Knallertbølle i 1969: Det sjoveste jeg ved er at køre imellem folk på Strøget mens de råber og skriger

Unge, der kører vildt på tohjulede motorkøretøjer, var også et problem for 50 år siden.

Antallet af politianmeldelser om vild kørsel på knallert eller scooter er steget markant i de sidste par år.

Det viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Men problemet med unge, der kører vildt på knallert, er langtfra nyt.

Se selv i det gamle arkivklip fra 1969, hvor den unge knallert-entusiast Ole fortæller om, hvorfor han godt kan lide at køre lidt frækt.

- Det sjoveste, jeg ved, er at køre gennem Strøget imellem alle mennesker, mens de råber og skriger efter en, siger den unge mand og fortsætter:

- Det er rent og skær, fordi jeg tror, at jeg er heldig at træffe en betjent på vejen dernedad. Jeg ved ikke noget bedre end at stå og diskutere med sådan en politimand.

Ole Damborg kører i udsendelsen 'Ansigt blandt unge. Noget om Ole' fra 1969 på en Garelli Monza-knallert, som kan ses på billedet her.