Hvordan kan jeg vide, at det ikke bare er noget, du har digtet? spurgte en dreng, da Birgit Krasnik Fischermann for nylig holdt foredrag om sine oplevelser i kz-lejren Theresienstadt.
Den 77-årige Holocaust-overlever sad interneret i 18 måneder under Anden Verdenskrig, efter at være blevet deporteret sammen med sin familie som femårig. Deriblandt sin mor, der var gravid. Det skete i forlængelse af jødeaktionen i Danmark natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943.
-Nu har jeg holdt foredrag i så mange år. Jeg har aldrig fået stillet det spørgsmål før, fortæller øjenvidnet, der i dag er formand for Theresienstadtforeningen.
Kendskabet til forbrydelserne er blevet mindre, mener hun. Det jødiske folkedrab kommer derfor bag på især den yngre generation, når hun fortæller sin personlige beretning.
-Når børnene siger, at det var et ret brutalt foredrag, så står jeg ligesom uforstående. For er det brutalt at fortælle den historie til børn, der er 13 til 17 år? Andre gange i foreninger med voksne medlemmer? Der kan jeg altså se på folk, at de slet ikke er klar over, hvad der egentlig er foregået, siger Birgit Krasnik Fischermann.
Øjenvidneberetninger sikret af Spielberg
Hun er en af de få nulevende kz-fanger, der stadig bærer sit vidnesbyrd offentligt. Og vidnesbyrdene er vigtige at få frem, vurderer Therkel Stræde, lektor i historie ved SDU og interviewer af mere end 50 Auschwitz-overlevende.
-De er jo helt afgørende, fordi gerningsmændene gjorde en kæmpe indsats for at forsøge at slette alle spor. Fjerne bygningerne, sprænge krematorierne og brænde dokumenterne, siger han og supplerer.
-De primære kilder til, hvad der foregik – også når vi taler om, hvordan hverdagen var – er gerningsmændenes udsagn, og de er jo ikke kommet med dem frivilligt. De er kommet med dem i forbindelse med politimæssige efterforskninger og retssager, fortæller Therkel Stræde og fortsætter.
- Og så er der de overlevendes forklaringer.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan historien skal overleveres, når vidnerne ikke selv kan gøre det mere. For der er vi snart, ifølge historikeren.
-Men heldigvis har mange følt et behov for, at historien skulle publiceres, siger han.
En, der har hjulpet med det, er Steven Spielberg, der efter succesen ’Schindlers liste’ i 90’erne ikke ønskede at kapitalisere på filmens indtjening privat. I stedet skulle pengene bruges til at redde flest mulige af øjenvidnernes historier.
-Hans organisation nåede at få lavet 54.000 videointerviews i hele verden, fortæller Therkel Stræde om Steven Spielbergs Survivors of the Shoah Visual History Foundation, der senere fik filmene indekseret, så de kunne bruges af historikere – og i undervisningsøjemed.
Symboler reducerer historien
Netop undervisningen er en vigtig kilde til forståelsen af Holocaust, vurderer Stine Thuge, projektleder for Auschwitz-dag på Dansk Institut for Internationale Studier.
Ifølge hende er fortællingen om kz-lejrene præget af bestemte repræsentationer, som for eksempel ’Arbeit macht frei’-skiltet, pigtråden eller jødestjernen. Billederne kan hjælpe os til bedre at forstå det uforståelige, men er samtidig med til at udviske nuanceforskellene i den komplekse historie.
-Det kan være problematisk, at disse billeder skal rumme hele historien. Problemet med disse ikoniske fremstillinger er, at de reducerer historien, de forsimpler den. Og ved at forsimple den, så mister vi altså rigtig mange nuancer, siger projektlederen.
I DIIS’ undervisningsprojekter om Holocaust og andre folkedrab arbejder man derfor på at gøre så mange ressourcer tilgængelige for underviserne som muligt – at give forskellige indgange til historien.
-Det kræver mere end bare at sætte ’Schindlers liste’ på en enkelt time, og det kræver mere end bare at tage eleverne med til Theresienstadt, fastslår Stine Thuge, og hun tilføjer.
-Der findes ikke en film, et digt, en historiebog, en roman, kort sagt noget som helst, som kan rumme hverken den store kompleksitet, der er i den her historiske begivenhed, eller de menneskeliv, som blev taget. Men historien kan jo brydes ned og forstås i enkeltdele, og det er i hvert fald en start.
Historiker Therkel Stræde ser specielt én grund til at arbejde med jødeudryddelserne i skolerne; nemlig at Vesten selv i fremgangstider kan miste sine menneskelige værdier, som man så det i Nazityskland.
-Det var jo verdens førende kulturnation, der tillod sig selv at falde ned i det dybe hul af barbari. Det fortæller noget om, hvad vores kultur – den vestlige – er i stand til, og at historien om fremskridt, oplysning, demokrati, liberal økonomi osv. kun er den ene halvdel af det. Den anden halvdel er, at der med de her fremskridt også fulgte, lad os kalde det en evne til at gå videre end nogen ”primitive” samfund, vi har kendt, i forhold til brutalitet og umenneskelighed, siger historielektoren.
Samtidig er det vigtigt at klæde unge mennesker på til den virkelighed, dé kender. Også det kan jødeforfølgelserne bidrage til i historieundervisningen, mener Stine Thuge fra DIIS.
-Danske skoleelever får jo i dag – som situationen er lige nu – selskab af skolekammerater, som har en rigtig svær familiehistorie med sig, som er flygtet fra krig, som er flygtet fra forfølgelse og har været udsat for nogle rigtig svære traumer, og som har en frygt i sig, som en almindelig danske skoleelev ikke nødvendigvis kan forholde sig til. Det her kan give dem nogle byggeklodser til at forstå deres medmennesker.
Auschwitz-overlever: Film gør det levende
Stærkest er det personlige møde med de overlevende, mener historiker Therkel Stræde. Men i fremtiden vil videointerviewet være den bedste erstatning, hvis senere generationer skal opleve den nærkontakt, der er med vidnerne, når man ser dem fortælle deres historier.
-På den måde kan man også personligt og subjektivt være med til at vurdere autenticiteten, sandfærdigheden og troværdigheden, siger han.
Færre end 100 vidner, der har siddet i Auschwitz, er tilbage på verdensplan. Ganske få slap levende fra den største af nazisternes kz-lejre. En af dem er Arlette Andersen, der overlevede halvandet år i udryddelseslejren, da hun som 19-årig blev deporteret som fransk jøde i Paris.
Efter krigen mødte hun en dansk mand, flyttede til Fredericia og blev fransklærer på byens gymnasium. Men først i 1990 åbnede hun op for sin fortid. Det var den højreradikale, franske politiker Jean-Marie Le Pen, der provokerede hende til at fortælle sin historie, efter han havde kaldt gaskamrene for et komma i historien.
Siden er det blevet til 426 foredrag.
-Det er ikke nok, jeg ville gerne have fortsat, men jeg bliver 91 og hurtigt træt, siger Arlette Andersen.
Derfor har hun nu videregivet sin fortælling til journalist Thomas Kvist Christiansen, som p.t. omsætter hendes liv til film.
-For det første er det et spændende projekt. Men vi vil også gerne hjælpe hende videre i den mission, der hedder, ’verden må aldrig glemme Auschwitz’, fortæller instruktøren.
-Der er ikke så mange overlevende efterhånden. Derfor er den film, som Thomas får lavet, en god måde at vise historien. Der er masser af bøger, men det er sådan mere dødt, supplerer Arlette Andersen og tilføjer.
-Der er også udmærkede bøger. Men film er en god idé, for det er levende, siger det 91-årige øjenvidne.
Oscarvinder tæt på virkeligheden
Thomas Kvist Christiansen har ingen intentioner om at dramatisere begivenhederne. De taler deres eget sprog, mener han.
-Det, vi bestræber os på, er egentlig at fortælle den her historie så nøgternt, som Arlette gør det. Det, der gør Arlettes foredrag stærkt, er, at hun ikke maler med nogen pensler. Hun fortæller det bare, som det er.
I mellemtiden kan fiktionens verden formidle noget, historikerne ikke kan. Det indrømmer Therkel Stræde, som har set Auschwitz-filmen ’Sauls søn’, der i weekenden vandt en Oscar for bedste udenlandske film.
-Der er det med Holocaust, at nogle af de dilemmaer, som folk har stået i for at overleve, er så ekstreme, at det i virkeligheden nok kun er igennem fiktionen, at man kan komme helt ind på livet af det, siger historikeren.
Også Birgit Krasnik Fischermann hylder ’Sauls søn’, selv om hun er i tvivl om, om hun har lyst til at se den.
-Jeg tror nok ikke, at jeg ville være særlig glad for at gå ind og se den film, for den bringer altså nogle ting frem, som vil gøre mig ondt. Jeg er ikke så stærk i sindet mere, så jeg kan klare at se sådan nogle frygtelige ting. For jeg ved jo, de er rigtige, afslutter øjenvidnet fra Theresienstadt.