Anne Dorte Michelsen kalder musikbranchen 'en giftig cocktail' og peger på fire konkrete problemer

Hun melder sig ind i debatten om sexisme i musikbranchen og giver sit bud på, hvad der holder kvinder tilbage.

Anne Dorte Michelsen er blandt andet kendt fra gruppen Tøsedrengene, hvor hun står bag flere af deres største hits. (Foto: © Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix)

Indianer. Si' du ka li mig. Ud under åben himmel.

Anne Dorte Michelsen står bag hitsange, som de fleste danskere stadig kan skråle med på. Hun fik sit gennembrud i 80'erne som en af frontfigurerne i gruppen 'Tøsedrengene' og skabte siden kvindegruppen 'Venter på far' ved siden af en solokarriere.

Men på trods af sin store succes, så gør det også ondt at 'sætte et nyt objektiv på kameraet' og kigge tilbage på karrieren i en mandsdomineret musikbranche, fortæller den i dag 65-årige musiker.

- De forskellige tandhjul i branchen forstærker hinanden og mødes i en giftig cocktail, siger Anne Dorte Michelsen.

Hun bakker fuldt ud op om de musikere, som i ugens løb har talt åbent om sexisme i den danske musikbranche i forbindelse med DR-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen'. Og så peger hun på fire konkrete problemer, som hun selv er stødt på undervejs i karrieren. Dem kan du læse om herunder.

1

Man er tavs, når man står alene

På gymnasiet udviklede Anne Dorte Michelsen sit musikalske talent som sangskriver. Senere blev hun en del af Tøsedrengene, hvor hun skrev teksten til gruppens første hit, Si' du ka li mig. (Foto: © Anne Dorte Michelsen)

Stilheden er det største problem, mener Anne Dorte Michelsen, der med fire årtier i musikbranchen har lagt øre til lidt af hvert.

Men det er svært for kvinder at sige fra, når de står alene.

- Jeg så ting, som skete ud af øjenkrogen. Men jeg turde ikke sige noget. Jeg var alene, og jeg havde ikke nogen at tale med om det. Og sådan er det ikke i dag. I dag taler vi sammen.

I starten af sin karriere var Anne Dorte Michelsen omringet af mænd i branchen, fortæller hun. Nogle gange stødte hun på en kvindelig receptionist eller makeupartist, men de kvindelige musikere var i fåtal.

- Vi var jo ligesom i forskellige bands rundt omkring, og vi havde ikke rigtig nogen kontakt med hinanden.

For et par år siden blev Anne Dorte Michelsen en del af et online fællesskab med andre kvindelige musikere og kort tid efter tog MeToo-bevægelsen verden med storm.

- Det rykker noget, hvis man sætter sig ned med fem andre kvindelige artister og åbner op: Hvorfor er jeg aldrig booket til den og den festival? Hvorfor er det, at jeg lige pludselig finder ud af, at de mandlige artister, som er meget mindre kendte end mig, de får et meget større honorar end mig, nævner hun af eksempler.

I dag er der stadig mange mænd i musikbranchen både i ledelsesrum og blandt de udøvende musikere. Men det første skridt på vejen er, at kvinder begynder at tale sammen og løfte hinanden op, slår hun fast.

2

Lave forventninger til kvindeligt talent

Med tøsedrengene har Anne Dorte Michelsen solgt over en million plader. Senere gik hun solo, hvor hun også nød succes i Japan. (Foto: © Anne Dorte Michelsen)

Kvindelige musikere oplever i højere grad end mænd, at deres musikalske evner ikke bliver taget seriøst, lød en af konklusionerne i en undersøgelse fra 2022.

Det er et billede, som Anne Dorte Michelsen kan genkende. Generelt ville hun ønske, at hun havde haft højere tanker om sig selv og sine evner undervejs i karrieren.

Som når hun lytter til en sang, som hun skrev for over 25 år siden og forventer det værste.

- Jeg tænkte, at nummeret sikkert ville være dårligt. Men så hørte jeg det og tænkte: "Det er forbløffende godt". Måske havde jeg hørt for mange gange, at min musik ikke var så imponerende, at jeg var kommet til at tro på det.

Sådan en oplevelse kan 'helt sikkert også ske for mænd', slår hun fast. Men i sin karriere har hun været vidne til, at kvindelige musikere generelt miskrediteres.

Det kan ifølge Anne Dorthe Michelsen være af teknikere ude på spillestederne, som ikke stoler på kvindernes evner, eller af anmeldere, som har større fokus på udseende end talent.

Og når kvinder gang på gang bliver ramt af hverdagssexisme, så risikerer man, at de mister selvtilliden, som er livsnødvendig for at overleve i musikbranchen, er hendes pointe.

- Man risikerer, at kvinder mister modet og ikke kan føre ting igennem med samme kraft, som hvis de oplevede en større opbakning eller respekt omkring dem.

3

Anmeldernes ufine sprog

Pressens sprogbrug møder også kritik i DR's dokumentar om sexisme i musikbranchen. Billede: "Sexisme i musikbranchen" - DR-Dokumentar.

Alt for længe har anmeldere frit kunnet hakke ned på kvinder, lyder kritikken også fra Anne Dorte Michelsen.

- Det har været omkostningsfrit at tale meget grimt om kvinder. Fordi det ikke var farligt.

Mænd har derimod haft magtfulde kontakter og haft et netværk, som kunne slå tilbage, lyder hendes analyse. Hun mindes også, hvordan anmelderne skabte splid mellem de kvindelige artister.

- Vi oplevede ofte, at vi blev spillet ud mod hinanden. Det kunne man meget tit opleve. Hvis der var en, der blev rost, så ville det være på bekostning af nogle andre. Hun synger godt, meget bedre end den og den.

I dag gør hun selv en dyd ud af, hvordan hun omtaler kvindelige musikere i sit eget radioprogram "To vers og et omkvæd", så sproget ikke bliver kønnet og kliché.

- Når jeg skal omtale kvindelige artister, så siger jeg: "Anne Dorte, nu stopper du lige. Er der et andet ord, som du kan bruge?"

Det skal ikke være kvinders kroppe, som er i fokus, når man anmelder musik, hvilket hun ellers støder på igen og igen.

- Som noget af det første står der: “Hendes spinkle krop". Så tænker jeg, at det er sgu da lige meget. Prøv at tage kvinder mere seriøst. Hvad synger hun om, hvad er hendes budskaber?

4

Branche uden sikkerhedsnet

Anne Dorte Michelsen (nederst) med gruppen 'Venter på far', der i sine tekster og optræden sætter fokus på kønsroller og ligestilling. (Foto: © NF, Scanpix Danmark)

Hun kalder musikbranchen for 'ultra liberal', og egentlig blev Anne Dorte Michelsen også tiltrukket af den 'vilde og frie' branche, hvor man lever uden et sikkerhedsnet.

Men det er også noget af det, som skaber grobund for, at krænkelser kan leve i bedste velgående. Hun påpeger nemlig, at de fleste er freelancere, som lever fra dag til dag. Så musikerne har oftest ikke en chef eller HR-addeling, som man kan gå til.

De er afhængige af gode kontakter. Og her ser hun, at tavshedskulturen igen har spillet en rolle. Hun håber derfor, at flere vil slutte sig til koret af kvinder, der kalder på handling.

- Alle, der har en stemme, har et ansvar for at bidrage til debatten. Vi skal blive ved med at italesætte det her, så vi kan skabe reelle forandringer, slutter hun af.

I den seneste uge har flere aktører i musikbranchen taget del i debatten. En af dem er direktøren fra Warner Music Denmark, som fortryder, at hun i sin tid sagde nej til at medvirke i DR's dokumentar om sexisme i musikbranchen:

DR-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen' kan du se på DRTV, og i DR Lyd kan du lytte til podcastserien 'Vidnesbyrd - Sexisme i musikbranchen'.