Første gang vi prøvede at stille urene frem og tilbage var nemlig i 1916, midt under 1. verdenskrig.
Og ligesom europæiske spørgsmål i dag kan dele befolkningen, gav spørgsmålet om sommertid dengang anledning til strid og uenighed.
For ud over at spørgsmålet om tid ramte ind i indenrigspolitiske modsætninger både mellem land og by og mellem borgerskab og arbejderklasse, ramte det også ind i et brændende udenrigspolitisk spørgsmål om Danmarks placering og holdning til sine europæiske nabolande midt i en verdenskrig.
Ikke en ny tanke
Ideen om sommertid havde været fremme før 1916.
Helt tilbage i 1784 havde Benjamin Franklin filosoferet over de besparelser på stearinlys, man ville kunne opnå, hvis man stod en time tidligere op.
Og det gjorde man faktisk også ganske lokalt og uorganiseret mange steder.
Men i midten af 1800-tallet tog man fat på formelt at ændre på tiden.
Det var hensynet til jernbanerne, der først førte til centraliseret tid i de fleste lande og siden til et internationalt tidszonetid.
Danmark indførte centraliseret tid i 1880 og tilsluttede sig det internationale system i 1894.
Fra centraliseret zonetid til sommertid var skridtet ikke langt.
I 1907 udgav den britiske entreprenør William Willet et skrift om ”spild af dagslys”, og han fik bl.a. Winston Churchill og andre politikere til at tage sagen op i parlamentet.
Det kom der dog foreløbigt ikke noget ud af.
En tysk beslutning
Men det blev tyskerne, der kom først med sommertiden.
Den blev indført ved lov den 6. april 1916 og skulle træde i kraft allerede 30. april og vare til 30. september.
Tyskland havde i 1½ år kæmpet både mod russerne på Østfronten og briterne og franskmændene på Vestfronten.
Krigen krævede uanede ressourcer, og knapheden på dem begyndte at være mærkbar.
Ved at indføre sommertid og få befolkningen til at udnytte dagslyset bedre mente man at kunne spare 200 millioner mark.
Den tyske vedtagelse blev ledsaget af en opfordring til landets allierede og de neutrale lande – herunder Danmark - om at følge trop.
Spørgsmålet om sommertid blev derfor akut aktuelt i Danmark.
Sommertidens danske forkæmper
I Danmark slog grosserer A.C. Lemvigh-Müller sig op som sommertidens forkæmper og ophavsmand.
Efter meddelelsen om den tyske beslutning løb han de danske ministre på dørene for at få dem til at følge det tyske eksempel, og han førte en aktiv kampagne for sagen gennem de danske aviser.
Lemvigh-Müller forklarede, at han i lyset af de stigende energipriser ved krigsudbruddet allerede i 1914 havde regnet ud, at det danske samfund ville kunne spare 750.000 kroner i elektricitetsudgifter på bare to måneder ved at rykke tiden en time.
Ifølge hans egen pressemeddelelse havde han tilbage i januar 1915 foreslået ideen til både den danske stat og en række andre europæiske lande.
Selvom Lemvigh-Müller altså prøvede at tage æren for ideen, var der dele af pressen, der påpegede, at debatten var rejst i udlandet længe før krigen.
By imod land
Spørgsmålet om tilslutning til sommertiden vakte stor debat.
I første omgang tegnede Københavner-aviserne et billede af stor tilslutning.
De havde ringet rundt til prominente mænd fra erhvervslivet og centraladministrationen i København, og de færreste af dem kunne se noget problem i det.
Flere af dem gav udtryk for, at det var sundt at stå tidligt op om morgenen. Også selvom en enkelt oplyste, at han selv som regel først stod op klokken 9.
Men snart rejste der sig en modopinion fra landbrugskredse.
Her kunne man ikke se, hvorfor man skulle stå endnu tidligere op om morgenen for at kunne sende mælken med toget til byerne.
Det var de dekadente byboere, der svirrede rundt om natten og ikke kunne komme tidligt op, som var problemet.
Et klassespørgsmål
Udover at dele land og by kunne sommertiden også dele samfundsklasserne.
Direktøren for ØK, H.N. Andersen udtalte hånligt, at i hans firma havde man allerede længe stået en time tidligere op.
På den anden side udtrykte Socialdemokratiets leder, Th. Stauning, bekymring for, at arbejdsdrenge og andre lønmodtagere ville komme i klemme.
De skulle møde en time tidligere, men de kunne ikke være sikre på, at de tilsvarende fik fri en time tidligere.
1 time hvor tiden står stille
De største fortalere for sommertiden var statsbanerne. Det var spørgsmålet om at koordinere togdriften med de omkringliggende lande, der var det helt store problem.
Man havde ikke nogen sommerkøreplaner i beredskab, der tog højde for en pludselig opstået tidsforskel med nabolandene.
Hvis man fastholdt normaltid, skulle tog fra et land med sommertid derfor holde stille 1 time ved grænsen og vente på, at tiden passede.
Og omvendt måtte tog på vej ud af landet og ind i et land med sommertid prøve at indhente så meget tabt tid som muligt ligesom almindeligt forsinkede tog.
En udenrigspolitisk kabale
Hele spørgsmålet om togdriften blev kompliceret ved, at de fleste lande delte togstrækninger med flere stater. Man havde kun tre uger til den tyske sommertid trådte i kraft.
Man skulle helst i løbet af den tid være nået til enighed med de andre lande om, hvad de ville gøre.
Danmark måtte både skæve til Tyskland og til de andre nordiske lande, der var vigtige handels- og samfærdselspartnere.
Med til overvejelserne hørte, at Danmark som neutralt land formelt ikke måtte begunstige den ene af krigens parter, i dette tilfælde Tyskland.
Men i Norden tegnede der sig efterhånden det billede, at regeringerne i såvel Danmark, Sverige og Norge var indstillede på at indføre sommertid i fald de to andre lande besluttede at gøre det.
Og neutralitetsspørgsmålet blev mindre prekært, da der kom meldinger om, at Frankrig og siden Storbritannien også ville indføre sommertid. De ville ikke risikere, at Tyskland indhentede en vigtig ressourcebesparelse, som de selv gik glip af.
Nu var sommertiden tæt på at være en realitet.
I Danmark fandt de fleste det positivt, at man midt i verdenskrigen kunne finde fælles europæiske projekter på tværs af alliancer.
Her byggede modstanden mod sommertiden primært på praktiske, tekniske eller bekvemmelige indvendinger.
Nytårsaften stemning
Fredag d. 12. maj 1916 indførte det danske og svenske parlament sommertid – med virkning fra mandag d. 15.
Norge fulgte snart trop.
I de nordiske landes aviser havde man kunnet læse, hvordan sommertidens indførelse i Tyskland og Østrig-Ungarn d. 30. april var blevet fejret som nytårsaften.
Folk havde været på gaden for at se viserne blive drejet frem. Restaurationerne havde fået lov til at holde åbent hele natten for, at de feststemte centraleuropæere kunne fejre begivenheden.
Medvirkende til folkefesten var meldinger om, at der var udbrudt oprør i Irland mod det britiske styre – måske var krigslykken også ved at vende.
I København prøvede man at genskabe den samme stemning. Tusindvis af mennesker stimlede sammen på Rådhuspladsen i København kl. 23 om søndagen d. 14. maj for at se uret blive stillet frem.
En enlig svale
Det skulle vise sig, at sommertiden i de nordiske lande – i hvert fald på kort sigt – skulle blive en enlig svale.
I april 1917 enedes de nordiske lande om ikke at gentage eksperimentet. I Sverige havde man været indstillet på at fortsætte, men modstanden var for stor i Norge og måske lidt overraskende navnlig i Danmark.
Krigen havde nemlig taget en alvorlig drejning.
Den tyske erklæring af uindskrænket ubådskrig ved udgangen af januar måned 1917, samt USA's forestående indtræden i krigen, kappede næsten helt de danske handelsbånd mod vest over.
Fra højkonjunktur til fødevaremangel
Fra at leve højt på krigshandel blev mangel på både brændstof og navnlig fødevarer akut i Danmark. Der blev færre tog, så problemerne med køreplanerne blev ganske naturligt mindre.
Og i forhold til at spare elektricitet blev der nu foretaget andre drastiske indgreb i form af belysningsforbud, så der var ikke nogen ekstragevinst at hente på sommertiden.
Til gengæld blev hensynet til gartnerier og landbruget altafgørende. Og fra deres side blev sommertiden opfattet som en besværlighed. Ligesom man i Norge konstaterede, at malkekøerne havde slået regeringen i kampen om sommertid.
Sommertidens genkomst
De krigsførende lande fortsatte med sommertiden til krigen var endeligt overstået. Og de fandt den frem igen, da den næste verdenskrig brød ud.
Her sørgede tyskerne for, at den i 1940 blev genindført i Danmark. Men det er en anden historie.
Selvom der i dag stadig er mange, der er modstandere af sommertiden, er spørgsmålet om sommertid ikke politisk ladet som dengang.
Modsætningerne mellem et nationalt og et europæisk perspektiv udkæmpes nu om andre spørgsmål.