Hos Fauré er der ingen pang-effekter. Han viser ofte sit største mesterskab i den mindste detalje. Noget som man nemt kan overse i vore dage. Men cellisten Andreas Brantelid og pianisten Bengt Forsberg har vågne øjne og fine ører. På Ugens Album fanger de Faurés hemmeligheder og giver dem videre til os der lytter.
Gabriel Fauré blev født i Sydfrankrig i 1845 og levede længe nok til at være omgivet af brølende jazzmusik i 1920’ernes Paris. Men det var en moderne støj, som han ikke hørte meget af, for i sin alderdom blev han så godt som døv.
Det forhindrede ham imidlertid ikke i at komponere, og med alderen fulgte en intensivering af hans stil. Musikken fik et strammere forløb og et mere koncentreret udtryk. Hans Cellosonate nr. 1, som er skrevet under 1. Verdenskrig er mørk og bekymret musik. Sonate nr. 2 fra 1921 er anderledes fri – skrevet af en døv komponist på 76 år.
Ugens Album rummer alle Faurés værker for cello og klaver. De mest omfattende er hans to sonater, som ikke høres så ofte, garneret med korte stykker som fx den melodiøse Sicilienne, den triste Elegi og den uimodståeligt vuggende Berceuse. Sidstnævnte er nogle af Faurés mest berømte stykker.
(Artiklen fortsætter under lytteboksen)
Smagsprøver fra Ugens Album
- •
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59ce7c066187a40f70b9ef89
- •
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59ce7c06a11f9f15ac89dc7f
- •
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59ce7c06a11f9f15ac89dc7c
- •
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59ce7c066187a40f70b9ef8a
En musikalsk digter af allerfineste format
- Kunstens mål, og især musikkens, er for mig at løfte os så højt som muligt over hverdagen, sagde Fauré. Han tilhørte ingen særlig skole, og hans musik forestiller ikke noget. Han blev rasende, da hans forlægger satte en titel på et af hans cellostykker. Det hedder nu Papillon, eller på dansk: Sommerfugl.
P2’s Jens Cornelius forklarer, at det er nemt at affærdige Faurés korte, indtagende stykker som salonmusik - hvad det bestemt ikke er. Omvendt er Cellosonaterne på trods af deres drama og fuldvoksne format ganske indadvendt musik. - Fauré er en komponist, man ikke sådan lige kan sætte etiketter på, forklarer Cornelius.
Cellisten Andreas Brantelid er Årets P2 Kunstner 2017, og det er ikke den første hæderstitel, han har modtaget. På det nye album viser Brantelid tydeligt, at han lever op til al rosen:
Jens Cornelius kalder den 29-årige Andreas Brantelid ’en musikalsk digter af allerfineste format’, og pointerer, at det netop er hvad der er brug for, i den poetiske og raffinerede cellomusik af Gabriel Fauré.