30-årig stjernemusiker og far til tre: Det gør for ondt i hjertet at blive hjemme

Når Andreas Brantelid står på rulletrappen ude i Københavns Lufthavn, kan han godt få dårlig samvittighed.

Tilbage i Danmark efterlader han nemlig sin kone og parrets tre små børn.

- Engang imellem spørger jeg mig selv om, hvorfor jeg gør det. Når jeg skal af sted, og mine små dejlige børn siger farvel med tårer i øjnene. Det er jo ikke specielt sjovt i virkeligheden at tage af sted på den måde, siger Andreas Brantelid.

I dag fylder han 30 år - og det med kalenderen fuld af koncerter og rejser. Brantelid er en af verdens bedste på cello i sin generation og kan nemt have 100 koncerter på et år.

- Det er jo noget med, at man ikke kan lade være. Jeg kan egentlig ikke give dig et svar på, hvorfor jeg har den livsstil jeg har, som er at rejse meget og spille koncerter hele tiden. Det kan ikke være anderledes, siger han

- Det ville simpelthen gøre for ondt i hjertet at sige nej til at spille.

Dæmonen i musikken

Da Andreas Brantelid siger det, er det mindre end en halv time siden, jeg har hilst på ham for første gang. Alligevel virker han fuldstændig ærlig og oprigtig i sine svar, når jeg spørger til både musik og familie.

Brantelid er i den grad på hjemmebane i livet med musikken. Og han virker også på hjemmebane i et backstagelokale i DR Koncerthuset. I jeans, sneakers, med en flaske kildevand på bordet og den dyrebare cello på gulvet i den hvide transportkasse.

Da vi laver interviewet først i 2017, har Brantelid en koncert med DR SymfoniOrkestret på vej. Men denne dag er han faktisk kun kørt herud for at hente sin kone, Emilie, der spiller i orkestret og er til prøve med dem.

- Det er lidt af et teamwork, der skal til for at få det til at fungere. Så vi hjælper hinanden så meget, vi nu kan, siger Andreas Brantelid.

Når vi taler om hans egen karriere, understreger han flere gange, at det ikke er hverken penge eller prestigen i sig selv, der får ham til igen og igen at spille koncerter.

For ham er musikken ikke bare nogle noder på et stykke papir:

- Det har altid tiltalt mig meget i forhold til at spille, at man ikke bare spiller en masse toner, men gør det med en overbevisning, hvor man er i kontakt med noget langt inde i sig selv, noget ”dæmonisk”, siger Andreas Brantelid.

Det er den dæmon, der siden han var bare fire år gammel har fået Andreas Brantelid til at gribe sin cello og spille. En fandenivolsk glød, han udlever gennem en hestehårsbue, fire strenge og en trækasse.

- Det er noget med, at man kæmper med sit instrument. Du lever med den cello hver eneste dag. Som min gode ven Vilde Frang (norsk violinist, red.) plejer at sige til mig: ”du trænger et problem”. Man har brug for et problem at kæmpe med, for at der skal være en udfordring i det hele.

Fra Zlatanplakat til familiefar

Som bare 14-årig debuterede Andreas Brantelid sammen med Det Kongelige Kapel – med Edward Elgars cellokoncert, som cello-legenden Jacqueline Du Pré i øvrigt i sin tid også debuterede med.

Fem år senere vandt han Eurovision-konkurrencen for unge solister – desværre for de rød-hvide farver repræsenterede Andreas Brantelid i øvrigt ved den lejlighed Sverige, hvor hans far kommer fra.

Men dansk er Brantelid bestemt også, så i 2009, som bare 22-årig, modtog han Kronprinsparrets Kulturpris.

Otte år senere buldrer karrieren stadig derudaf. Han er eksempelvis Årets P2 Kunstner 2017 - og spiller masser af koncerter.

Andreas Brantelid turnerer fra by til by, fra hotel til hotel, hvor han sidder og øver i timevis.

- Man er jo langt fra turist, når man er ude at spille, understreger han.

- Det er jeg i hvert fald ikke. Jeg kan ikke opleve en by, på den måde, man ville suge til sig hvis man var turist, gå på museer og den slags. Det kan jeg slet ikke finde ud af.

Han har for vane at tage tidligt til koncertsalen og øve - igen. Så spiller han koncerten, tager tilbage til hotellet.

Alligevel er der sket et skift i Andreas Brantelids tilværelse.

For bare tre år siden kunne jeg have skrevet et portræt af Brantelid som et ungt, handsome cellostjerne, der havde en Zlatan-plakat hængende skævt på væggen, og som kun nyligt var flyttet sammen med kæresten Emilia og hendes lille datter (den artikel skrev Berlingske…)

I dag er Brantelid stadig en slags ”ungdomsidol” indenfor den klassiske musik. Sådan en der giver masser af likes og hjerter, når vi lægger et billede af ham på P2s Facebookside.

Men i privatlivet indgår Brantelid altså nu i en duo med sin kone, der også er musiker – og i en kvintet med parrets tre børn, hvoraf den ene er kommet til så sent som i år.

Så Andreas Brantelid kan ikke bare tale om cello og fodbold, men også om friheden i at køre bil og lade tankerne flyve imens. Om logistikken i at hente børn og kone og selv være på vej mod næste koncert.

Vigtigt at være tilstede

- Egentlig er jeg ikke overbevist om, at den der traditionelle model med, at begge forældre nødvendigvis er hjemme hele tiden, er det bedste, funderer Andreas Brantelid.

- Jeg har nogen gange set interview hvor børn af skuespillere og operasangere udtaler sig om deres barndom. Så har jeg et indtryk af, at det ikke er fordi, forældrene har været væk, at der er problemer. Det er mere vigtigt, om man er nærværende, når man så er hjemme. Og det tænker jeg meget over, må jeg indrømme.

Hans egen far, Ingemar Brantelid, er selv cellist i Det Kongelige Kapel, og derfor har Andreas Brantelid selv som barn oplevet en far, der var meget på turné

- De gange, jeg ikke selv var med ham ude i Europa, var det sådan en glæde, når han kom hjem. Vi lavede alle mulige ting sammen. Det husker jeg egentlig som et af de dejligste minder fra min barndom, siger Andreas Brantelid.

- Så det er ikke nødvendigvis dårligt, at forældre er væk, jeg tror bare det er vigtigt, at man så ser sine børn, når man så er hjemme. Ikke bare fysisk, men at man interesserer sig for dem. Og om man så er hjemme 100, eller 200 dage om året, eller 300, det er måske ikke det allervigtigste.

Han er helt på det rene med, at hans tre egne børn før eller siden kommer til at opfatte ham som en ”dårlig far” der aldrig er hjemme.

- Men jeg mener stadig, at man godt kan få et godt liv som barn, selvom ens far er væk i nogle perioder. Og jeg har tænkt mig at tage dem med. Det gør vi allerede.

Kan bedre lide at turnere nu

”Dæmonen” i Andreas Brantelids liv lever altså side om side med kernefamilien. Og selvom småbørn og turneliv kan lyde som ren dissonans, skaber de to ting nærmere en harmoni i Andreas Brantelids hoved:

- Førhen bekymrede jeg mig unødvendigt meget om, hvordan det ville gå til en koncert. Og efter koncerterne kunne jeg også tænke ”uh, jeg missede den tone, hvor var det pinligt, nu er alt ødelagt”, siger han.

- Det er stadige vigtigt at spille koncerter, men det er ikke verdens ende, hvis der skulle falde noget af ens forfængelighed. For det er jo det, det handler om: Når man er bange for at vise sine svagheder, som man gør, hvis man misser en tone, så er man jo forfængelig. Så handler det ikke længere om musikken, men om ens eget ego. Og det er nok blevet lidt mindre efter de børn er kommet.

Diktafonen på bordet har været igang i over en halv time. Der er pludselig støj ude på gangen, og Emilie kigger ind ad døren: orkestrets prøve er slut og hun er klar til at køre hjem. I aften er der vist ingen i familien Brantelid, der skal spille koncert.

Som vi startede med at tale om, kan man godt få lidt dårlig samvittighed, når man er 29 år, far til tre og skal ud og spille "dæmonerne" ud som solist med alverdens orkestre.

Men samtidig har Andreas Brantelid det faktisk også meget bedre end nogensinde før med at tage på turné, ud på de ensomme hotelværelser i byer, han aldrig rigtig oplever.

- Det lyder frygteligt egoistisk, men jeg kunne ikke fordrage at komme hjem efter sådan en turne til en lejlighed der også var tom og mørk, siger Andreas Brantelid.

- Nu glæder jeg mig altid til at komme hjem, det gjorde jeg overhovedet ikke før. Før ville jeg bare ønske, jeg kunne fortsætte med at være på turne. Og det er godt at have noget at glæde sig til - er det ikke rigtigt?