Mærsk-forfatter: Hans far kaldte ham svagelig

Mærsk Mc-Kinney Møller kæmpede i mange år med at bevise sit værd som arvtager over for sin far, men endte som et dansk erhvervsikon.

I de mange år som øverste chef finder Mærsk Mc-Kinney Møller ikke blot den første olie i den danske undergrund. Han udvikler containerskibsfarten på verdensplan, skaber en af verdens største virksomheder og er i mange år Danmarks rigeste mand. (Foto: © Niels meilvang, Scanpix)

Af Signe Lene Christiansen

Nok lå der en forventning om, at Mærsk Mc-Kinney Møller skulle overtage den succesfulde rederivirksomhed efter sin far A.P. Møller. Men det tog sønnen mange år at bevise overfor sin strenge far, at han havde, hvad der skulle til.

Det fortæller Peter Suppli Benson i den nye dokumentar “Store Danskere - Mærsk”. Han er en af forfatterne bag bogen “Mærsk - manden og magten” om det danske erhvervsikon, der i over 40 stod i spidsen for en af verdens største virksomheder.

- Mærsk var svagelig, udtrykte faren. Han var bekymret for, om han havde helbredet til at træde ind i det hårde liv, som han mente, at shippingverden er, fortæller Peter Suppli Benson, der til daglig er erhvervsredaktør på Berlingske.

Det har været tydeligt for Mærsk, at det blev forventet, at han skulle tage over. Hvis han ellers viste sig at have formatet, fortsætter forfatteren i dokumentaren.

Hårdt arbejde var centralt

Som barn var Mærsk Mc-Kinney Møller ofte syg, og det bekymrede faren, der i sin tid selv havde grundlagt familieforetagendet med sin far og fortsat det med stor succes.

Og ifølge sønnen styrede A.P. Møller både hjemmet og virksomheden ud fra markante værdier. Blandt andet det kendte begreb “rettidig omhu”, som Mærsk Mc-Kinney Møller tog til sig fra faderen. A.P. Møller mente, at man skal yde. Og kun sådan kunne man nå rigtig langt.

- Det var ikke et spørgsmål om at yde for at nyde, siger Peter Suppli Benson og kalder det en af de sværeste opgaver at efterfølge en succesfuld far i en familievirksomhed.

- Men jeg tror, at han har set voldsomt op til sin far, fortæller forfatteren.

Sønnen træder i karakter

Under 2. Verdenskrig blev en ung, uerfaren og nygift Mærsk Mc-Kinney Møller sendt til USA for at styre rederiflåden. Det blev sønnens første store prøve, hvor han beviste, at han havde den nødvendige kontanthed til at drive rederiet, da han fra USA får bygget rederiets liniefart op.

- Han viste, at der ikke stod noget over rederiet, og at han havde gjort alt for at løfte den opgave og det kald med at overtage, som han ikke kunne frasige sig, lyder det fra Peter Suppli Benson og kalder den Mærsk, der vendte hjem fra USA, for ‘et helt andet menneske’.

Så han kommer hjem med en forventning om at skulle have mere ansvar i virksomheden.

Men selvom Mærsk i de efterfølgende år fungerer mere og mere som daglig leder af rederiet, er det stadig A.P. Møller, der tager de store beslutninger, og først efter farens død i 1965 bliver Mærsk øverste chef.

Mærsk bliver patriark og erhvervsikon

I de mange år som øverste chef finder Mærsk Mc-Kinney Møller ikke blot den første olie i den danske undergrund. Han udvikler containerskibsfarten på verdensplan, skaber en af verdens største virksomheder og er i mange år Danmarks rigeste mand.

- Det tog nogle år før Mærsk smed åget efter en meget succesfuld far og trådte i karakter, så omverden kunne se, hvad han var for en erhvervsmand, vurderer Peter Suppli Benson.

Mærsk Mc-Kinney Møller drev virksomheden efter samme strenge værdier som sin far og blev kendt som virksomhedens patriark, der efter sin fratrædelse som chef i mange år stadig tog de store beslutninger i virksomheden og blev ved at øge successen. Præcis ligesom sin far gjorde, forklarer Peter Suppli Benson og siger:

-Der er ingen tvivl om, at han var en hårdtarbejdende erhvervsmand. Han var i mange år et erhvervsikon, men han blev nærmest også et idol for mange generationer.

Se udsendelsen: Store danskere - Mærsk' den 28. december kl. 20:00 - 21:00 på DR2