Lige fra årets start er vi blevet bombarderet med historier om, at 2016 bliver året, hvor Virtual Reality-teknologien slår igennem.
Hvad enten det er reality-spil, fantasy eller historiske begivenheder, fascinerer tanken om at kunne opleve en anden virkelighed, end den man står i lige nu og her.
Og det har den gjort længe.
Drømmen om at få et andet univers helt ind under huden - illusionskunsten - kan spores hundreder af år tilbage til perspektivkasser og trompe-l’oeil-malerier. Og med 1800-tallets store mekaniske gennembrud kom der for alvor fut i drømmenes bål.
Stereoskopbilledet var 1800-tallets Virtual Reality
Et oplagt eksempel er naturligvis opfindelsen af fotografiapparatet, som kunne fange virkeligheden og gengive den et andet sted.
Men hvis man indfangede den ved at optage to let forskudte billeder af samme stillestående motiv, kunne man ved en stereoskopfremvisning fremkalde en 3D-effekt. Teknikken blev allerede i 1800-tallet populær.
Som oftest var der tale om rejsebilleder ude fra den store verden, men der er også eksempler på det socialrealistiske i form af billeder fra slumkvartererne i København. Så behøvede det pæne borgerskab ikke selv at gå derud for at se elendigheden.
Pantomimen udspillede aktuelle og blodige begivenheder
At skabe en anden virkelighed gjorde man også på anden vis, nemlig gennem pantomimen. Så tidligt som i 1789 kunne man i England opleve stormen på Bastillen under den franske revolution genopført af artister, og i Tyskland kunne man i 1860’ernes cirkus se pantomime-forestillinger, der med hundredevis af statister virkeliggjorde slaget ved Dybbøl.
På tilsvarende måde fremvistes i Danmark i både zoologisk have og Tivoli folkekaravaner med mennesker fra andre kulturer. Et stykke af det fremmede og eksotiske blev præsenteret som underholdning og oplysning, så man fik følelsen af at være der selv.
Buffalo Bill bragte virkeligheden tæt på
Pantomimeforestillinger og folkekaravaner blev dog overgået af ’Buffalo Bill’s Wild West show’, der spillede fra 1884 og frem til starten af 1900-tallet.
Her medbragte den amerikanske bisonjæger og mesterskytte William Frederick Cody – kendt som Buffalo Bill - ægte indianere, han havde bekæmpet.
Han omsluttede og opslugte publikum i genopførelsen af deres kampe. Tænk, at man kunne komme så tæt på den virkelige oplevelse.
Neutrale indianere i cirkus
Og Wild West-showet blev efterlignet i Europa.
Da det store tyske cirkus Sarassani i 1915 søgte væk fra det krigsramte Tyskland til det neutrale København, hentede det efter et par måneder en Wild West-trup af neutrale indianere og andre amerikanere (USA var ligesom Danmark neutralt indtil 1917) til at optræde i en totaloplevelse i cirkusbygningen.
Men cirkusbygningen kunne ikke håndtere de mekaniske udfordringer med at skifte de store scener, så cirkus’et måtte hente et telt i Tyskland og flytte uden for byen til Frederiksberg for at kunne opføre sin virkelighedstro oplevelse.
Ansigt til ansigt med rovdyr
Et andet udtryk for higen efter ægte virkelighed var de zoologiske haver, der navnlig i anden halvdel af 1800-tallet skød op over hele Europa.
Den største leverandør af dyr var Carl Hagenbeck fra Tyskland, som i 1907 fik en idé, som skulle give befolkningen en endnu mere virkelighedstro oplevelse. Da han åbnede en stor dyrepark ved Hamburg, var dyrene nemlig ikke i bur.
De vandrede tilsyneladende frit rundt i terrænet, men var i praksis adskilt af naturlige forhindringer. Man kunne for eksempel gå rundt om en kunstig klippe og stå ansigt til ansigt med en tiger. Der var ikke tremmer i mellem. Til gengæld var der så en voldgrav, der var lige nøjagtig så bred, at tigeren ikke kunne springe over. En ny præsentationsform som gav et virkelighedens gys.
Levende billeder
Vel nok det mest markante nye var de levende billeder – filmen, der så småt brød igennem i 1890’erne. Ud over krimier blev westerngenren fra start en af de mest populære.
Den byggede videre på Wild West-showenes popularitet. Hvis man ikke selv kunne være til stede i Wild West-showets simulerede virkelighed, kunne man se den i biografen.
De allerede eksisterende forlystelser kunne klart se filmens potentiale og prøvede at indarbejde den i deres programmer. Blandt numrene i cirkus og varieté indlagde man film. Gerne film, der viste noget kuriøst eller opsigtsvækkende – som for eksempel den lettere fjollede sportsgren bil-polo.
https://www.youtube.com/watch?v=V_d03yVC4z4
I Københavns vokskabinet Panoptikon flirtede man tidligt med brug af film, men fik ikke i tide søgt om tilladelse hos politiet til fast at få filmforevisning på sit program.
Da man opdagede, at publikum ikke længere var tilfreds med at gå rundt mellem døde tableauer, men krævede bevægelse, skrev vokskabinettets direktør et bønfaldende brev til politidirektøren. Hvis ikke Panoptikon fik lov at vise film imellem tableauerne, ville det blive vokskabinettets død.
Rejsebiograf og 3D-film
Midt i at vokskabinet, varieté og cirkus var klar over, at filmens forunderlige verden var en konkurrent mod de mere traditionelle forlystelser, var datidens biografoplevelse alligevel ret ’uvirkelig’.
Det var korte, ofte rystede sort/hvide stumfilm. Der skulle en hel del forestillingskraft til at føle sig opslugt i en anden verden inde i de gamle biografers mørke – i hvert fald sammenlignet med cirkus, pantomimers og Wild West-shows totaloplevelser.
En dansk ingeniør udviklede derfor et spejlkoncept, der skulle gøre det muligt at se filmene i oplyste lokaler, så man ikke skulle sidde bænket i det kedelige biografmørke. Det gav mulighed for at sidde i en scenografi, der kunne give oplevelsen en ekstra dimension.
En anden dansk forretningsmand prøvede at lancere en rejsebiograf, der bestod af en ægte togvogn, hvor filmene rullede hen over vinduerne. Så ville man virkelig få en oplevelse af at blive transporteret til en anden virkelighed.
Og endelig var der fremsynede filmfolk, der allerede omkring år 1900 tog patent på at lave 3D-film ved at overføre princippet i stereoskopbillederne til film. Det ville også kunne give en mere virkelighedsnær oplevelse.
Spejlkonceptet blev dog aldrig virkeliggjort, rejsebiografen fungerede ikke rigtig – og selvom der blev lavet forsøg med 3D-film, skulle man hen til 1952 før den første kommercielle 3D-film blev lavet. Når biografen alligevel udkonkurrerede de fleste andre forlystelser, hang det sammen med at filmene fik lyd og farve i henholdsvis 1920’erne og 1930’erne.
Opmærksomhed kræver noget radikalt anderledes
Drømmen om at skabe en ’ægte-agtig’ virkelighed er altså ikke ny. Hvor fokus i pantomimer, folkekaravaner, Hagenbeck’s dyrepark og rejsebiograf var på at pakke beskuerne ind i materialitet fra en anden sammenhæng, er omdrejningspunktet i virtual reality muligheden for interaktion. At være aktiv giver en helt anden form for tilstedeværen end blot at være beskuer.
Men der skal også noget radikalt anderledes til for at kunne få opmærksomhed i den strøm af virkelighedstilbud, der byder sig til i vores digitale hverdag.
Formentlig var pantomimens og folkekaravanens skærende kontrast til hverdagens indtryk mindst lige så virkelighedsoverskridende som virtual realitys interaktion med et fiktivt univers. Men det gør jo ikke drømmen mindre besnærende, at den har en lang historie bag sig.