Af Dorthe Chakravarty
Der var god stemning, men aldrig store grin eller fjollerier, når skuespillere som Kirsten Olesen, Ove Sprogøe eller Morten Grunwald medvirkede i de store filmsuccesser, der kom fra Erik Ballings hånd.
- Erik var ikke til spøg og skæmt, når han var på optagelser. Han var høflig, overbærende og tålmodig, men han var ikke til tant og fjas. Det var det værste, han vidste, og man var nødt til at respektere, at der skulle være respekt om produktet, fortæller forfatteren Lise Nørgaard, der var ven med instruktøren, der omsatte hendes manuskript til den populære TV-serie Matador.
Erik Balling tog sit arbejde dybt alvorlig. At lave film, der gik rent ind hos publikum, krævede ikke blot talent for mediet, men også en sikker fornemmelse for at få det bedste og helt rigtige frem i skuespillerne.
Pjankede aktører var for Balling lig skuespillere, der spillede for hinanden og ikke for publikum. Og seerne foran TV eller i biograferne var de vigtigste personer for instruktøren. Han havde et mål fra sin karrieres begyndelse. ”Han ville lave god og lødig underholdning. Han ville glæde sit publikum,” fortæller Lise Nørgaard.
Kunne ikke lide illoyale skuespillere
Erik Balling indledte sit arbejdsliv med film i 1946 som instruktørassistent bl.a. på filmen Ditte Menneskebarn. Derfra arbejdede han sig op og han blev ad åre direktør på Nordisk Film, hvor han nærmest blev en slags godfather. Hans ord var lov, og han satte høje krav til sine kollegaer, hvad enten de stod foran eller bag kameraet, og han satte høje krav til sig selv.
- Han hadede, at noget var dårligt. Og han blev ved, til det ikke var dårligt længere. Han sled og slæbte, fortæller Lise Nørgaard, der også oplevede, at skuespillere, der ikke leverede det, instruktøren forventede, røg ud i kulden:
- Han brød sig ikke om folk, der ikke var loyale overfor produktet. Skuespillere, der havde skuffet ham eller været imod ham, når han instruerede, dem holdt han ude. Hvis nogen kværulerede, så kunne han godt finde på at spørge mig, om jeg ikke kunne skrive dem ud.
Erik Ballings filmhold bestod derfor overvejende af folk, han kendte godt og var tryg ved. Han indledte arbejdsdagen med en whisky sammen med de medarbejdere, han stod nærmest. Derefter leverede han striber af manuskripter og film, der gjorde hans liste over produktioner noget nær umenneskelig lang og toppet med store succeser som Olsen Banden, som fik liv i 14 film. Huset på Christianshavn blev vist i 84 afsnit. Og Matador, der var tænkt som en lille sag på seks afsnit voksede sig stor og endte med 24 episoder.
Hustruen så filmene først
Kun det bedste var godt nok for Erik Balling, og det lå bestandigt i ham, at det, han lavede, ikke var godt nok.
Hans søn, Jan Balling, kan fortælle, at hans far altid tog sin kone Christa med ind for at se en ny film, inden den blev vist for andre:
- Hvis ikke hun kunne grine de steder, det var meningen, man skulle grine, så skulle der gøres noget ved det. Hun var sandhedsserum for ham.
Ballings sidste store produktion blev Kim Larsens Midt om Natten. Filmen gik i biograferne i 1984, og instruktøren måtte sande, at det var på tide at stoppe. Kravene til ham selv og filmproduktion var blevet for voldsomme. Balling havde aldrig passet på sig selv, og spist og drukket godt. Samtidig havde han arbejdet hårdt for at nå frem til det mål, han havde sat som ung filmmand, nemlig at lave gode film for folket. Erik Balling døde i 2005, 80 år gammel.
DR2 sender 'Store Danskere: Erik Balling' mandag d. 21 december 2016, kl 21:30 og bliver genudsendt d. 1. januar kl. 20:00