De næste mange linier er en besynderlig balancegang.
Kan man være småhysterisk af begejstring over at have tilbragt næsten to timer i et rent helvede? Kan man juble af glæde over at have en klar fornemmelse af at befinde sig midt i de måske mest ubegribelige rædsler, det civiliserede menneske har skabt?
Det lyder absurd, men det giver god mening ovenpå ungarske ’Sauls søn’.
Kort fortalt handler filmen om en jøde, der forsøger at give sin afdøde søn en begravelse midt i en koncentrationslejrs kaos.
Såre simpelt. Men takket være instruktøren László Nemes’ særlige teknik løfter ’Saul søn’ sig til et af historiefortællingens mest påtrængende og håndgribelige bud på nazisternes udryddelseslejre.
At være tilstede i nazisternes endlösung
Nemes’ film løfter sig på sin vis til mere end film, til følelsen af at være tilstede i nazisternes endlösung.
Det er en gave, en ækel og ubehagelig af slagsen, men alligevel en gave, et fysisk minde, en lammer og en skalle til en selvgod menneskehed, der har en uheldig tendens til at glemme hvor destruktiv, den er.
Den følelse opstår takket være et særligt samarbejde mellem Nemes, fotografen Mátyás Erdélys og skuespilleren Géza Röhrig.
Gennem hele ’Sauls søn’ sidder Erdélys kamera helt oppe i nakken på Röhrig, der spiller den jødiske fange, Saul. Han er indlemmet i den såkaldte sonderkommando, en gruppe jøder, der fik til opgave at rydde op efter nazisternes drab i KZ-lejrene.
Kun i få øjeblikke trækker kameraet sig tilbage, så vi kan få et overblik over den situation, Saul befinder sig i. Resten af filmen kan vi kun lige ane hvad der foregår omkring Saul.
Den evindelige hektiske kommanderen
Vi hører de tyske fangevogteres kommandoer til fangerne, og i udkanten af billederne, sløret og ude af fokus, fornemmer vi hvad der er ved at ske, først da jøderne forlader et tog, siden da de afklæder sig i den tro, at de skal have et bad, dernæst da Saul og et par af hans medfanger skal rydde op efter de gassede jøder, og herefter da Saul finder en ung mand, som han opfatter som sin egen søn.
Det er netop den den evindelige hektiske kommanderen og de slørede silhouetter bag Géza Röhrigs formummede, forslåede, følelsesløse ansigt, der sætter vores fantasi i gang. Vi begynder at forestille os tilværelsen i en udryddelseslejr.
Vi kan ikke se de tyske bødler, der råber. Vi kan ikke se hvad det er Saul og de andre i sonderkommandoen vasker ad væggene i gaskamrene. Vi kan ikke se hvem det er, de trækker ud af kamrene. Men vi kan forestille os det.
Og hjernen arbejder virkelig på højtryk for at navigere i det, der foregår bag Saul.
Kameraet på nakken
Det er ikke et nyt sprog, László Nemes’ har udviklet til ’Sauls søn’. Det belgiske instruktørpar Jean-Pierre og Luc Dardenne har i flere film arbejdet med at sætte kameraet på nakken af sine hovedroller, primært i ’Sønnen’ fra 2002. Altid med et intenst resultat, men aldrig så konsekvent og nådesløst som i ’Sauls søn’.
Som tilskuer hænger man på ryggen af Saul gennem en time og 47 minutter, kæmpende for at begribe hvad der foregår, undrende over om Saul virkelig har fundet sin søn og nervøs for om hans forsøg på at få drengen begravet vil koste ham en tysk kugle i baghovedet.
Skrig, afføring, blod, lidelse og død
Det er alt andet end behageligt at blive slæbt gennem den malstrøm af skrig, afføring, blod, lidelse og død. Og man bliver virkelig slæbt.
Men det er samtidig en vidunderlig følelse at se en instruktør, endda en debutant, arbejde så konsekvent og kompromisløst, og det er en berusende oplevelse, i al sin rædsel, at føle vanviddet i udryddelseslejrene så stærkt.
Det er på ingen måde sjovt eller underholdende, men der er noget voldsomt livsbekræftende ved at mærke den mytiske lidelse, menneskets absolutte moralske nulpunkt, så intenst og levende, som om man var noget så vanvittigt rystende som at være tilstede i en udryddelseslejr.
Derfor k man være småhysterisk af begejstring over at have tilbragt næsten to timer i helvede.
'Sauls søn' er i de danske biografer fra den 25. februar