- Det hele var baseret på grusomheder. Det var den måde de holdt os nede på. For mig er det historie nu, for mentalt kom jeg ud af det for mange år siden. Men for nogle af de andre er det stadig meget bevægende at tale om.
Ordene er Poul Nielsens. Han var 18 år da Gestapo en efterårsmorgen i 1943 hentede ham i hans barndomshjem i Odense.
Dagen før havde han uddelt illegale bøger og blade, og han havde dermed gjort sig skyldig i ”oprørsk virksomhed”.
For sin brøde endte Poul Nielsen med at tilbringe 18 måneder i tysk fangenskab, og nu er hans erindringsbog sammen med de tegninger han fik af sine medfanger, udkommet ved Syddansk Universitetsforlag.
Bogen hedder ”Kun et nummer”, og den er ifølge historiker med speciale i de nazistiske koncentrationslejre Therkel Stræde, en unik kilde til forståelse af sammenholdet mellem fangerne.
- Hans bog er spændende på den måde, at man foruden Poul Nielsens egne oplevelser, også får et indblik i hvordan mange af de andre fanger har oplevet lejrlivet, og man får et indblik i deres kammeratskab, forklarer han.
Danske fanger tog det hårde arbejde og skånede kammeraterne
Et eksempel på kammeratskabet mellem fangerne er, at de danske fanger påtog sig tungere arbejde end deres udenlandske medfanger, da de efter at være blevet overflyttet til Arbejdskommando Klinker, en såkaldt ”udelejr” for koncentrationslejren Sachsenhausen, blev sat til hårdt tvangsarbejde.
Poul Nielsen forklarer, at danskerne var i bedre fysisk form end de andre fanger, blandt andet på grund de pakker med fødevarer, som de jævnligt modtog fra Dansk Røde Kors. Både Poul Nielsen og Therkel Stræde understreger, at de danske fanger generelt set, havde det bedre end fanger fra andre lande.
- Vi havde kræfterne til det tunge arbejde, så vi kunne tage fat. På den måde undgik de svagere fanger at gøre det, lyder det fra den tidligere kz-fange.
Ifølge historiker Therkel Stræde var det ikke almindeligt med den form for solidaritet mellem fangerne.
- I mange andre erindringsbøger, skriver folk, at der skete en total individualisering i koncentrationslejrene. Det handlede udelukkende om ens egen personlige overlevelse, og hvordan den enkelte kunne undgå at dø af det her. Den her bog tegner et mere optimistisk billede, fordi den understreger at der også var sammenhold mellem fangerne.
Sammenhold på tværs af kulturer
Poul Nielsens bog ”Kun et nummer” er opdelt i to dele. Første del er en personlig beretning om livet i tysk fangenskab, mens anden del er en samling af de tegninger, som han samlede sammen fra sine udenlandske kammerater to måneder før krigen sluttede.
Tegningerne viser ifølge Therkel Stræde, at det var muligt for fangerne at nedbryde kulturelle og sproglige barrierer.
- I koncentrationslejrene var der fanger fra alle kulturer i Europa. Vi kan se her, at det rent faktisk er lykkedes at overvinde de nationale barrierer som sprog og de nationalstereotyper, som var i omløb på det her tidspunkt, forklarer han.
Han forklarer, at Poul Nielsens bog blandt andet er interessant, fordi man fra andre koncentrationslejrer har set, at det ikke altid var muligt.
- I Polen har vi for eksempel set, at polske ikke-jødiske fanger var tilbøjelige til at sige, at de jødiske polakker ikke var polakker. Der var intet solidaritetsbånd. Samme mønster har vi set over for nogle af de russiske fanger, fordi der nogle steder var en antisovjetisk stemning.
Det begyndte som en ”navnebog”
For Poul Nielsen har motivationen for at skrive sine erindringer, primært været den store interesse der har været fra blandt andet museer og historikere.
- Der har længe været stor interesse for at den blev udgivet. Især på Museum Sachsenhausen i Tyskland, fortæller Poul Nielsen.
Han forklarer, at da han dengang i begyndelsen af 1945 begyndte at indsamle tegninger fra sine medfanger, var det udelukkende med henblik på at kunne bevare kontakten efter krigen.
- I februar måned 1945 hørte vi rygter om, at De Hvide Busser havde hentet politifolk og syge fanger, og at de muligvis ville hente flere danske og norske fanger, fortæller han.
- Jeg begyndte at overveje, hvad der ville ske med vores udenlandske kammerater. Hvis vi danskere og nordmænd kom væk, hvad så med dem? De ville jo blive tilbage.
Derfor besluttede han sig for at lave en navnebog med fangernes adresser.
- Så kunne jeg skrive til dem efter krigen.
Papir var tyveri
Det var langt fra en selvfølge at have papir i lejren, så Poul Nielsen måtte bede en fange, der var tilknyttet en tegnestue, om hjælp.
- Det var ikke risikofrit for ham, at han stjal papir til mig. Det var tyveri af Reichseigentum (rigsejendom, red) og det kunne have givet en hård straf. Men jeg fik papiret af ham, og han hjalp med at skære det ud i den ønskede størrelse.
Herefter fordelte Poul Nielsen papiret mellem sine kammerater, og han bad dem om at returnere det efter højest 14 dage.
- De måtte tegne hvad de ville, så længe at de bare skrev deres adresse, fortæller han.
Efter krigen blev de små stykker papir indbundet i en bog, og de er i dag en enestående kilde til belysning af sammenholdet mellem fangerne på tværs af nationaliteter.