Der tales ofte om ”den vrede hvide mand” i dagens politiske analyser - Ikke mindst i kommentarerne til det amerikanske præsidentvalg.
Den kontroversielle vinder, byggematadoren Donald Trump, appellerede ifølge mange iagttagere primært til USA’s mange ’Angry White Males’, også kendte som ’Angry White Men’ eller kort og godt AWM.
Det er altså vreden eller frustrationerne hos denne specifikke vælgergruppe, der anses for at have båret Trump til magten.
Kort efter valget kunne man for eksempel læse i netmagasinet Huffington Post, at det amerikanske samfund nu var gået ind i ”the angry white men era”.
Men hvad kendetegner så en AWM? Og hvorfor er han dog så vred?
En af dem, der har prøvet at gå i dybden med fænomenet, er den amerikanske maskulinitetsforsker Michael Kimmel.
I bogen ’Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era’ skriver han, at mange AWM føler sig forrådt og ydmyget af samfundet: ”… discarded like trash on the side of the information super highway…”
Ydmygelse og identitetstab
Vrede hvide mænd eksisterer naturligvis i mange forskellige udgaver, men som faktor i nutidens amerikanske politik synes AWM primært at være gennemsyret af denne stærke fornemmelse af ydmygelse – og af at være blevet kasseret som affald på vejen til fremtiden.
Det amerikanske præsidentvalg handlede således ikke kun om økonomisk ulighed og globalisering. Det var også en kamp om identitet – og maskulinitet.
Trumps retorik og politiske fortælling, ligesom hans bombastiske, patriarkalske persona, formulerede en ganske håndgribelig drøm om traditionelle maskuline dyder og værdier.
På den måde lykkedes det ham at give stemme og måske også håb til de ydmygede hvide mænd, der føler sig truet.
Truet af nutidens hurtige forandringer, af automatisering, afindustrialisering og digitalisering – og af indvandring, islamisme og feminisme.
Ligesom mange af hans kollegaer blandt Europas populister, på begge sider af det politiske spektrum, talte Trump sig ind i hjertet af en eskalerende vestlig maskulinitetskrise.
Tilbagevendende maskulinitetskriser i historien
Det er langtfra første gang i verdenshistorien, at manderollen og de dominerende maskulinitetsforestillinger er i krise.
Historisk er der stærke koblinger mellem mandekønnet og de positioner i samfundet, der giver magt og status.
Netop derfor er manderollen uhyre følsom for økonomiske kriser og historiske processer, der ændrer på de grundlæggende magtforhold i samfundet.
Tænk industrialisering, kvindelig stemmeret og 1800-tallets migrationsstrømme fra Europa til USA. Tænk traktorer i stedet for heste, kvindeligt lønarbejde og Den store depression i 1930’erne.
Maskulinitetskriser – forstået som kollektive følelser af ydmygelse og detronisering blandt visse grupper af mænd – udgør et tilbagevendende tema i det moderne samfunds historie.
Ligesom i amerikansk og europæisk politik.
Vildnissets autentiske maskulinitet
For lidt over hundrede år siden var der en anden amerikansk præsident, der gjorde fortællinger om maskulinitet og maskuline kriser til vægtige temaer i sit politiske projekt.
Hans navn var Theodore Roosevelt og i årene 1901–1909 var han virksom som USA’s seksogtyvende præsident.
Roosevelts ideer om maskulinitet tog udgangspunkt i myten om ”the frontier”: Grænselandet mellem vildmarken og den amerikanske civilisation, hvor hvide nybyggere kæmpede for overlevelse i daglige styrkeprøver mod indianere og vilde dyr.
Her, i de amerikanske skabelsesberetningers blodbestænkte vildnis, så Roosevelt et værn mod den overciviliserede feminisering og racemæssige degenerering, der truede i storbyer som Chicago og New York.
Roosevelt selv var født og opvokset i en velhavende familie i New York, og under hele sin barndom havde han kæmpet med astma og et skrantende helbred.
Alligevel blev han eksponent for en aggressiv, viril og særdeles fysisk form for maskulinitet, der tydeligt markerede sig mod det selvdisciplinerede mandeideal som havde præget 1800-tallets victorianske borgerlighed.
Den hvide races selvmord
Fortællingerne om maskulinitet ved det forrige århundredeskifte tog udgangspunkt i et socialdarwinistisk menneskesyn og forestillinger om, at den stærkeste overlever.
Det gjaldt også for Theodore Roosevelt, som bekymrede sig over at ”den hvide race” var ved at begå demografisk selvmord. En af årsagerne var den store indvandring til USA af fattige europæere så som irlændere, italienere og skandinaver.
Selvom disse grupper også var ”hvide” regnedes de som racemæssigt mindre højtstående end ”Old Stock Americans”, det vil sige de ældre generationer af indvandrere i landet.
Og da de nye indvandrere reproducerede som besatte, og avlede væsentligt flere børn end eliten, var der mange i USA, der udtrykte bekymring for at ”den hvide mands” dage på jorden var talte.
Stærke forandringer og traditionel maskulinitet
Naturligvis er der meget der skiller Roosevelt og hans tid fra den netop overståede amerikanske valgkamp. Roosevelt behøvede for eksempel ikke at krydse klinger med en kvindelig præsidentkandidat.
Og til forskel fra dagens amerikanske samfund var det USA som Roosevelt kæmpede for midt i en rivende industrialiseringsproces.
Men der er også mange paralleller. Store teknologiske og socioøkonomiske forandringer. Omfattende indvandring. Aggressiv indvandringsdebat. Sociale og etniske konflikter.
Og en drøm om at kunne puste liv i en traditionel maskulinitet, der bliver fremhævet som livline og mentalt kompas i en svært gennemskuelig verden.