Direktør for stort pladeselskab fortryder, at hun sagde nej til at medvirke i sexisme-dokumentar

Warner Music bakker op om, at der skal udgives flere kvindelige musikere.

Karen Vincent har været direktør for Warner Music siden februar 2024. (Foto: © PRIVAT, privat)

Warner Music, Universal Music og Sony Music er de tre store pladeseskaber i Danmark.

Alle tre selskaber havde mulighed for at stille op i dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen', der havde premiere i mandags og siden har rejst en debat om, hvordan kvindelige musikere bliver behandlet i en mandsdomineret musikbranche.

Pladeselskaberne ønskede ikke at stille op til interview, og siden i mandags har alle tre selskaber også undladt at stille op og svare på spørgsmål om, hvordan de ser på branchen og forskellen mellem mandlige og kvindelige musikere, og om de ønsker at ændre på de kulturen, så kvindelige musikere får bedre forhold.

Men nu stiller direktøren for Warner Music op for første gang. Hun hedder Karen Vincent, og der er noget, hun gerne ville ændre, hvis hun kunne skrue tiden tilbage:

- Hvis der er en ting, jeg har fortrudt, så er det, at jeg ikke stillede op i dokumentaren.

Karen Vincent fortæller, at da hun blev spurgt, om hun ville stille op til dokumentarserien, tænkte hun, at hun ikke var den rette til at medvirke i dokumentaren. Hun var helt nyansat og synes ikke, at præmissen for dokumentaren var klar.

Men det har hun altså nu fortrudt:

- Jeg ville utrolig gerne vise, at selvfølgelig bakker vi også op om de her historier, siger hun og tilføjer:

- Jeg skulle bare have turdet at stille op og tage de spørgsmål, der ville komme.

Flere af de kvindelige musikere, der medvirker i dokumentarserien har efterlyst, at de store pladeselskaber kom på banen i debatten.

Og Karen Vincent kan godt forstå, hvis folk fra musikbranchen er skuffede over, at ingen pladeselskaber valgte at medvirke i dokumentarserien.

- Det er også derfor, jeg står her nu – for at beklage, at jeg ikke stillede op, siger hun.

- Det ville være godt med et bidrag fra labels (musikselskaber red.), som kan bekræfte, at det har været rigtig slemt i fortiden med den strukturelle sexisme, at det er det stadig, og vi skal gøre noget ved det.

- Og jeg synes, der er rigtig mange aktører, der ikke stiller op, som også kunne have deltaget, men jeg kan kun beklage på egne vegne, siger Karen Vincent.

Forlanger et chikane-frit arbejdsmiljø

Når hun stiller op til interview i dag, er det altså for at bekræfte, at de historier om sexisme, kvinderne fortæller om i dokumentarserien “er rigtige”.

13 kvindelige musikere stiller sig frem og fortæller om krænkelser, upassende beskeder, uønskede berøringer og ulige spilleregler i DR-dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen' (© DR)

Og for Karen Vincent handler det især om retten til at have et ordentlig arbejdsmiljø, og hun understreger, at Warner Music ikke vil tolerere nogen form for sexisme i deres pladeselskab.

- Jeg synes ikke, at det er et urimeligt krav, at man kan have et arbejdsmiljø uden chikane.

‘Jeg har været en del problemet‘

Karen Vincent har været over 20 år i musikbranchen. Tidligere har hun blandt andet arbejdet på pladeselskaberne Universal Music, EMI Music og Copenhagen Records.

- Da jeg var ung i pladebranchen, har jeg også oplevet ting, som læner sig op ad det, kvinderne fortæller. Og jeg turde heller ikke gå til min chef af frygt for at blive stemplet som kedelig eller usikker eller ikke robust nok.

- Og på den måde har jeg også været en del af problemet.

- Jeg har siddet til møder, hvor der er blevet sagt ting, som jeg egentlig ikke inderst inde synes var i orden. Småsexistiske og småracistiske bemærkninger, som jeg ikke har sagt fra til.

Det, at hun ikke har sagt fra, har gjort hende medansvarlig for at skabe en stemning af, at det er i orden at opføre sig sådan.

- Og det skammer jeg mig da over nu, siger hun og tilføjer:

- Nu har jeg en position, hvor jeg er chef på et pladeselskab, så nu kan jeg sige fra og bede mine medarbejdere og artister om at sige fra.

På Warner Musics kontor registrerer de, hvordan kønsfordelingen er, og det er også noget, de arbejder med at få mere lige.

- Vi registrerer vores personale-sammensætning på globalt plan. Lige nu ligger vi på 60% mandlige ansatte på vores pladeselskab.

Stifter af talentprogram for kvinder

Karen Vincent er også en af initiativtagerne bag "She can play". Det er et musikfællesskab, hvor unge kvinder og kønsminoriter kan udvikle deres musikalske talent.

Og hun fortæller, at det er også er vigtigt for Warner Music at arbejde med, at kvinder og minoriteter er bedre repræsenteret. Det har pladeselskabet ifølge hende gjort længe.

- Der er to ting, der er vigtige. Der er noget adfærd, vi ikke vil finde os i, og så skal vi arbejde med repræsentation. Og de to ting er i familie med hinanden. Fordi adfærden har vi accepteret, fordi repræsentationen så underlig ud.

Musikselskabernes brancheorganisation IFPI har efter dokumentarserien udtalt, at der er for få kvinderne på hitlisterne og på musikselskabernes topposter, og at det ikke bliver løst "med et fingerknips".

Samtidig har IFPI's kommunikationsdirektør Lasse Lindhold udtalt, at hans drømmescenarie er, at mænd og kvinder udgiver lige meget musik:

- I min bog skal udgivelsesfrekvensen gerne afspejle de forhold, der er i samfundet, og kvinder tæller jo cirka halvdelen af den danske befolkning - så det er det, der er vores ideal.

Og det er Karen Vincent enig i:

- Warner jo en del af IFPI, så den melding gælder jo også os. Så det er jo også det, vi arbejder udefra.

Ser man på Warner Musics danske artister, har de lige nu 4 kvinder, 16 mænd og to bands af blandet køn i folden.

IFPI har et målsætning om at ramme 50/50. Er det et mål I også har?

- Altså i Warner Danmark ser jeg gerne, at vi går efter 50/50, sådan plus/minus, siger Karen Vincent.

Der sidder nogle kvindelige artister, også i den her dokumentar, som skriger på, at vi skal have flere kvindelige musikere i den her branche. De synes, det går for langsomt?

- En ting er medarbejdere. Det er lidt lettere at rykke ved. Musikudvikling er jo en helt anden fødekæde. I forhold til talentudvikling af børn, der går i musikskolen, og der, hvor de kan falde fra ved de der 13-15 år, fordi de ikke kan se sig selv repræsenteret i musikbranchen. Det er jo helt nede i det niveau, vi skal starte.

- Men lige nu er der fire kvinder under 20 år i top 200. Det, tror jeg aldrig er sket før i dansk musikhistorie. Så der sker jo noget.

Sony Music har som sagt ikke stillet op til interview, men har på selskabets Instragram profil skrevet:

- Vi har kæmpe respekt for de kvinder, som har valgt at dele deres historier, og vi vil gerne takke dem for det mod, de viser ved at gøre det'.

Sony Music skriver desuden i opslaget, at dokumentaren understreger, hvor vigtigt det er, at aktørerne i musikbranchen går forrest for at håndhæve en nultolerance over for krænkelser.

Universal Music afviser også at stille op til interview og henviser til IFPI.

Du kan se dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen' på DRTV. Og i DR Lyd kan også lytte til podcasten 'Vidnesbyrd - Sexisme i musikbranchen'.