måske til sidst kan den udenad. Mozart havde ikke Spotify-tjenesten til rådighed. Han kunne til gengæld afspille al musik i sit hoved. Han kunne høre al musik uden at den blev spillet, og hvis det var nødvendigt, kunne han sætte sig til et klaver og gengive den.
For mange toner
Hans kejserlige højhed ejede ikke den samme musikalske gave, for da han havde hørt en akt af operaen 'Bortførelsen fra Seraillet', udtalte han de berømte ord: "For mange toner".
For ham var Mozarts musik simpelthen for indviklet, indeholdt for mange oplysninger til, at hans hoved kunne rumme dem. Scenen er et af de berømte steder i filmen 'Amadeus'.
Det havde stor betydning for musiks grad af indviklethed, at den dengang ofte kun skulle høres én gang. Der var kun et skud i bøssen, og det skulle helst ramme plet med det samme
Det er derfor, så meget musik fra den tid er så enkel og letløbende, sammenlignet med hvad Mozart havde at byde på.
Han kunne bare ikke gøre noget light, fordi hans ideer altid havde mere substans, og fordi der sommetider var flere musikalske ideer, der skulle præsenteres samtidig.
Bach var for nørder
J S Bach er et andet godt eksempel.
Mens han levede, betragtede man ham som en fremragende orgelspiller, mens han som komponist var for kendere og nørder. Her var nærmere tale om "mega for mange noder". Voldsomt kompliceret, konstrueret, uden umiddelbarhed, uden sødme, mente man. Den opfattelse har jo ændret sig gevaldigt, ikke mindst takket være muligheden for gentagelse.
Med LP-pladens opdukken i 1960'erne blev Bachs samlede værker tilgængelige fra ende til anden, og alle kunne genhøre Goldbergvariationerne eller 'Kunst der Fuge' så mange gange, at det blev kær og elsket musik. I det hele taget kan vi glæde os over de uendelige mængder af kompliceret, moderne, mærkværdig musik, som vi kan lytte til, takket være muligheden for gentagelse. Så vi kan sige: Sikke dejlig mange noder!